Category Archives: Læsning

Nyheder i maj 2017

ROS_Os i 3U_omslag3_FINAL 2.indd

Hvorfor bryder Foxy og Mikkel ind på Svipstrup Museum i nattens mulm og mørke? Og hvorfor pokker tager de hvalpen Benny og babyen Noa med? Det kan selvfølgelig kun gå galt – og det er lige, hvad det gør – når Foxy og Mikkel ved et uheld sørger for, at der i den grad bliver SPLAT på museet.

Da Svipstrup Museum udskriver en kunstkonkurrence, er 3.U helt oppe at køre, for tænk hvis klassen vinder? Men Foxy og Mikkel opdager, at der er snyd indover, og at selve borgmesteren måske er indblandet. De udtænker en plan, hvori der indgår en babyalarm, en armslynge, en flaske afføringsmiddel og et indbrud på museet. Det kan selvfølgelig kun gå galt – og det gør det i den grad også …

Splat på museet er tredje bog i Gunvor Reynbergs humoristisk serie om Mikkel og Foxy og alle deres venner i 3.U. En serie fyldt med grinagtige og genkendelige situationer for aldersgruppen, drevet frem af humor og Niels Rolands sjove illustrationer – alt sammen for at sikre succesoplevelse for den gode begynderlæser.

Gunvor Reynberg (f. 1960). Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Debuterede i 2011 med første bog i serien om Pelle og Petra og har siden skrevet tre bøger om dem. Derudover er hun også forfatter til flere af Eventyrteatrets familiemusicals, samt teaterversionerne af Karlas Kabale, Iqbal Farooq, Fups-Aakesons Vitello og Villads fra Valby.

Niels Roland (f. 1958). Autodidakt tegner og forfatter som debuterede i 1986 med satiretegneserien Atelieret. Er siden blevet kendt for sin rene og humoristiske streg gennem både satiriske striber i diverse aviser og forskellige tegneserier. Han har også illustreret flere børnebøger og har netop vundet Claus Deleruan-prisen som bedste tegneserieforfatter 2015.

Gunvor Reynberg og Niels Roland: Splat på museet udkommer den 11. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Frey_Endgame3_SPILLETS REGLER_forside_FINAL_WEB 72 DPI_RGB

Endgame nærmer sig sin afslutning, og Spillets regler er sidste bind i den hæsblæsende fantasyserie. Der er kun én nøgle tilbage, og det store spørgsmål er nu, hvem der finder den først og dermed sikrer sig selv og sin slægts overlevelse.

Kun de syv stærkeste spillere er tilbage i kampen om at vinde Endgame. Jordnøglen og Himmelnøglen er allerede fundet. Nu er det kun Solnøglen, der står mellem Spillerne og sejren – eller verdens totale destruktion.

Fem af Spillerne kæmper for livet: Sammen vil de forhindre, at Solnøglen bliver fundet. Maccabee er dog opsat på at vinde, og intet skal tage sejren fra ham. An Liu derimod spiller kun for døden. Hans eneste mål er at stoppe Endgame og tage hele verden og alle dens indbyggere med sig i faldet.

Uanset hvad deres intentioner er, har alle Spillerne én ting til fælles: De er villige til at dø, for at opnå deres mål.

Endgame er en fuldt integreret global multi-medie-oplevelse, som kombinerer bøger, skattejagt, YouTube-videoer og sociale medier. Bøgerne er omdrejningspunktet for skattejagten, som foregår på engelsk og er arrangeret af Third Floor Fun, LLC i USA.

James Frey (f. 1969) er amerikansk forfatter. Hans fire bøger A Million Little Pieces, My Friend Leonard, Bright Shiny Morning og The Final Testament of the Holy Bible er alle blevet internationale bestsellere. Det samme er Endgame-serien, som er udgivet I 30 lande.

Nils Johnson-Shelton er også amerikansk forfatter og medforfatter til Endgame.

James Frey: Endgame udkommer den 11. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Ramsland_Uhyrlige historier_forside_FINAL._WEB 72pi_RGB

Uhyrlige historier indeholder fem fantastiske Morten Ramsland fortællinger for børn. Det er historier om tilpassede børn med utilregnelige voksne, om indestængt vrede, fantasi og tankeflugt, uhyrer i skabet og monstre i toilettet, havmænd og himmelpistoler. Alt sammen illustreret i Charlotte Pardis vidunderlige, karakteristiske streg.

