Afsked med Center for Børnelitteratur – talerne vol. 1

I fredags var der reception på Center for Børnelitteratur. Det blev ikke kaldt en afskedsreception, men jeg tror, at vi var mange der følte, at det var en form for afsked. Faktum er i hvert fald, at Center for Børnelitteratur fra 1. januar 2012 ikke vil være, som vi hidtil har kendt det. Centerleder og lektor Nina Christensen og lektor Anna Karlskov Skyggebjerg har fra 1. januar tjenested i Århus. Stipendiaterne og den videnskabelige medarbejder færdiggøre deres igangværende projekter og forlænges ikke, og der er ikke umiddelbart sat i udsigt, at der vil blive opslået et nyt stipendium. Samlingen forbliver på Danmarks Pædagogiske Bibliotek, der bliver i Emdrup, København. Forfatterskolen for Børnelitteratur forbliver også i København. Om to personer uanset, hvor dygtige de er, kan udgøre et center, kan man stille spørgsmålstegn ved, men det er i hvert fald den umiddelbare fremtid. Der er siden beslutningen blevet taget i marts, blevet kæmpet en brag kamp for Center for Børnelitteratur. Mange har råbt op og håbet og ønsket til det sidste, at man fra Århus Universitets side, ville erkende, at Center for Børnelitteratur er et velfungerede center, som det ikke giver mening at flytte og da slet ikke, når det kun er en lille del, der flyttes. Desværre har det ikke været muligt at bremse processen, hvilket er trist. Der blev holdt flere rigtig gode taler i fredags. Taler, der ikke lagde skjul på det groteske i situationen, men det var også taler, der prøvede at pege fremad. Jeg har fået lov til at bringe nogle af talerne her og starter med lektor Anna Karlskov Skyggebjergs. Senere på ugen følger Beth Junckers.

Kære Nina, Frederikke, Stine, Marianne, Kari og Marie. Kære kolleger fra danskgruppen og fra Danmarks Pædagogiske Bibliotek, kære samarbejdspartnere, kære tidligere kolleger og studerende, kære venner.

Om lidt er vi reorganiseret…

Det er svært at forstå, hvad det betyder, og hvad det indebærer for hver af os personligt og for institutionen, som vi er en del af. Jeg arbejder stadig med at forstå den proces og den fortælling, vi har været igennem det seneste år. Mit forskningsarbejde har i en årrække været koncentreret om børnelitterære genrer og deres potentiale, og jeg vil sammen med jer prøve at anskue fortællingen om Center for Børnelitteratur i et genreteoretisk lys.

Min problemformulering lyder altså: Hvilke genrer tilhører fortællingen om det seneste år på Center for Børnelitteratur?

Den første tese, jeg vil afprøve, er nonsensfortællingen:

Nonsens er karakteriseret af en tilsyneladende mangel på mening, hvilket vores fortælling godt kan siges at være. Derudover er børnelitterær nonsens ofte kendetegnet ved groteske elementer og ved sproglige fornyelser. Jeg nævner fx ordet reorganiseringsreception. Det kunne godt være en såkaldt nonsensneologisme, en betegnelse for en ny og kreativ brug af sproget a la chokoladeeskapade. Hvad der dog mangler, for at vores fortælling kan kvalificeres som børnelitterær nonsens er for det første det humoristiske og antiautoritære element, og for det andet mangler de karakteristiske poetiske kvaliteter, som man fx finder hos Halfdan Rasmussen. Der er ikke meget rim og rytme i den seneste centerfortælling, og de klanglige effekter mangler også i ord som reorganiseringsproces, partshøringssvar og synergieffekt.

Men måske er vores fortælling i stedet et eventyr:

Man kan faktisk med nogen ret sige, at vi på centret det seneste år har været en del af et klassisk eventyr. I hvert fald har eventyrets typiske modsætninger gjort sig gældende. Verden har været delt i de onde over for de gode, helte overfor skurke, og der har været rigeligt med både hjælpere og modstandere. De for eventyret så typiske prøver har der været mange af, og de er blevet sværere og sværere at bestå. Referencer til andre eventyr vil man også kunne indlæse, fx Kejserens nye klæder og Hvad fatter gør, er altid det rigtige. Det, der mangler, for at fortællingen om centret kan betegnes som et eventyr, er magien og den lykkelige slutning. Vi har ventet på den længe, men eventyrslutningen udebliver tilsyneladende. Hvis fortællingen om Center for Børnelitteratur er et eventyr, er det et postmoderne et af slagsen. Der er en meget åben slutning, og man kan diskutere, om eventyret bryder med den nok så bekendte løgstrupske poetik: Kun en nidding bryder sig om at tage håbet fra det læsende barn.

Derfor må der en tredje genre til, den historiske roman:

Den historiske roman kendetegnes som genre af blandingen af fiktion og fakta, og genren befinder sig mellem kunst og didaktik. Den historiske roman har som centret her altid stået i et dialektisk forhold til sine formidlingsinstitutioner, ikke mindst grundskolen.

Som enhver anden historisk roman viser fortællingen om Center for Børnelitteratur, hvordan store politiske begivenheder har konsekvenser for enkeltmiljøer og individer. I den historiske roman vises det, hvordan fysiske og psykiske kampe om magt og ære udspiller sig i toppen af samfundet med en afsmittende effekt på hver eneste soldat, borger og barn. Historiske børneromaner tematiserer ofte nationens skiftende sejre og nederlag. Med inspiration i titler som Rasmus i kamp, Rasmus ved Dybbøl og Maries krig kan man godt sige, at vores aktuelle fortælling er at betragte som børnelitteraturforskningens 1864.

Grundlovens bestemmelser er suspenderet, og centret er ramt af territorial indskrænkning. Centret er – som sydslesvigerne – blevet underlagt nye magthavere og en ny sproglig dominans. Det er her som efter 1864 svært at finde optimismen frem, og vores historiske roman risikerer nemt at ende som en desillusionsroman.

Hvad kan vi så lære af dette genreperspektiv – hvad kan vi lære af historien og den historiske fiktion: Hvordan gik det med Rasmus og Marie? Hvordan fandt de og nationen en vej? Et kendt bonmot, som i eftertiden er forbundet med 1864, er jo Dalgas’: Hvad udad tabes skal indad vindes. Fiktionen om 1864 har understreget, at nederlaget betød en ny national samling, et nyt sammenhold og også en fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal. I 1920 kom Genforeningen, som blev iværksat ved hjælp af demokratiske spilleregler, og de menneskelige hensyn til de marginaliserede grupper blev vægtet højt. 

Mens vi venter på demokratiet og en ny genforening af børnelitteraturforskning, uddannelse, bibliotek og forfatterskole kan vi håbe, at Center for Børnelitteratur i sin mindretalsposition kan opnå en slags Sydslesvigsk status. Rasmus og Marie klarede sig, også efter en drabelig kamp, hvor de stod til at miste alt. De overkom hjemløsheden og fandt et nyt hjem ligesom så mange andre af børnelitteraturens børn. 

Lad os skåle for, at nederlag en dag kan blive til sejr, og at der kan findes en optimistisk slutning på den historiske fortælling om Center for Børnelitteratur. 

lektor Anna Karlskov Skyggebjerg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>