Et par ideer til undervisningen

Der udgives rigtig mange gode bøger, også mange bøger, der er velegnet som værklæsning i skolen. Som et nyt tiltag på bloggen vil jeg en gang om måneden komme med nogle bud på bøger, jeg mener, der med rette kan anvendes i undervisningen. Jeg vil samtidigt opfordre til, at I deler jeres erfaringer fra undervisningen.

Jeg har denne gang valgt fire. En til indskolingsbørnene, en til mellemtrinnet og to til udskolingen.

Marias dukke af Morten Dürr og Lars Gabel er en billedbog for børn i indskolingsalderen. Bogen giver et fint billede af en anden måde at være barn på. Den handler om søskendekærlighed og overlevelse. Hør her Morten Dürr fortælle om bogen. Anmelderne har bl.a. skrevet:

“Det er en grum historie fortalt med både realisme og ømhed, en historie om et liv, der er fjernt fra danske børns liv, blottet som det er for fattigdomskompetencer. / 
Det er meningsfuldt at arbejde med børns rettigheder, når man har bøger som denne til indskolingens elever.” Jens Raahauge, Folkeskolen

“Morten Dürr er en socialt engageret forfatter, der med sine fortællinger forstår at skrive vigtige og ærlige historier, som altid er både et spejl og et vindue for læseren.” Zenia Johnsen, Fortællingen.dk

 
Taber-nabo er en novellesamling skrevet af tidligere elever på Forfatterskolen for børnelitteratur. De otte noveller er alle skrevet med udgangspunkt i temaet forvandling, men der er tale om mange forskellige former for forvandlinger. Novellerne spænder fra fysiske forandringer som genmanipulation og silikonebryster over mentale forandringer til forandringer i omgivelserne. De otte forfattere er: Dorthe de Neergaard, Henrik Nilaus, Karin Feit Almberg, Grete Wiemann Borregaard, Mette Vedsø, Lona Andersen, Annette Bjørg Koeller og Ellen Holmboe. Anmelderne har bl.a. skrevet:

“Ud af temaet forvandling vokser der andre temaer. (Hvorfor) skal man for eksempel forvandle sit udseende? For at komme med på holdet? Er der egentlig forskel på huller i ørerne og en fedtsugning – sådan rent principielt? Kan man gøre sig fortjent til forvandling eller må man bare sætte sig ned og vente. Kan man dukke nakken og undgå forvandling. Er man god fordi man gør noget godt, eller kan man godt være en røv selv om man kommer til at gøre en god gerning. Forvandler de andre sig i virkeligheden eller er det bare én selv og måden man ser på dem, der forvandler sig? / Det er en meget fin udgivelse. Sådan noget opfordret-halløjsa kan ellers godt blive lidt tamt, synes jeg. Men Taber-nabo og andre forvandlingsnoveller er alt andet en tam.” Susan von Magius, Fortællingen.dk

“Otte velskrevne noveller, alle med temaet forandringer, der kryber ind under huden og bliver der.” Lektør Lotte Lykke Simonsen
 

Simon Strangers Barsakh er historien om et møde mellem to verdener. Om 15-årige Emilie fra Norge og 18-årige Samuel fra Ghana. Samuel har sammen med 20 andre valgt at ofre alt i håbet om at finde lykken og starte på en frisk i Vesten. Emilie er på ferie på Gran Canaria med sin familie. På en af sine mange løbeture, ser hun en båd med flygtninge. Hun hjælper dem og et stærkt venskab knyttes mellem Emilie og Samuel. Historien er skiftevist fortalt fra Emilies og Samuels synsvinkel. Anmelderne har bl.a. skrevet:

“Dramatisk og aktuel roman om den moderne verdens forunderlige og uhyggelige kontraster. / Barsakh er hurtigt læst, men den er ikke let at glemme igen.” Susan von Magius, Fortællingen.dk

“En meget velskrevet bog som er oplagt til ungdomsbiblioteket. Den kan læses som almindelig skønlitterær underholdning, men er også relevant i forhold til undervisningen. Der er ingen tvivl om, at forfatteren, i sin skriveproces, har foretaget ganske aktiv research.” Lektør Rikke Skuldbøl Jakobsen
 

Ronnie Andersen, der i 2008 debuterede med den anmelderroste og prisbelønnede ungdomsroman Date med en engel, har nu skrevet anden bog i den tematiske trilogi om drenge fra forskellige samfundsklasser, der har det tilfælles, at de flygter fra deres følelser. 6 handler om Charlie, der flygter fra sorgen over sin mors pludselige død, ligesom han flygter fra så meget andet i sit liv. Hvor Date med en engel er stilistisk opbygget som et filmmanuskript, mens 6 følger en matematisk formel med 36 kapitler af 6 sider, inspireret af Charlis helt særlige forhold til tal. Anmelderne har bl.a. skrevet:

6 har et gevaldigt undervisningspotentiale og kan anbefales som hovedværkslæsning for eleverne i 8.-10. klasse. Alene opgaverne i at gennemskue komposition og sproget, hvor der ofte står “sjyt”, kan være relevant for eleverne. Dertil kommer, at det er befriende at læse romaner, der i den grad appellerer til drengelæsere, for dem er der ikke for mange af. Titlen kan måske gøre sit. / Tilbage er at give 6 seks stjerne af seks mulige – god fornøjelse gennem sekstanten og systemerne.” Sofia Esmann Busch, Folkeskolen 

“Romanen 6 er en sitrende, velskrevet filmisk historie med en handling der rummer alt godt fra menneskelivet: sorg, kærlighed, utroskab, familie, venner og almindelig genkendelig eksistentialisme.  Sproget er saftigt med en blanding af tegneseriegloser og en god nutidig hverdagspoesi. Charli er nem at lære at kende og holde af. Han er den charmerende, humoristiske men flagrende type som man både har lyst til at ruske og kramme. / Alle personer i romanen har 6 bogstaver i deres navn. Hvert kapitel har 6 sider. Der er 36 kapitler – det går 6 op i 6 gange og bogens sideantal er 222 – tværsummen af det er selvfølgelig 6. Det er gennemført og det er historien også. Sagorasme.” Zenia Johnsen, Fortællingen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>