Uhyrlige historier har tidligere været udgivet som fem individuelle billedbøger, og udkommer nu gennemskrevet, revideret og samlet i én bog til højtlæsning.

De fem historier er: Onkel Pedro kommer hjem, Da Børge B blev gennemsigtig, Pedes uhyrer, Da Bernard skød hul i himlen og Havmanden.

Morten Ramsland (f. 1971) er cand.mag. i dansk og kunsthistorie. Han debuterede som forfatter i 1993 med digtsamlingen Når fuglene driver bort og har ud over en del børnebøger siden udgivet romanerne Akaciedrømme (1998), Hundehoved (2005) og Sumobrødre (2010). Morten Ramslands Hundehoved er blevet tildelt De Gyldne Laurbær 2005, Læsernes Bogpris 2006, P2’s romanpris 2006 og Independent Best Book of the Year 2007. Bogen solgte henved 250.000 eksemplarer og er oversat til 20 sprog. Ramsland er aktuel med voksenromanen Æg.

Charlotte Pardi (f. 1971) og uddannet på Designskolen i Kolding, hvorfra hun tog afgangseksamen i 1998. I 2000 udkom hendes første billedbog: Rend mig i agterstavnen, der er skrevet af Glenn Ringtved. Herefter er det blevet til mange andre billedbøger og en hel del undervisningsmaterialer. Charlotte Pardi har vundet flere priser for sine illustrationer.

Morten Ramsland og Charlotte Pardi: Uhyrlige historier udkommer den 19. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Wung-Sung__Dyrene og tiden_FORSIDE_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Dyrene og tiden er en fortælling om at være til stede i nuet og værdsætte det, man har, fortalt på en måde, så de små også kan følge med. Jesper Wung-Sung har skrevet ordene og Ursula Seeberg tegnet billederne til historien om ni forskellige dyrs søgen efter tiden.

En kanin kommer hoppende og snubler over et lille hul. Det får den til at stoppe op og tænke over, hvor tiden bliver af. I sin søgen efter svar spørger den sneglen, der er så langsom. Men ak, den er for langsom, så sammen bevæger de sig af sted for at finde en, der kender svaret på, hvor tiden bliver af.

Til sidst når en broget flok bestående af en kanin, en snegl, en giraf, en fugl, en muldvarp, en tæge, en elefant, en fisk og en krokodille frem til det lille hul, der satte det hele i gang. Og måske de til sidst er en smule klogere på tidens gang.

Jesper Wung-Sung (f. 1971) debuterede i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering og har siden skrevet en lang række bøger for både børn, unge og voksne. Blandt de mange hædersbevisninger er BogForums Debutantpris, Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, Kulturministeriets Forfatterpris for Børne- og Ungdomsbøger og Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris. Senest har Jesper Wung-Sung udgivet tegneserien Diego og Dolly (2016), og i januar 2017 udkommer børnebogen Lillefingeren.

Ursula Seeberg (f.1957) er uddannet på Skolen for Brugskunst på illustratorlinjen og har siden været involveret i en lang række værker enten som illustrator eller som illustrator og forfatter. Hun har vundet flere priser og modtog Kulturministeriets Illustratorpris i 2007.

Jesper Wung-Sung og Ursula Seeberg: Dyrene og tiden udkommer den 23. maj 2017. Læs uddrag her.

 

Sinden_GENIALE_UDFORDRINGER_FORSIDE_final_WEB 72dpi_RGB

Glem alt hvad din mor, din sure storesøster og din lærer har sagt, at du IKKE må gøre med bøger! Geniale udfordringer er nemlig ikke en almindelig aktivitetsbog…

Spild på den, lim den til, riv den i stykker, begrav den, slå den – gør lige hvad du vil! Lær fx at træde igennem en side (her får du brug for en saks!), tegn fuglelort i psykedeliske farver eller lav din egen vandbombe… Alt sammen ting der vil udfordre din fantasi og kreativitet, imens du har det virkelig sjovt.

Nikalas Catlow er en engelsk børnebogsforfatter, der bl.a. har skrevet en del skøre monster/agent-bøger.

David Sinden, ligeledes engelsk, har illustreret mange male- og aktivitetsbøger. Sammen har de to også lavet Anti-Journal, en pendant til Geniale udfordringer, bare som dagbog.

Nikalas Catlow og David Sinden: Geniale udfordringer udkommer den 29. maj 2017. Se uddrag her.

