Tag Archives: Bent Haller

Flot nominering til to Høst & Søn titler

Høst & Søn emmer af stolthed i dag. I dag kl. 11 blev det på Bologna Book Fair offentliggjort, at Sankt Nielsen og Madame Karrebæks Da Gud var dreng og Bent Haller og Lea Leténs Magnolia af Skagerrak er nomineret til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur. Nordisk Råds priser uddeles ved et større arrangement i DRs Koncerthus den 1. november, så vi skal holde spændingen ganske længe. Uanset, hvordan det ender, må vi dog indrømme, at vi er lige ved at revne af stolthed.

Fra Norge er bl.a. Øyvind Torseters Mulegutten, som Høst & Søn har udgivet på dansk – Muledrengen – nomineret.

Så det kan godt være, at det er gråt og vådt ude, men inde skinner solen og i dag er en god dag.

Prisudvalget begrunder valget af Magnolia af Skagerrak ved formand Jens Raahauge med følgende:

”Forfatteren skildrer med stor indlevelse, hvordan børn oplever og sanser omgivelserne, og hvordan de i deres leg danner hierarkier. Desuden udfolder han en verden, der er indbegrebet af sommerferie, men med antydninger af farer og sygdom lige under overfladen. (…)

Bogens illustrationer spiller i overordentlig vellykket grad sammen med historiens mange lag. (…)Det helt særlige ved Magnolia fra Skagerrak er, at såvel ord som billeder er bevidste om de særlige krav, der kan stilles til en højtlæsningsbog: Oplæseren kommer selvfølgelig med sin ord- og billedfortælling, men der skal være knaster, som gør det oplagt, at den nysgerrige tilhører ikke blot slår ørerne ud og øjnene op, men også bliver ægget til at spørge af nysgerrighed. Detaljer i billederne har denne effekt, og især morfarens drilske og finurlige ordvalg kalder på afbrydelser og spørgsmål. Og så krydrer det selvfølgelig på dette aspekt, at den smålandske filur trods 40 år i Danmark stadig har et markant, svensk islæt, når han fantaserer for ”liten Maggenolia”.

Der udkommer en del højtlæsningsbøger, men langt fra alle har sans for det intense samvær mellem voksen og barn, som oplæsningen skal være. Denne bog er altså en af de sjældne!”

 

Prisudvalget begrunder valget af Da Gud var dreng ved formand Jens Raahauge med følgende:

”Bogen er skabt af en frodig ordmikstur, der spænder fra hulk til humor og fra filosofi til falbelader, samt af et sprælsk billedorgie, der  – med referencer til Michelangelo, Bruegel  og ikke mindst Dorte Karrebæks eget livsværk – tilfører de evige spørgsmål en evighed, man skal lede længe efter, og som bogen netop er på sporet af. (…)

Bogen handler om de store eksistentielle spørgsmål, om såvel verdens som individets tilblivelse. Den udvikler sig som celledelingen på de første sider og vokser i mangfoldighed. Men i modsætning til Gud, som lige så stille lister ud i det blå, da han ser, at sket er sket, må man som læser snige sig ind i bogen igen for at få bekræftet, at der var noget man havde overset.

Tillykke til både børn og voksne med at have fået denne bog at gå om bord i, når man føler, at alting omkring de store spørgsmål sejler.”

 

Haller_Magnolia af skagerrak_FORSIDE_final_WEB 72 dpi_RGB

Bent Haller har skrevet en højtlæsningsbog, der emmer af sol og sommer. Historien om den viljestærke lille Magnolia, som tilbringer to uger ved havet med bedsteforældre, storebror og kusiner, får smilet frem hos læser og tilhørere.

Magnolias forældre – især moren – trænger til lidt tid for sig selv. Magnolia fornemmer, at hun er syg, ”selv om man ikke kan se det på hende”.

Med både humor og alvor fortælles historien om børnenes sommer ved vandet.

Magnolia, som er den yngste i børneflokken, fanger en dag en besynderlig fisk i vandkanten. Fisken fortæller sin mærkelige historie, der på forunderlig vis griber tilbage til Magnolias mors barndom. En historie, der vidner om, at der er mere mellem himmel og hav, end de fleste voksne går rundt og tror.

En højtlæsningsbog, der dufter af klitroser og saltvand.Tilegnet Bent Hallers fem børnebørn og gennemillustreret i farve-akvareller af Lea Letén.

