Ræk mig en lillefinger, og du får en hel håndfuld syrede historier

Wung-sung_Lillefingeren_FORSIDE_FINAL_WEB 72 ppi_RGB

Adjunkt Stine Reinholdt Hansen har skrevet en anmeldelse af Jesper Wung-Sung og Otto Dickmeiss’ Lillefingeren, som vi har fået lov til at publicere. Nedenfor finder du et link til en digitallæseprøve.

Historien her begynder hos brødrene Finn og Arne. Arne er storebroren, der ligger syg og har gjort det meget længe. Finn er lillebroren, der godt kan lide at lege i brødrenes legehus, som er bygget op omkring en gammel høvlebænk. Arne ligger som sædvanlig i sin seng og er syg, da Finn en dag kommer ind med blodet sprøjtende ud af den stump, hvor hans lillefinger engang sad. ”Men hvad er der sket?!” Råber Arne. ”Jeg veeeed deeet ikkkkkkeeee!”, vræler Finn. Det bliver starten på et besynderligt eventyr, hvor to brødre beslutter sig for at tage ud og lede efter en forsvunden lillefinger. Undervejs møder de alle tænkelige former for ordspil og billeder, der kan dukke op, hvis man leder efter en lillefinger i rigtig lang tid.

Storbror Arne kommer fx til at tænke på, om Finn mon har tabt sin lillefinger, ligesom firben taber deres haler, når de bliver forskrækkede. På billedet, der viser den situation, ser vi brødrene komme gående på ryggen af et firben. Finn med sin blødende finger foran sig og Arne med hænderne sådan lidt spørgende ud til siden. Selve firbenet har en hale, der ligner en finger og en lille pind i munden. På den måde giver tegneren os et konkret billede på den forestilling, storebroren har lige her.

Det er ikke tilfældigt, at firbenet har en pind i munden. For drengenes næste stop er parken, hvor de håber at finde lillefingeren, fordi den muligvis er blevet forvekslet med en pind af en af hundene i parken. De elsker jo at løbe rundt med pinde i munden og måske endda grave dem ned! På billedet ser man Finn og Arne i parken i gang med at undersøge alverdens hunde og pinde. Det er tegnet på en helt særlig måde. Fine årer i en træstub flyder sammen med synlige blodårer og muskler i en stor dobermann. Et træ er klippet, så det ligner en stor hundelort, og Arnes krøllede hår er blevet til en krølhåret hund med en pølsefinger i munden.

Ligesom firbenet gav et hint om hunde, der elsker pinde, giver hunden med pølsefingeren et hint om næste stop: En pølsevogn, der bugner med pølser. Måske har lillefingeren gemt sig her? Den kan jo godt minde om en lille pølse. Pølsemanden ligner selv en stor pølse med pølsehår og pølsenæse. Selv duen på taget af pølsevognen og regnormene mellem brostenene ligner pølser. Pølsemandens ord er pølsesnak, der på samme måde som billederne er sjove og samtidig lidt uhyggelige og klamme. Her en bid af hans menukort: ”En blødende indianer i kajak”, ”En Henning i presenning”, ”En brændt øgle med slam”, ”Et lig i åben kiste” og ”En død rotte i morgenkåbe” er bare nogle af dem.

Flere steder ser man en afhugget lillefinger med små fine alfevinger. Den er et godt billede på historien. Noget hårdt, smertefuldt og lidt klamt bliver overraskende sat sammen med noget blødt, fint og ret sjovt. Syrede fantasier og helt almindelige hverdagsting bliver til én stor historie fortalt gennem levende ord og billeder. Det er en læse- og billedoplevelse, jeg vil anbefale både børn og voksne på det varmeste. Den er også oplagt at arbejde med i skolesammenhæng, fordi man kan gå i dybden med de mange ordspil og vendinger, som illustrationerne understøtter og udbygger på genial vis.

Lillefingeren her.

 

Nyheder i april 2017

Hammer_Sushi_FORSIDE_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Skøn billedbog om Magda der skiftes til at bo hos mor og far, og om hvordan hun på ganske snedig vis får mest muligt ud af begge hjem. Bogens finurlige billeder af Magda og hendes far er tegnet af Sira Stampe.

Når Magda er hos far, må hun ikke sove i hans seng, og om lørdagen skal de rydde op og gøre rent. Hjemme hos mor må Magda altid sove i mors seng, og om lørdagen går de altid i biografen – ligesom hun også altid må få en stor cola, spise sushi til aftensmad og være længe oppe. ”Er det rigtigt?” spørger far. “Selvfølgelig er det rigtigt”, svarer Magda – og før far selv ved af det, får Magda lige præcis den dag, hun ønsker sig.”