 

PICHON_Tom Gates 3_ALT_ER_SUPERFEDT_FORSIDE_Final_WEB 72 dpi_RGB_

GEVINST! Den evige mester i skøre idéer og dårlige undskyldninger, Tom Gates, lander nu for tredje gang i Danmark. Igennem Toms tegninger i sin notesbog, får vi et sjovt indblik i hans helt særlige forhold til lektier, storesøsteren Delia, lærere og klassekammerater i 5.F, samt hans umådeligt kreative løsninger på livets små (STORE) problemer. Bøgerne er fyldt med sprudlende illustrationer – spækket med ord, udråb og geniale detaljer.

Tom Gates er tilbage igen. Og det kan næsten kun blive superfedt, når året byder på fødselsdag, hunde-show, Dogzombies-koncert, sportsdag og skolediskotek – uden irriterende storesøster Delias tilstedeværelse. Eller kan det? For så er der jo lige det med de der lektier (der ikke laver sig selv) og ham der Marcus Meldrew (der er en snedig snydepels) og hende der Bessemor Mavis (der ikke bager de bedste fødselsdagskager i verden). Mon Tom stadig kan snige sig ud af kniberne?

Liz Pichon (f. 1963) er en engelsk forfatter. Hun har tegnet, siden hun var lille og startede sin karriere som grafisk designer af bl.a. pladecovers og T-shirts. Bøgerne om Tom Gates er hendes første serie til større børn og samtidig hendes internationale gennembrud. Der er foreløbig udkommet 11 bøger i serien, som er oversat til 41 sprog og har solgt i mere end 4.5 millioner eksemplarer. Liz Pichon bor i Brighton, England med sin mand og deres tre børn.

Liz Pichon: Tom Gates alt er super fedt udkommer den 30. maj 2017. Læs uddrag her.

Ræk mig en lillefinger, og du får en hel håndfuld syrede historier

Wung-sung_Lillefingeren_FORSIDE_FINAL_WEB 72 ppi_RGB

Adjunkt Stine Reinholdt Hansen har skrevet en anmeldelse af Jesper Wung-Sung og Otto Dickmeiss’ Lillefingeren, som vi har fået lov til at publicere. Nedenfor finder du et link til en digitallæseprøve.

Historien her begynder hos brødrene Finn og Arne. Arne er storebroren, der ligger syg og har gjort det meget længe. Finn er lillebroren, der godt kan lide at lege i brødrenes legehus, som er bygget op omkring en gammel høvlebænk. Arne ligger som sædvanlig i sin seng og er syg, da Finn en dag kommer ind med blodet sprøjtende ud af den stump, hvor hans lillefinger engang sad. ”Men hvad er der sket?!” Råber Arne. ”Jeg veeeed deeet ikkkkkkeeee!”, vræler Finn. Det bliver starten på et besynderligt eventyr, hvor to brødre beslutter sig for at tage ud og lede efter en forsvunden lillefinger. Undervejs møder de alle tænkelige former for ordspil og billeder, der kan dukke op, hvis man leder efter en lillefinger i rigtig lang tid.

Storbror Arne kommer fx til at tænke på, om Finn mon har tabt sin lillefinger, ligesom firben taber deres haler, når de bliver forskrækkede. På billedet, der viser den situation, ser vi brødrene komme gående på ryggen af et firben. Finn med sin blødende finger foran sig og Arne med hænderne sådan lidt spørgende ud til siden. Selve firbenet har en hale, der ligner en finger og en lille pind i munden. På den måde giver tegneren os et konkret billede på den forestilling, storebroren har lige her.

Det er ikke tilfældigt, at firbenet har en pind i munden. For drengenes næste stop er parken, hvor de håber at finde lillefingeren, fordi den muligvis er blevet forvekslet med en pind af en af hundene i parken. De elsker jo at løbe rundt med pinde i munden og måske endda grave dem ned! På billedet ser man Finn og Arne i parken i gang med at undersøge alverdens hunde og pinde. Det er tegnet på en helt særlig måde. Fine årer i en træstub flyder sammen med synlige blodårer og muskler i en stor dobermann. Et træ er klippet, så det ligner en stor hundelort, og Arnes krøllede hår er blevet til en krølhåret hund med en pølsefinger i munden.

