Afsked med Center for Børnelitteratur – talerne vol. 2

Her følger Beth Junckers tale fra receptionen på Center for Børnelitteratur fredag den 9. december. På mandag publiceres centerleder og lektor Nina Christensens.

We’ll meet again ….

Når en kær slægtning går bort mæt af dage og med en bevidsthed om, at missionen er endt, visionen indfriet, så kan et gravøl være ganske muntert.

Når en kær slægtning bremses som årsunge uden at få mulighed for at udfolde hele potentialet, så er et gravøl knap så muntert.

I dit korte liv
var hver time dyr,
hvert sekund et dyrt sekund.

Sådan har det været for Center for børnelitteratur. Det økonomiske grundlag blev skabt, fordi Torben Weinreich var vågen og fik sparket visionen om et litteraturcenter ind i sene finanslovsforhandlinger.  Vi var en mindre flok – deriblandt Torben selv – der på det tidspunkt var i gang med at gøde jorden for et børnekulturcenter – et dokumentations-, forsknings- og formidlingscenter, der samlede det børnekulturelle felt på tværs af institutioner, genrer og medier.

Med sin lynhurtige handling sørgede Torben for, at visionen om et samlet center blev opløst i atomer. Der var et par stykker af os, der lige skulle finde en grimasse, der kunne passe, før vi ønskede til lykke!  Men – vi ønskede til lykke! Og vi har gjort det lige siden.

Center for Børnelitteratur blev huset af Danmarks Lærerhøjskole/ senere DPU/ endnu senere DPUs, Århus Universitet i en særlig konstruktion som selvstændig enhed, men dog integreret del af den større. Centret var tænkt som en samling og et løft for den børnelitterære institution, hvor produktion af forfattere, produktion af litteratur for børn, og formidling via biblioteker, skoler og pædagogiske institutioner var en sammenhængende verden i kultursektorens verden. De færreste uden for den verden i verden fatter den og dens sammenhænge. Heller ikke Århus Universitet.

Det unikke i centerkonstruktionen var at placere forskning og forskningsuddannelse helt centralt i den.  Hvert sekund, hver time har været dyrebart, centret har knoklet. Det har for første gang i Danmarks historie skabt en national børnelitteraturforskning med en sociologisk, pædagogisk, æstetisk bredde – på et internationalt niveau. Det er forrygende godt gået. Torben grundlagde det, uden et fantastisk bibliotek, eminente forskere , dygtige ph.d’er var det aldrig lykkedes så flot.

Forfatterskolen har gjort en forskel – vi har fået et vækstlag, vi ikke kunne undvære.  Om vi stadig i en web 2.0 på vej mod web 3.0 skal skelne mellem voksne og børneforfatterskoler er en diskussion værd!

Hvert sekund, hver time er brugt – udviklende, formidlende, samarbejdende. Få mennesker, der har påtaget sig rollen som en hær – og har haft faglig succes med det. Respekt – stor respekt.

Center for børnelitteratur rykker til Århus, står der på centrets hjemmeside. Det er ikke hele sandheden. Det er centrets sjæl og hjerte – forskningen – der flytter.

Tager man den sjæl og det hjerte fra mennesker, centre og institutioner, der sikrer udvekslingerne på senmoderne web 2.0 og web 3.0 betingelser, så sender man resten tilbage til industrisamfundet – på museum.

I dit korte liv
kan det meste  blive spildt.
Tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:
Håndtryk blev glemt,
chancer blev spildt.

Lad os ikke håbe Århus Universitet har en vision!

Det har vi nemlig!

Udfordringerne fra Web 2.0, de kommende fra Web 3.0  har for længst meldt sig på banen . Digitaliseringen er et barndomsvilkår, en integreret måde at tænke, kommunikere, agere, lege og lære på. Skoler, pædagogiske institutioner, kulturinstitutioner udfordres – på rum, på roller, på relationer, på processer. Børnehave 2.0, skole 2.0, bibliotek 2.0, museum 2.0, arkiv 2.0 – digitaliseringen udfordrer alle. Vi har brug for et børnekulturcenter, der har litteratur, teater, dans, billedkunst, internetbaserede sites, mobile platforme, nye deltagerkulturer som sit særlige forsknings, videns og formidlingsfelt. Det er her vi sammen kan fastholde forskning-, videns og formidlingsstandarder. Så Christine Antorini, Morten Østergaard – tænk sammen med os – og lad os skabe et børnekulturcenter på IVA, der samler forskning og formidling på dette felt.

Center for Børnelitteratur  lad os tage afsked med en hymne, der let omskrevet passer til lejligheden ;– we’ll meet again:

Let’s say goodbye with a smile, dear,
Just for a while, dear, we must part.
Don’t let the parting upset you,
We’ll not forget you, sweetheart.

We’ll meet again, don’t know where, don’t know when,
But we know we’ll meet again, some sunny day.
Keep smiling through, just like you always do,
‘Till the blue skies drive the dark clouds far away.

So will you please say hello to the folks that you know,
Tell them you won’t be long.
They’ll be happy to know that as we saw you go,
You were singing this song.

After the rain comes the rainbow,
You’ll see the rain go, never fear,
We two can wait for tomorrow,
Goodbye to sorrow, my dear.

 Kærligst

Beth, Tove – og IVA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>