Og det bliver ikke det sidste vi har hørt til Magda. Allerede til efteråret udkommer højtlæsningsbogen Magda vil selv bestemme.

Anne Sofie Hammer (f. 1972) er cand.mag. i dansk og pædagogik. Debuterede i 2009 med Villads fra Valby. Siden er der udkommet en række bøger om Villads, der også har lagt grund til både spillefilm og teater. Anne Sofie Hammer er også forfatter til højtlæsningsbøgerne Paris Belinda Hansen (2014) og Vi ses, Pellerøv (2017), samt ungdomsromanen Mig og Dylan Walker – eller historien om, hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår (2016).

Sira Stampe (f.1977) er uddannet skuespiller og er først for nylig sprunget ud som illustrator og børnebogsforfatter. Hun har dog tegnet og lavet historier, siden hun var helt lille. Sira er opvokset på Philippinerne og på Sri Lanka, hvorfor hun meget tidligt fik smag for engelsk og amerikansk børnelitteratur. I sine voksne år boede hun et smalt årti i London, før hun flyttede tilbage til Danmark, hvor hun i dag bor med sin mand og deres to drenge.

Anne Sofie Hammer og Sira Stampe: Hjemme hos mor får jeg altid sushi udkommer den 21. april 2017. Læs uddrag her.

 

Dahl_Charlie og Chokoladefabrikken_ marketing m simuleret folie_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Den klassiske børnebog om drengen Charlies fantastiske oplevelser genudgives nu i en ny-illustreret udgave med kulttegneren John Kenn Mortensen ved roret. Resultatet giver helt nyt liv til den kendte fortælling.

Charlies eventyr begynder, da han finder en guldbillet i en chokoladebar. Han er en af de fem heldige, der vinder et besøg i Willy Wonkas mystiske chokoladeimperium og alt det slik, han kan spise i resten af sit liv! Hvem vil ikke gerne besøge en fabrik, der fremstiller sliktapeter til børneværelser, tyggegummi, der aldrig mister smagen og bolsjer, der skifter farve hvert tiende sekund? Men besøget på chokoladefabrikken er fuld af både overraskelser og farer, og ikke alle fem udvalgte børn føler sig lige heldige under besøget… En herlig politisk ukorrekt og sjov fabel om relationer mellem børn og voksne – og om forkælelse, overbeskyttelse, grådighed og utålmodighed.

Roald Dahl (1916- 1990) var en af Englands allermest elskede børnebogsforfattere og er den dag i dag stadig en af de mest oversatte forfattere nogensinde. Hans prisvindende bøger har solgt over 200 millioner eksemplarer verden over. Flere af Roald Dahls moderne klassikere er blevet filmatiseret, senest Den Store Venlige Kæmpe (Spielberg, 2016). Charlie og Chokoladefabrikken er blevet filmatiseret flere gange, senest instrueret af Tim Burton med Johnny Depp i rollen som Willy Wonka (2005). Læs mere på www.roalddahl.com.

John Kenn Mortensen (f. 1978) er bedst kendt for sine post it-monstre, som i dag har kultstatus blandt tegneseriekendere. Blandt de mange fans tæller Neil Gaiman og andre prominente, udenlandske forfattere, som John tegner for. John Kenn Mortensen har over 150.000 følgere på Instagram og skriver foruden sine egne bøger også tv-programmer for DR Ultra. Læs mere om John Kenn Mortensen her.

Roald Dahl og John Kenn Mortensen: Charlie og chokoladefabrikken udkommer den 28. april 2017. Læs uddrag her.

Relationskompetence

- Et uddannelsesforløb om empati og nærvær i forholdet mellem børn og voksne

Sammen med psykoterapeut og meditationslærer Hanneli Ågotsdatter arrangerer forfatter Peter Høeg en uddannelsesforløb om empati og nærvær i forholdet mellem børn og voksne. Ud over Peter Høeg og Hanneli Ågotsdatter, er underviserne familieterapeut og forfatter Jesper Juul, psykolog Helle Jensen og lærer Gitte Batz. Uddannelsesforløbet henvender sig til alle, der arbejder med børn og unge samt forældre med særlig interesse i, hvordan man formidler nærvær og empati til børn. Forløbet sigter på at give deltagerne kompetencer i:

• Hvordan man styrker børns og unges empati og kontakt til sig selv, herunder deres evner for venlighed og nærvær, og derved øger deres trivsel, koncentrations- og samarbejdsevne.

• Hvordan man som voksen udvikler den selvberoenhed, empati og gennemslagskraft som er en betingelse for at skabe gode og trygge lærings-og erfaringsrum omkring børn og unge.