Ligesom firbenet gav et hint om hunde, der elsker pinde, giver hunden med pølsefingeren et hint om næste stop: En pølsevogn, der bugner med pølser. Måske har lillefingeren gemt sig her? Den kan jo godt minde om en lille pølse. Pølsemanden ligner selv en stor pølse med pølsehår og pølsenæse. Selv duen på taget af pølsevognen og regnormene mellem brostenene ligner pølser. Pølsemandens ord er pølsesnak, der på samme måde som billederne er sjove og samtidig lidt uhyggelige og klamme. Her en bid af hans menukort: ”En blødende indianer i kajak”, ”En Henning i presenning”, ”En brændt øgle med slam”, ”Et lig i åben kiste” og ”En død rotte i morgenkåbe” er bare nogle af dem.

Flere steder ser man en afhugget lillefinger med små fine alfevinger. Den er et godt billede på historien. Noget hårdt, smertefuldt og lidt klamt bliver overraskende sat sammen med noget blødt, fint og ret sjovt. Syrede fantasier og helt almindelige hverdagsting bliver til én stor historie fortalt gennem levende ord og billeder. Det er en læse- og billedoplevelse, jeg vil anbefale både børn og voksne på det varmeste. Den er også oplagt at arbejde med i skolesammenhæng, fordi man kan gå i dybden med de mange ordspil og vendinger, som illustrationerne understøtter og udbygger på genial vis.

Lillefingeren her.

 

Nyheder i april 2017

Hammer_Sushi_FORSIDE_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Skøn billedbog om Magda der skiftes til at bo hos mor og far, og om hvordan hun på ganske snedig vis får mest muligt ud af begge hjem. Bogens finurlige billeder af Magda og hendes far er tegnet af Sira Stampe.

Når Magda er hos far, må hun ikke sove i hans seng, og om lørdagen skal de rydde op og gøre rent. Hjemme hos mor må Magda altid sove i mors seng, og om lørdagen går de altid i biografen – ligesom hun også altid må få en stor cola, spise sushi til aftensmad og være længe oppe. ”Er det rigtigt?” spørger far. “Selvfølgelig er det rigtigt”, svarer Magda – og før far selv ved af det, får Magda lige præcis den dag, hun ønsker sig.”

Og det bliver ikke det sidste vi har hørt til Magda. Allerede til efteråret udkommer højtlæsningsbogen Magda vil selv bestemme.

Anne Sofie Hammer (f. 1972) er cand.mag. i dansk og pædagogik. Debuterede i 2009 med Villads fra Valby. Siden er der udkommet en række bøger om Villads, der også har lagt grund til både spillefilm og teater. Anne Sofie Hammer er også forfatter til højtlæsningsbøgerne Paris Belinda Hansen (2014) og Vi ses, Pellerøv (2017), samt ungdomsromanen Mig og Dylan Walker – eller historien om, hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår (2016).

Sira Stampe (f.1977) er uddannet skuespiller og er først for nylig sprunget ud som illustrator og børnebogsforfatter. Hun har dog tegnet og lavet historier, siden hun var helt lille. Sira er opvokset på Philippinerne og på Sri Lanka, hvorfor hun meget tidligt fik smag for engelsk og amerikansk børnelitteratur. I sine voksne år boede hun et smalt årti i London, før hun flyttede tilbage til Danmark, hvor hun i dag bor med sin mand og deres to drenge.

Anne Sofie Hammer og Sira Stampe: Hjemme hos mor får jeg altid sushi udkommer den 21. april 2017. Læs uddrag her.

 

Dahl_Charlie og Chokoladefabrikken_ marketing m simuleret folie_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Den klassiske børnebog om drengen Charlies fantastiske oplevelser genudgives nu i en ny-illustreret udgave med kulttegneren John Kenn Mortensen ved roret. Resultatet giver helt nyt liv til den kendte fortælling.

Charlies eventyr begynder, da han finder en guldbillet i en chokoladebar. Han er en af de fem heldige, der vinder et besøg i Willy Wonkas mystiske chokoladeimperium og alt det slik, han kan spise i resten af sit liv! Hvem vil ikke gerne besøge en fabrik, der fremstiller sliktapeter til børneværelser, tyggegummi, der aldrig mister smagen og bolsjer, der skifter farve hvert tiende sekund? Men besøget på chokoladefabrikken er fuld af både overraskelser og farer, og ikke alle fem udvalgte børn føler sig lige heldige under besøget… En herlig politisk ukorrekt og sjov fabel om relationer mellem børn og voksne – og om forkælelse, overbeskyttelse, grådighed og utålmodighed.

