Nyheder i maj 2017

ROS_Os i 3U_omslag3_FINAL 2.indd

Hvorfor bryder Foxy og Mikkel ind på Svipstrup Museum i nattens mulm og mørke? Og hvorfor pokker tager de hvalpen Benny og babyen Noa med? Det kan selvfølgelig kun gå galt – og det er lige, hvad det gør – når Foxy og Mikkel ved et uheld sørger for, at der i den grad bliver SPLAT på museet.

Da Svipstrup Museum udskriver en kunstkonkurrence, er 3.U helt oppe at køre, for tænk hvis klassen vinder? Men Foxy og Mikkel opdager, at der er snyd indover, og at selve borgmesteren måske er indblandet. De udtænker en plan, hvori der indgår en babyalarm, en armslynge, en flaske afføringsmiddel og et indbrud på museet. Det kan selvfølgelig kun gå galt – og det gør det i den grad også …

Splat på museet er tredje bog i Gunvor Reynbergs humoristisk serie om Mikkel og Foxy og alle deres venner i 3.U. En serie fyldt med grinagtige og genkendelige situationer for aldersgruppen, drevet frem af humor og Niels Rolands sjove illustrationer – alt sammen for at sikre succesoplevelse for den gode begynderlæser.

Gunvor Reynberg (f. 1960). Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Debuterede i 2011 med første bog i serien om Pelle og Petra og har siden skrevet tre bøger om dem. Derudover er hun også forfatter til flere af Eventyrteatrets familiemusicals, samt teaterversionerne af Karlas Kabale, Iqbal Farooq, Fups-Aakesons Vitello og Villads fra Valby.

Niels Roland (f. 1958). Autodidakt tegner og forfatter som debuterede i 1986 med satiretegneserien Atelieret. Er siden blevet kendt for sin rene og humoristiske streg gennem både satiriske striber i diverse aviser og forskellige tegneserier. Han har også illustreret flere børnebøger og har netop vundet Claus Deleruan-prisen som bedste tegneserieforfatter 2015.

Gunvor Reynberg og Niels Roland: Splat på museet udkommer den 11. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Frey_Endgame3_SPILLETS REGLER_forside_FINAL_WEB 72 DPI_RGB

Endgame nærmer sig sin afslutning, og Spillets regler er sidste bind i den hæsblæsende fantasyserie. Der er kun én nøgle tilbage, og det store spørgsmål er nu, hvem der finder den først og dermed sikrer sig selv og sin slægts overlevelse.

Kun de syv stærkeste spillere er tilbage i kampen om at vinde Endgame. Jordnøglen og Himmelnøglen er allerede fundet. Nu er det kun Solnøglen, der står mellem Spillerne og sejren – eller verdens totale destruktion.

Fem af Spillerne kæmper for livet: Sammen vil de forhindre, at Solnøglen bliver fundet. Maccabee er dog opsat på at vinde, og intet skal tage sejren fra ham. An Liu derimod spiller kun for døden. Hans eneste mål er at stoppe Endgame og tage hele verden og alle dens indbyggere med sig i faldet.

Uanset hvad deres intentioner er, har alle Spillerne én ting til fælles: De er villige til at dø, for at opnå deres mål.

Endgame er en fuldt integreret global multi-medie-oplevelse, som kombinerer bøger, skattejagt, YouTube-videoer og sociale medier. Bøgerne er omdrejningspunktet for skattejagten, som foregår på engelsk og er arrangeret af Third Floor Fun, LLC i USA.

James Frey (f. 1969) er amerikansk forfatter. Hans fire bøger A Million Little Pieces, My Friend Leonard, Bright Shiny Morning og The Final Testament of the Holy Bible er alle blevet internationale bestsellere. Det samme er Endgame-serien, som er udgivet I 30 lande.

Nils Johnson-Shelton er også amerikansk forfatter og medforfatter til Endgame.

James Frey: Endgame udkommer den 11. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Ramsland_Uhyrlige historier_forside_FINAL._WEB 72pi_RGB

Uhyrlige historier indeholder fem fantastiske Morten Ramsland fortællinger for børn. Det er historier om tilpassede børn med utilregnelige voksne, om indestængt vrede, fantasi og tankeflugt, uhyrer i skabet og monstre i toilettet, havmænd og himmelpistoler. Alt sammen illustreret i Charlotte Pardis vidunderlige, karakteristiske streg.

Uhyrlige historier har tidligere været udgivet som fem individuelle billedbøger, og udkommer nu gennemskrevet, revideret og samlet i én bog til højtlæsning.

De fem historier er: Onkel Pedro kommer hjem, Da Børge B blev gennemsigtig, Pedes uhyrer, Da Bernard skød hul i himlen og Havmanden.

Morten Ramsland (f. 1971) er cand.mag. i dansk og kunsthistorie. Han debuterede som forfatter i 1993 med digtsamlingen Når fuglene driver bort og har ud over en del børnebøger siden udgivet romanerne Akaciedrømme (1998), Hundehoved (2005) og Sumobrødre (2010). Morten Ramslands Hundehoved er blevet tildelt De Gyldne Laurbær 2005, Læsernes Bogpris 2006, P2’s romanpris 2006 og Independent Best Book of the Year 2007. Bogen solgte henved 250.000 eksemplarer og er oversat til 20 sprog. Ramsland er aktuel med voksenromanen Æg.