 

Bent Haller (f. 1946) hører til blandt Danmarks mest alsidige forfattere. Han debuterede i 1976 med den kontroversielle børnebog Katamaranen, og senest er den anmelderroste Wenni i spejlet udkommet (2014). Haller har modtaget flere priser heriblandt Kulturministeriets Børnebogspris (1978), og senest ORDKRAFT-prisen 2012 og Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris 2012.

Lea Letén (f. 1982) er autodidakt børnebogsforfatter og illustrator. Hun debuterede med Mor og Minna i svømmehallen i 2006, og har senest udgivet billedbogen Uffes flotte festtøj (2014). Evnen til at se verden fra det mindre barns perspektiv er et gennemgående træk ved Lea Leténs illustrationer.

 

 

Nielsen_Karrebaek_Da gud var dreng_FORSIDE_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Da Gud var dreng er en vild og rablende billedbog om tiden før skabelsen, om en barndom tilbragt i det rene ingenting.

Hvordan mon det var, da Gud var dreng, inden han gik i gang med at skabe verden? Dengang der endnu ingenting var, ingen sure voksne, ingen sengetider, men heller ingen hund der kom, når han kaldte. Bare mørke. Og hvad gør man så?

Den poetiske skytsengel, Sankt Nielsen, har skrevet en fortælling for børn og voksne til fælles undren og latter. Om ensomheden, friheden og alle de ting, man drømmer om, når der ingenting er, og man bare venter på, at det i det mindste skal blive lyst.

 

Sankt Nielsen er en helgen, børnenes og de vilde syners skytshelgen. Sankt Nielsen kommer til dig i feberen, når temperaturen nærmer sig niogtredive komma ni, og fortæller dig om verdener og tider, almindelige feberfri mennesker ikke har fantasi eller mod til at forestille sig.

Da Gud var dreng er hans svar på det store spørgsmål, næsten ingen har stillet: Hvordan var det egentlig at være barn, dengang Gud var dreng?

 

Madam Karrebæk blev født i 1946, hvor 2. verdenskrig stadig kastede skygger så lange, at de dannede grundlaget for hendes forståelse af en verden på godt og ondt. Lys og mørke, samt alt derimellem. Dorte Karrebæk har modtaget adskillige priser, bl.a. Kulturministeriets såvel illustrator- som forfatterpris. I 2012 blev Dorte Karrebæk tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse.

 

Læs mere og se alle de nominerede til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur her.

Bent Haller har modtaget Kommunernes Biblioteksforenings Forfatterpris

På konferencen Litteraturens ansigter, som i går blev afholdt i Horsens, modtog Bent Haller Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris på 20.000 kr. doneret at Edvard Pedersens Biblio-teksfond for romanen En tordenagtig forelskelse fra 2011.

Foreningens hovedbestyrelse begrunder i sin motivering valget af En tordenagtig forelskelse med bl.a.: 

”Men hvad nu, hvis vi ønsker at tro på fantasien? Det er jo det, vi gør, når vi læser en bog. Og når vi læser denne bog, ”En tordenagtig forelskelse”, så tror vi på det, hvor sandsynligt eller usandsynligt det end måtte være. Vi bliver ligesom Adrian tryllebundet. Det er det, der er kunsten. Når Bent Haller så oven i købet krydrer den kunstfærdige og magiske handling med maleriske beskrivelser, sjove og spidsfindige episoder, finurlige navne og persontegninger, der trods deres karikatur får personerne til at fremstå levende, hele og troværdige – uanset hvilket materiale de er lavet af – stiger den kunstneriske værdi yderligere. Det er en roman, der på en gang er håndfast og kontant, flygtig og skrøbelig. En roman, der er gennemsyret af forskellig symbolik og åben for fortolkning. Den handler om kærlighed, men den handler også om en hel masse andet (…) Bent Haller har med denne bog og sit forfatterskab i øvrigt ydet en særlig indsats, der har haft og fortsat vil have betydning for børns og unges læseoplevelser. Her er tale om meget høj kvalitet – om litteratur, der gør en forskel.”

