Diskussionsoplæg fra Jesper Nicolaj Christiansen

Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at børnelitteraturen skal være alsidig. Den skal favne bredt. Den skal bare, ifølge nogle, ikke favne FOR bredt.

Jeg af barn af Kari Sønsthagen. Eller rettere af Forfatterskolen for Børnelitteratur. Jeg husker, vi engang havde en øvelse, der gik ud på at overskride grænserne for børnelitteraturen, at vi simpelthen fik en uge til at skrive en side, man ikke kunne skrive til børn. Behøver jeg at fortælle, at vi alle dumpede? Nogle få lå på grænsen, men INGEN overskred den. Det mest hyppige emne var selvfølgelig incest, og her lå grænserne blandt os elever fra alt mellem at antyde ordet til rent faktisk at beskrive handlingen. Men jeg gentager lige, at INGEN overskred den usynlige grænse, selvom vi gjorde vores bedste.

Og jeg tror, vi skal forsøge at kigge efter den usynlige grænse, ikke i litteraturen, heller ikke hos læserne, men i den store skare af moralens vogtere som står mellem børnene og den litteratur de kan/skal læse, nemlig forældrene, skolelærerne og bibliotekarerne. For her synes at være en nostalgisk holdning til, at den litteratur man HUSKER fra sin barndom, er det eneste pejlemærke, vi skal sejle efter på dette stormomsuste hav. At vores små pus skal propfodres med Astrid Lindgren og Bjarne Reuter, til de brækker sig. Og det er ikke fordi, jeg har en finger at sætte på disse to fremragende forfattere, men verden har rykket sig, og litteraturen med den.

Forældre har et billede af deres barndoms litteratur, hvor nogle små nøgne svenske børn løber rundt og æder tyttebær, mens en spritfuld far råber og en abe vrinsker i baggrunden. Ah, ja. De skriver sgu ikke bøger som dem mere.

Men ingen gider spise havregrød hver dag, året rundt. Heller ikke børn.

Litteraturen skal være alsidig, den skal afspejle livet, og livet har mørke sider. Også børnelivet. Og hvorfor skal det i øvrigt ties ihjel? Jeg troede, den nye moderne tese var at alt skulle kastes op på bordet, i stedet for man sidder alene ude på lokummet med hovedet i tønden, så alle kan være med og snakke om det. Hvorfor skal ”den svære” børnelitteraturen i skammekrogen? Og hvorfor tror voksne, at børn ikke gider læse om noget, der er svært? Eller er det i virkeligheden de voksne, der ikke gider? Vil de i virkeligheden ikke hellere hive endnu en femikrimi op af tasken og læse om Joan, der er enlig mor og lun på børnelægen, og lige, mellem to håndmadder, opklarer et dobbeltmord. Hvad fanden er det for en irriterende tendens om nu at skulle skrive børnelitteratur, man skal forholde sig til?

Det er ikke fordi, børnene nægter at læse den. De vil gerne. Jeg har mange henvendelser fra børn og unge, der har læst min bog, Soldater græder ikke (2009). Nej, børnene er ikke problemet i ”den svære” børnelitteratur, det er moralens vogtere, der er problemet. Forældrene, skolelærerne og bibliotekarerne. De selv sammen mennesker, der er børnenes indgang til litteraturen, står som skildvagter og passe på, at børnene kun læser det nostalgiske pis, de selv læste som børn. Og så måske en ”Karla”, som er lidt svær, men ikke rigtig gør ondt. Hvad fanden? Hvorfor må litteraturen nu pludselig ikke gøre ondt? Nævn dine tre yndlingsbøger. Jeg er sikker på en af dem gør avs. Men børn skal værnes mod denne smerte, mod livet, mod virkeligheden? SKAL litteratur gøre nas? Nej, men hvorfor må det ikke?  Og kan jeg ikke bare holde kæft og skrive min bog og så lade den overleve på markedspræmisser? Nej. Jeg er ikke kendt og jeg skriver ikke om små tryllebørn på magiske heste. Den litteratur jeg skriver, når kun børnene, som rigtig meget andet litteratur, gennem moralens vogtere. Og hvis denne gruppe stempler den som uegnet for børn, så får børnene ikke selv chancen for at tage stilling. Det gælder ikke kun min bog. Mange børnebøger når ikke deres publikum, ikke fordi de ikke er gode nok, men fordi de handler om andet end fantasy. I denne regerings tid har svaret på stort set alle problemer været at hæve straffen, og jeg skal nok kun blive politisk i et kort øjeblik, men jeg mener sgu helt oprigtigt, at man burde få 10-16 år i brummen for at nægte børn adgang til litteraturen.