Roald Dahl (1916- 1990) var en af Englands allermest elskede børnebogsforfattere og er den dag i dag stadig en af de mest oversatte forfattere nogensinde. Hans prisvindende bøger har solgt over 200 millioner eksemplarer verden over. Flere af Roald Dahls moderne klassikere er blevet filmatiseret, senest Den Store Venlige Kæmpe (Spielberg, 2016). Charlie og Chokoladefabrikken er blevet filmatiseret flere gange, senest instrueret af Tim Burton med Johnny Depp i rollen som Willy Wonka (2005). Læs mere på www.roalddahl.com.

John Kenn Mortensen (f. 1978) er bedst kendt for sine post it-monstre, som i dag har kultstatus blandt tegneseriekendere. Blandt de mange fans tæller Neil Gaiman og andre prominente, udenlandske forfattere, som John tegner for. John Kenn Mortensen har over 150.000 følgere på Instagram og skriver foruden sine egne bøger også tv-programmer for DR Ultra. Læs mere om John Kenn Mortensen her.

Roald Dahl og John Kenn Mortensen: Charlie og chokoladefabrikken udkommer den 28. april 2017. Læs uddrag her.

Nyheder i februar 2017

ROS_Ulven i hjertet_omslag FORSIDE.indd

Anmelderrost YA-thriller om sindets afkroge, om svigt, traumer, forglemmelse og det ufortalte. Og om hvordan ikke alt tabt nødvendigvis bør findes igen. Efter overfaldet, der nær kostede hendes lillesøster Ella livet, blev Claire Graham sendt til en tante på Manhattan for at komme sig over traumet. Men skyldfølelsen over at have ladet Ella være alene den fatale aften hjemsøger stadig Claire. Bag hvert gadehjørne fornemmer hun nemlig den samme fare, som lurede dengang overfaldet fandt sted. Claires psykolog kalder det en sygelig angst, men Claire kender sandheden: Det var ulve, der overfaldt Ella, og nu vil de have mere.

Da Ella pludselig forsvinder, har Claire intet andet valg end at vende tilbage til den lille hjemby i Ohio og stå ansigt til ansigt med sin ødelagte familie. Claires eneste trøst er Ellas dagbog, der leder hende på sporet af den frygtindgydende sandhed bag Ellas overfald og forsvinden.

Andrea Hannah bor på landet i USA, hvor der er masser af mørke nætter og uhyggelige kornmarker, der kan bruges som inspiration i en thriller. Hun er uddannet på Michigan State University med speciale i specialundervisning. Når hun ikke underviser eller skriver, bruger Andrea tiden på at løbe, rejse og forsøge at holde sin mobs ude af køleskabet (ind til videre uden den store succes). Andrea er desuden også aktiv i Women’s Global Empowerment Fund.

Læs mere om forfatteren her. Læs uddrag af bogen her.

Andrea Hannah: Ulven i hjertet udkommer den 3. februar.

PICHON_Tom Gates 2_Gode_undskyldninger_FORSIDE_WEB 72 DPI_RGB

Gode undskyldninger (og andre fede ting) er den anden bog om Tom Gates – mester i skøre ideer og dårlige undskyldninger. Hans dagbøger er som altid spækket med sjove tegninger og skøre indfald.

Egentlig er Tom Gates’ liv genialt. Hvis altså ikke lige det var for de der lektier, som Mr. Fullerman har givet 5.F for (i ferien!); hans storesøster Delia (som gør, hvad hun kan for at forpeste hans liv!); og for nyheden om, at han og Derek er blevet udtaget til at være med i skolebandet (pattebørnsmusik og rasleæg!). Tom får brug for alle sine gode undskyldninger – og mere til – for at redde sig ud af kniberne.

Liz Pichon (f. 1963) er en engelsk forfatter. Hun har tegnet, siden hun var lille og startede sin karriere som grafisk designer af bl.a. pladecovers og T-shirts. Hun er også forfatter-illustrator til en række billedbøger. Bøgerne om Tom Gates er hendes første serie til større børn og samtidig hendes internationale gennembrud. Der er foreløbig udkommet 10 bøger i serien, som er oversat til 41 sprog og har solgt i mere end fire millioner eksemplarer.

Liz Pichon: Tom Gates. Gode undskyldninger (og andre fede ting) udkommer den 3. februar. Læs uddrag her.