• Hvordan man håndterer udfordrende situationer, og hvordan man kreativt kan indarbejde en dimension af nærværs-og empatitræning i sin faglige dagligdag.

Læs mere om uddannelsesforløbet her.

Peter Høeg har tidligere arbejdet med nærvær, empati og selvberoenhed i forbindelse med litteraturundervisningen, hvilket der bl.a. er kommet en bog ud af. Oplevelse og nærvær i undervisningen en bog til inspiration og vejledning i en alternativ form for litteraturundervisning. I bogen bringes forfatterne, litteraturen, kreativiteten, skriftsproget, oplevelsen og det hele menneske i centrum. Det bliver gjort ved, at der lægges vægt på kroppens betydning for læsningen og læseoplevelsen. Bogen rummer forskellige øvelser til at vække sindet eller åbne kroppen for oplevelsen af teksten hos eleverne. Peter Høeg har skrevet indledning og efterskrift til Oplevelse og nærvær i litteraturundervisningen, som er baseret på et litteratur- og fortælleforløb Peter Høeg gennemførte på Nr. Snede skole i foråret 2015. Forfatterne bag Oplevelse og nærvær i litteraturundervisningen er de to deltagende klassers dansklærere, Camilla Clausen og Janne Højrup Nielsen samt seminarielektor Søren Fanø.

Fanø, oplevelse og nærvær

Læs uddrag af bogen her.

Husk livet

vedsoe_glemmer-du_forside-final_web-72-dpi_rgb

Sidste sommer gik Susis farmor til fitness, og hun gravede selv kartofler op. ’Hej Sunshine,’ vinkede hun, ’der er lune muffins.’ Dengang vidste hun noget om alting, og Susi spurgte altid: ’Hvor mange stjerner er der i universet? Hvorfor får man fregner? Hvad fik du for en femøre, da du var barn?’ Men nu er Susies farmor blevet dement og kommet på plejehjem. Susies far har det lidt svært med, at der er så meget Susies farmor ikke kan huske, men Susie tager med hende ind i fantasiens verden og får både farmor og far til at grine.

Litteraturen kan ofte banen vejen til en god og vigtig samtale. Samtaler det kan være svært at få taget hul på. Mette Vedsø og Kamila Slocinska sætter med deres vidunderlige billedbog: Glemmer du … et fint og poetisk fokus på demens. Det er en bog, som kan hjælpe barnet med til at forstå, hvorfor et kært familiemedlem pludselig ændrer personlighed.

TV2 har i denne uge i samarbejde med Alzheimerforeningen fokus på demens, en sygdom som rigtig mange har tæt inde på livet. I den forbindelse vil vi anbefale Mette Vedsø og Kamila Slocinskas billedbog. En dejlig bog om et svært emne. Til børn fra ca. 5 år. Læs uddrag her.

 

 

Nyheder marts 2017

 

 

 

Zoom on_Hvem kender Luna_FINAL.indd

Ungdomsroman om Luna, som er ved at blive kvalt af sin mors druk og løgne. Luna er vant til at tage ansvar for sin mors liv, men hendes grænse er nået, og hun må væk. En historie om kærlighed, svigt og om at føle sig udenfor.

Studieturen med gymnasieklassen er Lunas vej ud og væk fra sin mor. Luna pakker sit tegnegrej og planlægger at blive i Paris, hvor hun kan være sig selv og måske leve af at tegne. Det er i hvert fald planen…

Hvem kender Luna? indgår i forlagets Zoom serie. Stærke ungdomsbøger, der er lette at læse.

Trine Bundsgaard (f. 1971) er dansk fag-, børne- og ungdomsbogsforfatter. Bundsgaard er uddannet cand.mag. med hovedfag i dansk sprog og litteratur og sidefag i kulturformidling. Trine debuterede som forfatter i 2006. Hvem kender Luna? er hendes første udgivelse hos Høst & Søn.

Trine Bundsgaard: Hvem kender Luna? udkommer den 1. marts. Læs uddrag her.

Zoom on_omslag_Sort Lucia_125x200_FINAL.indd

Stærk ungdomsroman om Lucia, der har mistet sin mor og som føler sig holdt uden for i skolen. En fortælling om sorg og svigt, men også om tilgivelse, håb og en totalt latterlig ønskeliste, der får større betydning, end man skulle tro.