Charlotte Pardi (f. 1971) og uddannet på Designskolen i Kolding, hvorfra hun tog afgangseksamen i 1998. I 2000 udkom hendes første billedbog: Rend mig i agterstavnen, der er skrevet af Glenn Ringtved. Herefter er det blevet til mange andre billedbøger og en hel del undervisningsmaterialer. Charlotte Pardi har vundet flere priser for sine illustrationer.

Morten Ramsland og Charlotte Pardi: Uhyrlige historier udkommer den 19. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Wung-Sung__Dyrene og tiden_FORSIDE_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Dyrene og tiden er en fortælling om at være til stede i nuet og værdsætte det, man har, fortalt på en måde, så de små også kan følge med. Jesper Wung-Sung har skrevet ordene og Ursula Seeberg tegnet billederne til historien om ni forskellige dyrs søgen efter tiden.

En kanin kommer hoppende og snubler over et lille hul. Det får den til at stoppe op og tænke over, hvor tiden bliver af. I sin søgen efter svar spørger den sneglen, der er så langsom. Men ak, den er for langsom, så sammen bevæger de sig af sted for at finde en, der kender svaret på, hvor tiden bliver af.

Til sidst når en broget flok bestående af en kanin, en snegl, en giraf, en fugl, en muldvarp, en tæge, en elefant, en fisk og en krokodille frem til det lille hul, der satte det hele i gang. Og måske de til sidst er en smule klogere på tidens gang.

Jesper Wung-Sung (f. 1971) debuterede i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering og har siden skrevet en lang række bøger for både børn, unge og voksne. Blandt de mange hædersbevisninger er BogForums Debutantpris, Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, Kulturministeriets Forfatterpris for Børne- og Ungdomsbøger og Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris. Senest har Jesper Wung-Sung udgivet tegneserien Diego og Dolly (2016), og i januar 2017 udkommer børnebogen Lillefingeren.

Ursula Seeberg (f.1957) er uddannet på Skolen for Brugskunst på illustratorlinjen og har siden været involveret i en lang række værker enten som illustrator eller som illustrator og forfatter. Hun har vundet flere priser og modtog Kulturministeriets Illustratorpris i 2007.

Jesper Wung-Sung og Ursula Seeberg: Dyrene og tiden udkommer den 23. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Sinden_GENIALE_UDFORDRINGER_FORSIDE_final_WEB 72dpi_RGB

Glem alt hvad din mor, din sure storesøster og din lærer har sagt, at du IKKE må gøre med bøger! Geniale udfordringer er nemlig ikke en almindelig aktivitetsbog…

Spild på den, lim den til, riv den i stykker, begrav den, slå den – gør lige hvad du vil! Lær fx at træde igennem en side (her får du brug for en saks!), tegn fuglelort i psykedeliske farver eller lav din egen vandbombe… Alt sammen ting der vil udfordre din fantasi og kreativitet, imens du har det virkelig sjovt.

Nikalas Catlow er en engelsk børnebogsforfatter, der bl.a. har skrevet en del skøre monster/agent-bøger.

David Sinden, ligeledes engelsk, har illustreret mange male- og aktivitetsbøger. Sammen har de to også lavet Anti-Journal, en pendant til Geniale udfordringer, bare som dagbog.

Nikalas Catlow og David Sinden: Geniale udfordringer udkommer den 29. maj 2017. Se uddrag her.

 

PICHON_Tom Gates 3_ALT_ER_SUPERFEDT_FORSIDE_Final_WEB 72 dpi_RGB_

GEVINST! Den evige mester i skøre idéer og dårlige undskyldninger, Tom Gates, lander nu for tredje gang i Danmark. Igennem Toms tegninger i sin notesbog, får vi et sjovt indblik i hans helt særlige forhold til lektier, storesøsteren Delia, lærere og klassekammerater i 5.F, samt hans umådeligt kreative løsninger på livets små (STORE) problemer. Bøgerne er fyldt med sprudlende illustrationer – spækket med ord, udråb og geniale detaljer.

Tom Gates er tilbage igen. Og det kan næsten kun blive superfedt, når året byder på fødselsdag, hunde-show, Dogzombies-koncert, sportsdag og skolediskotek – uden irriterende storesøster Delias tilstedeværelse. Eller kan det? For så er der jo lige det med de der lektier (der ikke laver sig selv) og ham der Marcus Meldrew (der er en snedig snydepels) og hende der Bessemor Mavis (der ikke bager de bedste fødselsdagskager i verden). Mon Tom stadig kan snige sig ud af kniberne?

Liz Pichon (f. 1963) er en engelsk forfatter. Hun har tegnet, siden hun var lille og startede sin karriere som grafisk designer af bl.a. pladecovers og T-shirts. Bøgerne om Tom Gates er hendes første serie til større børn og samtidig hendes internationale gennembrud. Der er foreløbig udkommet 11 bøger i serien, som er oversat til 41 sprog og har solgt i mere end 4.5 millioner eksemplarer. Liz Pichon bor i Brighton, England med sin mand og deres tre børn.

Liz Pichon: Tom Gates alt er super fedt udkommer den 30. maj 2017. Læs uddrag her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>