 

Alt om at vaere pige2_omslag_HB_FINAL.indd

Alt om at være pige – Mens alle andre kysser handler om brevkasser, (lidt for) kåde hunde, løgne og hemmeligheder – og selvfølgelig om Ida, hendes venner og pinlige familie!

Hvordan er det at være en 14-årig pige, når drengene pludselig hellere vil kysse end at spille Fifa? Tja, Ida ville ønske hun vidste det, men desværre vil Vitus meget hellere kysse med Liva. Populære Liva, som både har store bryster OG en kæreste, men faktisk virker lidt ligeglad med den sidste. Der er ingen retfærdighed til! Selv Idas hund får mere erfaring på kærestefronten end hende… Pinligt!

Med masser af humor og varme fortæller den populære forfatter Camilla Wandahl en realistisk historie fra hverdagen, som den ser ud for tweenpigen, der så nemt kan synes, at alt er VILDT pinligt!
Et tøseunivers, som læserne kan spejle sig i, hvor de både bliver taget alvorligt og forhåbentlig kan grine lidt af sig selv og deres mange bekymringer.
Bøgerne i serien kan læses uafhængigt af hinanden. Første bog i serien Alt om at være pige udkom i 2016.

Camilla Wandahl (f. 1986) er uddannet folkeskolelærer og debuterede i 2009 med den anmelderroste ungdomsroman Hjerte i vente. Har siden bl.a. skrevet den populære serie Veninder for altid samt den letlæste Søstre på De Syv Have. Wandahl holder foredrag om sine bøger på skoler og biblioteker rundt omkring i hele landet og var blandt de sidste tre nominerede til Orlaprisen 2012 med første bind i Veninder for altid. Senest er YA-romanen Et stykke af månen udkommet (november 2016).

Camilla Wandahl: Alt om at være pige – Mens alle andre kysser udkommer den 10. februar. Læs uddrag her.

 

Dashner_MAZE-RUNNER-5_FEBEREN_FORSIDE_FINAL_WEB 72 DPI-RGB

SPOILER ALERT!
Her får de mange fans af det verdensomspændende fænomen, Maze Runner forhistorien til seriens første bind. Feberen er bogen, der indeholder alle svarene: Hvordan fandt WICKED alle lysboerne? Hvem er Gruppe B? Og hvilken side er Thomas og Teresa egentlig på?

Engang mødte Jorden sit endeligt. Skovene brændte, søer og floder tørrede ud, mens havene steg. Så udbrød en epidemi, og en global feber spredte sig. Familier uddøde, vold regerede, og mennesker slog mennesker ihjel. Ud af dette virvar voksede WICKED, der ledte efter svar. Og fandt den perfekte dreng. Drengens navn var Thomas, og Thomas byggede en labyrint.

Dette er historien om Thomas, og hvordan han byggede Labyrinten, som kun han selv kunne ødelægge. Løgne vil blive afsløret, hemmeligheder blive optrevlet, og loyaliteter vil blive testet.

James Smith Dashner (f. 1972), amerikansk forfatter til flere roste ungdoms- og voksenromaner. Blev med The Journal of Curious (2008) hædret med Borders Original Voices pick. Bor i Rocky Mountains med sin kone og fire børn. Den filmatiserede Maze Runner-trilogi var Dashners første udgivelse på dansk, og de populære bøger blev hans helt store gennembrud verden over. Senere på året kan fans glæde sig til en ny, hæsblæsende trilogi fra den populære forfatter, Dødsdoktrinen.

James Dashner: Feberen udkommer den 10. februar. Læs uddrag her.

 

Tjønn_Torseter_Den fineste historie_FORSIDE_FINAL_web 72 DPI_RGB

Den fineste historie er en billedbog for de større børn om at miste og om at mindes. Og om at finde trøst i fantasien og håbet. Vera har mistet sin lillebror, men om natten er de sammen, om natten puster Syl liv i lillebror og Vera og han forenes og er sammen, indtil det atter bliver morgen.

Hvad vil du have jeg skal vise dig i dag? spørger Syl. Den fineste historie, svarer Vera. Den jeg allerbedst kan lide. Den hvor der sker så meget ondt, men det ender godt til sidst.

– Citat fra bogen

Brynjulf Jung Tjønn (f.1980) er født i Seoul i Sydkorea og opvokset i Feios sogn og Fjordane. Han debuterede i 2002 med romanen Eg kom for å elske og har siden skrevet bøge for både børn og voksne. Tjønn fik tildelt Brageprisen 2013 for Hvor er du smuk.