Jeg er ligeglad, jeg hader december. Det er den værste måned. Når andre tæller ned til jul, tæller jeg ned til katastrofe. Og jeg behøver ikke engang at vente til den 24.
Citat fra bogen

For Lucia er hele december et mareridt og især den 13. december, Luciadag, dagen hun er født og opkaldt efter, men også årsdagen for Lucias mors død. Lucias eneste ven i skolen er Ghita, og de er mere venner af nød end egentlig valg, i hvert fald ifølge Lucia. I et svagt øjeblik går Lucia med på sin fars ide om, at hun skal holde en stor fødselsdagsfest for sine klassekammerater. Planlægningen og selve festen får afgørende betydning for Lucia.

Sort Lucia indgår i forlagets Zoom serie. Stærke ungdomsbøger, der er lette at læse.

Sandra Schwartz (f.1979) er børne- og ungdomsforfatter, foredragsholder og skriveunderviser. Hun bor i Valby sammen med sin mand og to børn.

Sandra Schwartz: Sort Lucia udkommer den 1. marts. Læs uddrag her.

 

Wung-sung_Lillefingeren_FORSIDE_FINAL_WEB 72 ppi_RGB

Da en lillefinger en dag forsvinder, begiver et brødrepar sig ud på en rejse for at skaffe fingeren tilbage. Det fører til en fortælling om at være lille og blive stor, om at turde, være modig, savne og søge – og om at finde noget endnu vigtigere end det, der er blevet væk.

Arne og Finn er brødre. Arne er storebroren, og Finn er lillebroren. Arne har ikke været i skole eller set sine venner længe og ligger mest hjemme i sengen. En dag kommer lillebror Finn ind til ham helt ude af sig selv – hans lillefinger er væk.

Sammen drager de to brødre ud for at finde Finns lillefinger. De møder både pølsemænd og aktiehandlere, rockere og prinsesser i jagten på den forsvundne finger, som Finn savner så umådeligt meget. For at holde Finns tårer tilbage må Arne være den store, der holder humøret oppe og finder på nye mulige lillefingergemmesteder. Alt imens lillebror Finn måske ikke er så lille endda… 

Otto Dickmeiss’ finurlige tegninger ledsager Jesper Wung-Sungs historie om den forsvundne lillefinger.

Jesper Wung-Sung (f. 1971) har skrevet en lang række bøger for både børn, unge og voksne. Han debuterede i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering. Senest udkom zombieromanen Zam (2015), den grafiske roman Diego og Dolly (2016), samt billedbøgerne Den hvide kanin og den sorte hat (2016) og Frøen og Fluen (2016). Han har modtaget flere priser for sit forfatterskab, bl.a. BogForums Debutantpris i 1998, Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur i 2010, samt været nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris for Ud med Knud (2014).

Otto Dickmeiss (f. 1969) er uddannet fra Danmarks Designskole og har illustreret et væld af børnebøger og lavet illustrationer til magasiner og aviser. Han har tegnet, siden han var barn, hvor blyanten blev en hjælp mod hans stammen. I 2005 modtog han Kulturministeriets Illustratorpris og i 2008 Den Danske Bogdesignpris.  

Jesper Wung-Sung og Otto Dickmeiss: Lillefingeren udkommer den 3. marts.

Pettersen, Siri_Evnen

Forestil dig at være et ikon for et frygtet folk. Symbolet som samler dem omkring had og hævntørst. Som datter af en ligfødt hærfører i eksil, er det din skæbne at markere begyndelsen på enden. Evnen er sidste bog i Siri Pettersens anmelderroste trilogi Ravneringene om Hirka Haleløs – en historie om blodets bånd, magt og dødelige intriger, men også om kærligheden, der tåler og overvinder alt.

Hirka har endnu engang rejst gennem ravneringene og er havnet i de ligfødtes rige – en kold, hierarkisk verden, hvor foragten for svaghed regerer. Hun må nu bruge snilde og kløgt for at overleve i sin nye familie i håb om at holde Rime i live og Ymslanda trygt. Men de ligfødtes tørst efter Evnen er altopslugende, og Hirka indser at den krig, hun prøver at standse er ustoppelig. En indsigt, som snart vil udfordre alt hun har troet på og kæmpet for.

Siri Pettersen (f. 1971), norsk forfatter, tegner og grafisk designer. Pettersen bor i dag i Oslo og er efter eget udsagn en fremragende ekspert i virkelighedsflugt. Ravneringene har modtaget et væld af priser, senest Sørlandets Litteraturpris i Norge (2016). Serien har desuden været nomineret til Bokhandlerprisen tre år i træk, hvilket aldrig før er sket med en roman indenfor fantasygenren. Bøgerne er solgt til udgivelse i otte lande, og filmrettighederne er solgt til Maipo film.

Siri Petttersen: Evnen udkommer den 31. marts. Læs uddrag her.