Livet er mange ting: solskin, smil, latter, sommerfugle i maven … og smerte. Det er børnelitteraturen også.

Børn skal læse om glade børn, men børn skal også læse om børn, der har det svært. Man finde ofte sig selv, eller en del af sin identitet i litteraturen, men hvordan skal man finde noget hvis man kun læser om solskinsdage og cykelture?

”Den svære” børnelitteratur burde blive hyldet for at være svær. Vi kan ikke blive ved med at skubbe børnelitteratur ind under tæppet, som en underlødig genre. Vi bliver nødt til at være stolte. Vi må skyde brystet frem og vi kan kun blive taget seriøst af vores modtagere, af vores læsere, nemlig børnene, hvis vi er alsidige, fornyer os og tør. Ellers er vi præcis dem de ”rigtige” forfattere (voksenlitteraturen) helst vil brandmærke os som, nemlig bananforfattere, der skriver uden noget på hjertet, men udelukkende for at ramme en målgruppe. Det er en hel anden diskussion, jeg er på vej over i, men som jeg håber bliver taget op her på bloggen inden længe.

Jeg har endnu ikke læst en børnebog, hvor jeg tænkte ”det var ligegodt satans, det er sgu ikke for børn det her.” Jo, men så har det været fordi, den var jammerligt skrevet, og ikke fordi emnet var tungt. 

Som afsluttende bemærkning vil jeg sige til moralens vogtere: Åben porten til litteraturen og luk børnene ind!

12 comments

  1. Et spøgelse går gennem den danske børnelitterære verden ude hos mange, mange formidlere, folkebibliotekarer, skolebibliotekarer og lærere. Spøgelset hedder K.E. Løgstrup. Han kom for skade i den hedengangne debat om Bent Hallers “Katamaranen” i 1970’erne at udtale noget i retning af, at kun en nidding tager livsmodet fra børn. Den udtalelse møder man hele tiden og den fremsiges altid med en mine, der udelukker enhver diskussion. For hvem vil være en nidding? Og så over for børn!
    Lad os nu få manet det spøgelse bort og vågne op fra halvfjersernes voksenomklamring af børnelitteraturen.
    Kun en nidding holder virkeligheden skjult for børn!

  2. Kunne man forsigtigt foreslå en supplerende liste over hvad det er for nogle bøger og forfattere, I foreslår man læser mere af? Diskussionen om tabuer i børnelitteraturen bliver let meget intern, ukonstruktiv og kører lidt i ring ligesom den tilbagevendende diskussion om børnelitteraturens mindreværd/berettigelse.

    Jeg synes ikke kun jeg opsøger bøger om lykkelige svenske børn … men måske går jeg rundt og er snævertsynet og knibsk uden at vide hvilke bøger jeg er gået glip af! Gode fornyende læsetips modtages gerne!

  3. En sådan litteraturliste efterlyses vist af mange lærere og pædagoger. Jeg fik for flere år siden en sådan liste af en dygtig underviser i moderne børnelitteratur Ingerlise Moos, og brugte den flittigt. Men der er kommet mere til siden da, så jeg tilslutter mig, og ønsker mig også en liste der også angiver hvilke aldersgruppe bogen er egnet til..