Bent Haller (f. 1946) har skrevet en lang række bøger i alle genrer og for læsere i alle aldre. Som forfatter af skønlitteratur til voksne har han senest udgivet Fuldmånen stille sejler (2011). Som børnebogsforfatter er han bl.a. blevet kendt for bøgerne Kaskelotternes sang (1983), Lille Lucifer (1996), Historien om Hønsepigen (2005) og Ham der søger døden (2010).  

Bent Haller har gennem sit forfatterskab modtaget en lang række priser heriblandt Kulturministeriets Børnebogspris (1978), BMF’s Børnebogspris (1982), Skolebibliotekarernes Børnebogspris (1988), Skriverprisen (1996), Nordisk Skolebibliotekar-forenings Børnebogspris (2000), Silas-prisen (2005) og ORDKRAFT-prisen 2012.

Pris til Bent Haller

Bent Haller. Foto af John G. Dinesen

Bent Haller modtager den 21. april Ordkraf-prisen i forbindelse med åbningen af dette års Ordkraf festival. Det er første gang prisen uddeles. “ORDKRAFT-Prisen gives til en forfatter, formidler eller institution (privat eller offentlig) der i sit generelle virke eller ved særligt initiativ har formået at sætte ord på Nordjylland og det nordjyske i en sådan grad eller på en sådan måde, at nordjysk kultur i bred forstand er nået ud over regions-grænsen. Modtageren skal have sit virke inden for Region Nordjyllands geografiske område”. Valget begrundes ved overrækkelse. Vi ønsker Bent Haller hjertelig tillykke.

Nyeste udgivelser af Bent Haller

For børn:

Ham, der søger døden handler om 12-årige Lau og hans mor, der kører galt på motorvejen. Det bliver begyndelsen på en rejse, der på en gang former sig som flashback fra Laus liv og samtidig følger hovedpersonen på en fantasifuld færd ud i verdensrummet og gennem de syv himmelhuse, der hver er repræsenteret af en stjerne i Karlsvognen. Undervejs får Lau følgeskab af Beatrice fra Middelalderen, en filosofisk vejviser fra Antikken og ærkeenglen Michael. Han møder sære personer og guder fra forskellige religioner i sin søgen efter Døden. 

 

Adrian elsker at holde sommerferie hos sine bedsteforældre på Læsø. Her må han alt, uden at nogen blander sig, og her behøver han ikke at tage sin medicin. Her bor hans bedste ven Jonathan, Moster Præst og Rocker-Brian med sine farlige dyr. På Læsø er alt, som det plejer, og alligevel ikke. For bedstefar er i gang med en ny skulptur: Den smukkeste pige, Adrian nogen sinde har set. Han bliver simpelthen så forelsket, at figuren en dag står lyslevende foran ham. Han kalder hende for Primula, indtil hun forvandler sig … 

For voksne:

I den lille kystby Ålestrand ligger en etageejendom som i folkemunde kaldes Rakkerpakhuset. Det er søndag i Rakkerpakhuset, og der er nerver på før fodboldkampen i gården mod Ålevej. De heldige får et søndagsknald, og de mindre heldige får brunkål med blæverflæsk eller rituelle søndagstæsk.

Rakkerpakhuset åbner dørene op for en rigdom af skæbner: Vidunderbarnet Kirsten og hendes enfoldige far der tror at djævlen har taget bolig i datterens violin. Johan Albertsen der stadig leder efter den hånd som Gestapo huggede af i skoven. Husmoren Jytte der har Ålestrands flotteste figur, og som brændende ønsker sig et barn. Jøden Perlemann som har besluttet sig for at være lykkelig hver dag. Det er en roman om små og strenge kår i 1950’ernes Danmark – og om helt almindelige mennesker hvis fortid, liv og drømme fletter sig ind i hinanden.

Rigmor ligger på sit dødsleje. Taler med sig selv, glider ud og ind ad bevidstheden og lader livet passere revy. Hun er helt alene. Kun plejehjems-assistenten Ghana er der. Lægen mener, Rigmor er dybt dement, men Ghana fornemmer, at hendes uklare mumlen har betydning. Blandt Rigmors meget få ejendele er en kuvert med avisudklip og en lille sort notesbog med sirligt nedfældede navne.

Litteraturguider

Hvert år udarbejder forlaget en række litteraturguider til inspiration til arbejdet bøgerne i undervisningen. Det er nu muligt at downloade litteraturguiderne direkte her fra bloggen. De ligger under menupunktet: litteraturguider.