Øyvind Torseter (1972) er illustrator og billedbogsskaber, uddannet ved Kent institute of Art and Design i England. Torseter har illustreret bøger for flere forskellige forfattere og udgivet egne billedbøger. Han har modtaget flere priser for sine bøger, bl.a. Bologna Ragazzi Award, Bokkunstprisen, Årets Vakreste Bok og Nordisk råds børne- og ungdomslitteraturpris. Flere af Torseters bøger er oversat til i alt 17 sprog.

Brynjulf Jung Tjønn og Øyvind Torseter: Den fineste historie udkommer den 28. februar. Læs uddrag her.

 

 

Nyheder januar 2017

haller_den-hvide-konkylie_forside_final_web-72-dpi_rgb

I over 40 år har Bent Haller skrevet bøger til børn, unge og voksne. Hans nyeste bog for de store børn, Den hvide konkylie, er en eventyrlig fortælling om kærlighed, hemmeligheder, magiske delfiner og en konkylie, der indeholder en vuggesang fra havets dyb.

Arion og Carla vokser op under vidt forskellige forhold – Arion på et slot og Carla i en simpel cirkusvogn. De to kender ikke noget til hinanden, men begge har en smuk sangstemme. Da den store sangkonkurrence i Citaaqua bliver annonceret, er et møde mellem dem uundgåeligt. Det huer dog på ingen måde Arion og Carlas fædre. Baron Magnifico og klovnen Zampano med den utilregnelige skygge hader nemlig hinanden, og deres børns møde bliver skæbnesvangert for alle. 

Bent Haller: Den hvide konkylie udkommer den 6. januar

 

flyvholm-tode_paa-bornholm_forside_final_web-72-dpi_rgb

 

På Bornholm må man græde overalt er en intens og fortættet kortroman om en ung pige i sorg.

Maria går i gymnasiet og har lige været udsat for det værst tænkelige, nemlig, at hendes stedfar Tore dør. Det værst tænkelige er en abstrakt størrelse at forholde sig til, især for Maria, der har svært ved at mærke noget som helst.

Jeg har lagt mærke til, at det er stemmen, man mister først. For eksempel når nogen fortæller, at de elsker én, og man ikke kan få sig selv til at sige »i lige måde«, før det næsten er for sent.

Eller når ens mor ringer og siger, at nu er Tore død, og man skal se sine brødre i øjnene og sige, at nu-er-det-nu, og man ikke ved hvordan.                                                                -Citat fra bogen

I et forsøg på at få styr på sig selv, stykker hun verdenskort, minder og oplevelser sammen, så både hendes mor, hendes papbrødre, Tore, hendes kæreste i England og hun selv kan rykke tættere sammen og skabe mening på ny.

Martha Flyvholm Tode: På Bornholm må man græde overalt udkommer den 12. januar, læs uddrag her.

 

Zoom on_GYS_De dodes cirkus_FINAL_NY.indd

Gys, gru og uhyggelige klovne skal nok få det til at krible koldt ned langs ryggen på den, der tør læse De dødes cirkus. To fætre begiver sig ind i en mørk skov, hvor de møder klovnen Bondo …

Bag den store skov ligger der et hjemsøgt cirkus. Det siger rygterne i hvert fald. Tore lader sig lokke af sin fætter Jørk til at besøge cirkusset for at vise, at han i hvert fald ikke er bange. Men intet er som det bør være. Tidligere artister hjemsøger nu skoven, og med en masse spøgelser i hælene må Tore og Jørk opklare, hvad der egentlig skete i de dødes cirkus. Kan drengene redde de tabte sjæle og selv slippe væk i live? Og hvad er den psykopatiske klovn Bondo egentlig ude efter?

Bjarke Schjødt Larsen: De dødes cirkus udkommer den 13. januar, læs uddrag her.