    Det er min opfattelse at de fleste lærere og pædagoger er meget åbne og interesseret i at anvende denne litteratur, både som oplæsning og som en del af litteraturundervisningen, men de mangler information, uddannelse og viden på omkring, også vedr. hvordan litteraturen kan anvendes.
    Det er også min erfaring, at børn i alle aldre er meget begejstrede, åbne og nysgerrige, når jeg anvender litteraturen. Det er helt tydeligt, de mærker, at her sker der noget ganske andet end det, de er vant til.
    Hvis man i børnehaver og skoler læser de mere moderne bøger om død, forældres svigt, børn der skal træffe alvorlige valg på liv og død, osv. osv. så kræver det en vigtig samtale efterfølgende, så børnene ikke efterlades “alene” med oplevelsen…
    Den samtale kræver viden, indsigt og tid. Samtalen fordrer også at læreren og pædagogen har de rigtige redskaber… Så jeg vil slå et slag for uddannelse af lærere og pædagoger så de kommer i gang med at bruge denne fantastiske litteratur!
    Det er desværre nok ikke den helt moderne børnelitteratur, der kommer til at ligge under juletræet i de flestes hjem. Foreløbig.. For som Jesper Nicolaj Christiansen skriver, så er det de nostalgiske forældre, der skal ud at købe.. Jeg ærgres lidt over alle de genoplag af f.eks. “De 5″… Og alle de elendige Disney-bøger, med tilhørende merchandise, der fylder hylderne i supermarkeder og boghandlere.. Når der nu findes så meget andet fantastisk litteratur.
    Men der kunne komme meget mere fokus på området i landets skoler og institutioner.

  4. Jeg vil gerne opfordre lærere og skolebibliotekarer til at besøge Centre for Undervisningsmidler i jeres lokalområde. Vi forsøger at præsentere et bredt udvalg af den nye litteratur, som udkommer i disse år. Vi vil også gerne vejlede i brugen af den, for selvfølgelig skal vi i undervisningen turde tage fat i det, der gør ondt – også det, der gør ondt i barnelivet.
    På CfU i Nordjylland får vi besøg af mange lærere, og det er bestemt mit indtryk, at de fleste er åbne for at inddrage litteratur, der overskrider grænser.
    Eleverne skal fra børnehaveklasse til udskoling møde et bredt udvalg af tekster, derfor er det vigtigt, at skolebibliotekarer og danskkonsulenter tør se den virkelighed i øjnene, som tidens børn lever i, men vi skal samtidig vejlede vores kollegaer, for det er ikke alle de nye titler, der egner sig til lystlæsning.
    Vi har indkøbt “Soldater græder ikke” til vores udlånsafdeling. Jeg synes, det er en fantastisk bog, aktuel og skræmmende, men absolut relevant i undervisnings sammenhæng, så jeg anbefaler den gerne til alle de dansklærere, jeg møder.

  5. Eleverne i folkeskolen skal møde den litteratur, der er skrevet i deres levetid. I de sidste mange år er der skrevet børne– og ungdomslitteratur, som sætter fokus på det liv, som børn og unge lever. Mange af disse bøger handler om et liv i ensomhed sammen med forældre, som ikke formår at være voksne eller at være forældre. Et liv med kammerater, hvor ALT skal prøves, fordi livet, de voksne, skolen, fremtiden er ligegyldig. Men samtidig drejer det sig også om unge, der gerne vil forstås, accepteres som det de er, leve i et troværdigt fællesskab med empatiske voksne.
    Ind imellem kommer der så en bog, som kan sætte sindene i kog, en bog som anmeldere, lærere og andre læsende mennesker ikke mener, børn skal møde. Den diskussion går jo langt tilbage, i nyere tid var det Katamaranen af Bent Haller som Løgstrup mente tog livsmodet fra børnene. Da Janne Teller udgav ”Intet” var der også kritiske røster, og nu er der så udkommet en billedbog af nordmanden Stian Hole: Garmanns Gade, som Steffen Larsen, anmelder på Politiken, ikke mener børn skal møde. Bogen handler om drengen Garmann og hans møde med det onde i form af drengen Roy og det varme og forstående gennem frimærkemanden, som har ry for at være ond, men i virkeligheden viser sig at være meget empatisk, da først Garmann kommer i kontakt med ham.
    Ud over en rigtig flot tekst er bogen illustreret med både tegninger og collager, en teknik, som Hole mestrer til fuldkommenhed.
    Jeg forstår ikke Steffen Larsens kritik. Man kunne komme med samme indvendinger mod Kim Fup Aakezons En historie om Vokseværk eller Oscar K`s Idiot, begge to, billedbøger, som udfordrer læseren, som sætter fokus på: Hvad drejer det sig om.
    De nævnte titler er bøger, som formidlet i det litterære univers, vil leve op til kravet om, at eleven skal møde god litteratur, skrevet i en nutidig kontekst.
    I flere sammenhænge har jeg fortalt om disse ”kontroversielle” bøger til forældre. Som regel er der en forståelse for, at deres barn også skal opleve virkeligheden gennem litterære tekster. Det er ikke her problemet er, derimod er det et problem, at børnene kun møder denne litteratur i undervisningen. Rigtig mange forældre læser aldrig eller sjældent op for deres barn. Det kan der være flere grunde til, en af dem er, at disse bøger stort set ikke findes hos boghandleren. Der kan ikke tjenes penge nok på at sælge postmoderne billedbøger og den komplekse børnelitteratur, som Bodil Kampp benævner den.
    Et andet problem er, at folkebibliotekerne sætter ”stopskilte” på nogle af billedbøgerne – må kun lånes ud til voksne. Det får måske også en eller anden voksen til at standse op.
    Derfor er det vigtigt, at litteraturen udvælges med omhu i undervisningen, igennem hele skoleforløbet.
    På Center for Undervisningsmidler rådgiver og vejleder vi lærerne omkring litteratur og litteraturformidling, og vi oplever, at et besøg eller et kursus kan være medvirkende til et helt andet litteraturvalg.

  6. Jeg vil (heller) ikke give en supplerende læseliste, fordi den bliver subjektiv, og hvem fanden siger jeg har ret? Men jeg forsøger at holde mig orienteret gennem medierne, forlag, boghandlere og andre forfattere.
    Jeg tror desværre ikke, at der er nok lærere der kender til Centre for Undervisningsmidler, så det lader til der skal gøre lidt benarbejde der ;-). Stopklods nummer et er og bliver i langt de fleste tilfælde skolelæren og bibliotekaren, desværre.
    Når man skriver en bog i Danmark, i langt de fleste tilfælde, så gør man det ikke for pengene, men for at blive læst, og derfor er det rigtig ekstra ærgerligt at der står en flok snæversynet ignoranter og blokere for potentielle læsere af bogen.

  7. Og Tea Bendix, jeg synes bestemt ikke diskussionen om børnelitteraturens mindreværd/berettigelse er ukonstruktiv og kører i ring. For mig svarer det lidt til i 70’erne, at sætte sig ned og synes den der kvindekamp er ukonstruktiv. Børnelitteraturen behandles som underlødig. Jeg synes ikke jeg skriver underlødig litteratur. Men det er en anden diskussion.

  8. Jeg syntes, at det er alt, alt for nemt at lægge hele ansvaret på lærere og bibliotekarer.
    Det lukker i øvrigt måske også lidt debatten at blive kaldt en ignorant :)

    Der udkommer pænt mange børnebøger i DK. Nogen udkommer fordi forlagene skal tjene penge – altså flere penge! De 5, Disney, hestebøger, trivikrimier sprøjter ud. Nogen af dem vil ungerne faktisk rigtig gerne læse. Men måske glemmer vi at deres forældre, ungernes, selv læser noget tilsvarende?
    Måske er litteraturen ikke bare noget der skal lutre vores sjæle og udvide vores verden? Måske er litteratur blot underholdning for de fleste?
    Personligt ville jeg ønske det første – men som ignorant med 10 års erfaring på bagen ved jeg efterhånden at man ikke kan tvinge mennesker, uanset læse eller livserfaring, til at læse det man syntes de bør. Man kan formidle som ind i helvede. Man kan forsøge at sælge varen men når de fleste kommer på biblioteket for at blive underholdt, ikke udfordret, men underholdt, så taber man på point når man står der og ævler løs om alt det der ikke interesserer dem.