 

I disse to billedbøger forsøger to meget forskellige naboer at være venner. Men det kan altså godt være lidt svært, når den ene er en hyperaktiv og grænseoverskridende and og den anden en introvert og lidt lad bjørn.   

 john_davies_jeg-har-jo-sagt-godnat_forside_final_web-72-dpi_rgb

Jeg HAR jo sagt godnat! Bjørn er så forfærdelig træt, så træt, så træt. Og han har kun lyst til at sove. Der er bare det, at han har en hyperaktiv nabo, And, som slet ikke har lyst til at sove. Han vil meget hellere hænge ud og lave alt muligt vildt med sin ven Bjørn – og helst hele natten.

john_davies_jeg-har-jo-sagt_kan-lide-dig_forside_final_web-72-dpi_rgb

 Jeg HAR jo sagt, at jeg kan lide dig! Bjørn glæder sig til en lang, doven morgen for sig selv. Det passer bare rigtig dårligt med And, som synes, de skal bruge hele dagen på at fortælle hinanden deres livshistorier. For så vil de nok komme til at kunne lide hinanden endnu bedre. Og intet Bjørn siger eller gør, kan få And væk fra den idé.

Få en smagsprøve på Bjørn og Ands nabostridigheder i fede bogtrailere om de umage venner. Find dem HER og HER! Og læs uddrag her og her

Jory John og Benji Davis: Jeg HAR jo sagt godnat! og Jeg HAR jo sagt, at jeg kan lide dig! udkommer den 19. januar

 

benjamin_zu_og_stjernestoevet_forside_final300-dpi_rgb

Ali Benjamins anmelderroste bestseller og debutroman kommer nu endelig på dansk. Bogen er solgt til udgivelse i 21 lande og var finalist til National Book Award 2015. Zu og stjernestøvet er en historie om at blive uvenner med sin bedste veninde, og hvordan man kommer videre, når det ikke er muligt at få sagt undskyld.

Nogle hjerter slår kun omkring 412 millioner gange. Hvilket kan lyde af ret meget. Men faktisk bliver det ikke engang til 12 år.

Suzy Swanson – eller bare Zu – har altid vidst ting, som andre ikke ved. Hun kan redegøre for myrers søvnmønstre. Hun ved, at der er 150 millioner mennesker på verdensplan, der hvert år bliver forbrændt af gopler, og at det gennemsnitlige skolebarn har omkring 20 milliarder af Shakespeares atomer i sig. Men hun kan ikke forstå, hvorfor Franny Jacksons liv skulle slutte så tidligt… inden Zu fik undskyldt for det værste, hun nogensinde havde gjort mod sin bedste veninde. Zu må indse, at ikke alle historier ender lykkeligt, men også at nye historier heldigvis venter på at udfolde sig – og at de nogle gange venter uden for ens egen dør. Man skal bare turde åbne den.

Udover at være finalist til 2015 National Book Award, var Zu og stjernestøvet nomineret til 2016 UKLA Book Award samt nomineret til Årets Bog til mellemgruppen på Goodreads.com.

Ali Benjamin: Zu og stjernestøvet udkommer den 20. januar, læs uddrag her.

 

KRUMBACH_CATO_nivemaskinen_FORSIDE_FINAL_300 DPI_RGB

Anita Krumbach har skrevet teksten til sin første billedbog, og Cato Thau-Jensen har ladet sig inspirere til fantastiske billedcollager.

Det er en historie om en lille, kuet ulv, der en dag tager skruetrækkeren i egen pote og bygger en maskine, der kan sætte den store, farlige ulv på plads. Den store ulv går med tunge skridt. Glassene dirrer på bordet.
Den lille ulv lytter og krammer sin ven.

En morgen begynder de at bygge en nivemaskine med kæber, der kan knuse, kværne og kvase.

Læs uddrag her.

Anita Krumbach og Cato Thau Jensen: Nivemaskinen udkommer den 27. januar

hammer_vi-ses-pellerov_forside_hi-final_web-72-dpi_rgb

Anne Sofie Hammer er aktuel med historien om Pelle og Pelles morbror Mads, der pludselig forsvinder. En bog til de store børn om hvor vanskeligt det er, når de voksne prøver at skåne én og man derved kommer til at leve med et tab, som aldrig rigtigt bliver formuleret.

Vi ses, Pellerøv handler om Pelle, hvis morbror en dag pludselig flytter langt væk – helt uden at nogen fortæller Pelle hvorfor. Pelle var ellers ret vild med morbror Mads, som altid var sjov og anderledes og fyldt med fantastiske historier om blæksprutter og flagermus, sommerfugle og lappedykkere. Men hvad skal Pelle stille op, når ingen fortæller ham, hvad der egentlig er sket?

Anne Sofie Hammer: Vi ses, Pellerøv udkommer den 31. januar, læs uddrag her.