    Jeg er ikke bange for litteraturen. Jeg er ikke bange for at ungerne får ar på sjælen af at læse om den grumme virkelighed men jeg kan mærke at jeg er ved at få lidt tics over diskussionen om vigtigheden i at de SKAL og BØR læse disse bøger.
    Det er jo indoktrinering. Er det nødvendigt at vi som voksne står klar for at tvinge det ned i halsen på dem? Behøver vi diskutere hvems ansvar det er hvis de ikke får det proppet ned? Har ungerne ikke selv en fri vilje og deres egen litterære ambition.
    Som CC siger bør vi kaste halvfjerdsernes voksenomklamring af børnelitteraturen bort. Men hvad er denne diskussion?

    Når litteraturen bliver en mission og et projekt stopper al udvikling. Sådan ser jeg det.

    Nogen gange ønsker jeg sådan at børnelitteraturen bare levede og åndede uden al den snak. Det støjer og Tea Bendix har ret, synes jeg, når hun siger, at det ofte bliver ret indforstået. Jeg ville ønske at nogen gad lægge lige så meget energi i at diskutere al det juks som voksne mennesker læser. Jeg oplever ikke, og nu generaliserer jeg helt vildt og med vilje, at de er super gode opbyggelige eksempler for deres børn!

    Og i øvrigt mener jeg at Steffen Larsen har fået lagt mange ord i munden i denne diskussion og at Nidding er det sejeste ord der findes! Det bruges for lidt! :)

  9. Well, jeg har for det første på intet tidspunkt sagt at alle lærer og bibliotekarer var ignoranter. Om du selv synes du fortjener det skilt om halsen, det er jeg ikke herre over. :-)
    Og herligt hvis du synes du gør et godt job. Power to you.
    Måske tænker du ikke over det, men din glimrende hjemmeside er med til at sprede litteratur og give børn (og voksne) kendskab til dele af børnelitteraturen de ellers aldrig havde fundet. Fantastisk og tak for den store indsats.
    Der er INTET der lever og ånder uden snak. Heller ikke børnelitteraturen, og hvorfor er det at hver gang vi vil snakke om noget der gør ondt i det her land, så skal det ties ihjel? Jeg har simpelthen svært ved at se hvordan det kan være en byrde for Tea og dig, at andre mennesker har en diskussion om børnelitteraturen. Hvis man ikke vil deltage, så kan man jo holde sig væk. Og hvis der ikke er noget at snakke om, hvorfor er der så SÅ mange mennesker der gerne vil snakke om den? Og ja, det bliver indforstået. Det gør det også når man diskutere dansk film eller billedekunst. Og? De mennesker der til dagligt beskæftiger sig med det og har fingrene dybt begravet i det, de mennesker formår vel at følge med, hvis vi går ud fra der er noget at følge med i, og at de ønsker at følge med i det. Jeg kan ikke, så siddende balle, komme i tanke om noget som helst i verdenshistorien, der er blevet ringere af at blive vendt af mere eller mindre intelligente menesker. Diskussionen om litteratur skal da helst starte med børnelitteraturen, det er her vi ændre de voksnes læsevaner. Så skulle vi ikke starte med at diskutere dansk børnelitteratur og opfattelsen af selv samme i nærmiljø og globalt? Altså ikke nu, men snart?
    Og voksne mennesker læsevaner bliver jævnligt analyseret i hoved og mås, men jeg tror det er vigtigt at forstå, at hvis vi (altså ikke dig og mig, eller, det kunne det godt være, men ikke nødvendigvis) skal ændre de voksnes læsevaner, så skal vi starte tidligt. Faktisk når de er børn. Men hvis vi ikke tør kræve noget af dem som børn, så bliver de, TADAA, ved med at læse lort når de bliver voksne.

  10. Vi er jo ikke uenige i at det starter med børnelæserne – det er jo derfor vi laver det vi gør.
    Det er ikke en personlig byrde for mig at børnelitteraturen tales ihjel – jeg syntes ikke at noget skal ties ihjel. Men jeg syntes at debatten opfinder tabuer der ikke er der. Jeg syntes at voksne omklamrer børnelitteraturen med al deres velmenende og kloge voksensnak.

    Og jeg jeg syntes at du ret entydigt peger fingre når du siger: “Stopklods nummer et er og bliver i langt de fleste tilfælde skolelæren og bibliotekaren, desværre.
    Når man skriver en bog i Danmark, i langt de fleste tilfælde, så gør man det ikke for pengene, men for at blive læst, og derfor er det rigtig ekstra ærgerligt at der står en flok snæversynet ignoranter og blokere for potentielle læsere af bogen.”

    Det er naivt – måske ligefrem snæversynet, at tro at lærere og bibliotekarer ikke har interesse i at gøre deres arbejde godt. Og det er vigtigt at få på plads, og det håber jeg virkelig at vi i det mindste er enige om, at kvalitet i litteraturen IKKE afgøres ud fra den tematik den behandler!! :)

    De bedste bøger i verden er dem der er skrevet med hjertet. Ikke dem der er skrevet med en didaktisk mission. Og pudsigt nok er det lige sådan med den bedste formidling. Man kan ikke sælge en bog til nogen hvis man ikke selv er ramt af den.

    Debat er vel ikke kun for dem der er enige? Min pointe med det indforståede er at jeg oplever at der findes en rigtig og en forkert holdning. Og den rigtige holdning formidles ofte lidt aggressivt hvilket hverken er inspirerende eller charmerende :)
    Tænk, hvis debat flyttede holdninger og ikke bare bekræftede det man allerede vidste?

    Tak for optimistiske ord om fortællingen.dk.

  11. Har vendt sidste side i Soldater græder ikke og søgte nogle at debattere med – og wauw her er I og smider svesken på disken.
    Jeg er en af dem der står til ex. antal år i Vestre fængsel hvis jeg skjuler børnelitteratur for børnene selv….og går med papirkniv ?
    Ok. Bogen er købt på mit bibliotek, som både er folke- og skolebibliotek for 300 elever i 7.-9. klasse. Hvordan kan og vil jeg formidle denne bog ?
    I booktalks i klasserne, hvor eleverne får inspiration til fx 15 forskellige romaner. Bøgerne bliver stående i klassen, så eleverne ”falder over dem”og måske læser dem og anbefaler til hinanden. Ved samme lejlighed får eleverne fif til links som boggnasker.dk og fortaelling.dk. Særlige reklamespots til skolens dansk team og børnebibliotekarkolleger. Bogudstillinger med en række anderledes, grænseoverskridende bøger. Tør du læse …. Oscar K’s Du er fuld af løgn Otto, Zimakoff’s:En Grim weekend. Bruhns prisbelønnede Min fucking familie eller Dansklærerforeningens fremragende Billedromaner.
    Når det gælder bøger til mindre børn er jeg en nidding, så kom bare med håndjernene. De skæve smil (om abort) og Idiot er udgivet i billedbogsform, men kommer aldrig i billedbogskrybben. STOP. De formidles til voksne bl.a. på forældremøder, hvor de i øvrigt skaber interesse hos de voksne selv.
    Efter forældreklager sætter vi heller ikke pornoficerede blade som V-max i børnebiblioteket. Og ja vi har en skrækhylde med bøger, som vi , efter læsning, ikke vil formidle videre, mest fordi de ikke har nogle kvaliteter at byde på.

  12. Som en lille kommentar fra forlaget, der har udgivet “Idiot!” vil jeg sige, at jeg er 100 % enig i, at den IKKE egner sig til en placering i billedbogskrybben. Og der er den heller ikke tiltænkt. Det er en billedbog for store børn (udskoling) og der er, i erkendelse af, at det måske ikke er den mest enkle billedbog at gå til, udarbejdet en litteraturguide med ideer til, hvordan den kan inddrages i undervisningen. Guiden kan hentes her: http://www.hoest.dk/Laerervaerelset/Menu/Til%20Laereren/Litteraturguider.aspx

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>