Tag Archives: bibliotek

Børnebogcast

Brug for hjælp til at finde de rigtige bøger til højtlæsningen derhjemme? Så er der nu hjælp at hente i Københavns Bibliotekers Børnebogcast. Her anbefaler lærer, skolebibliotekar og master i børnelitteratur Lisa Gardum Andersen og børnebibliotekar Julie Arndrup bøger til højtlæsningen og komme med tips til, hvordan du vælge de rigtige bøger. Lisa og Julie har talt med børn, forfattere og forskere om læsning og litteratur. Så hermed en opfordring til at finde ny inspiration til den hjemlige læsning i Københavns Bibliotekers Børnebogcast. Find de relevante link her.

Nyheder i juni 2016

Smidth_30 kilometer i sekundet_FORSIDE_final_web 72 DPI_rgb

30 kilometer i sekundet er en sjov og hjertevarm fortælling om to unge mænds venskab og en ugennemtænkt roadtrip på jagt efter kærligheden. En usædvanlig udviklingsroman om at lære at leve livet.

Finn Easton måler livet i kilometer i stedet for minutter.  Alle de mange kilometer, han har levet, har været defineret af hans far, og han har også planlagt Finns fremtid. Finn Easton har nemlig epilepsi efter at være blevet ramt af en flyvende, død hest, og hans far slipper ham nødig af syne.

Det gør tilværelsen lidt ensformig, men der er to gode ting i hans liv: hans bedste ven, den-sandsynligvis-splittergale-men-utroligt-fantastiske-og-fantasifulde Cade Hernandez og Julia, hans livs første kærlighed. Da Julia flytter, bliver Finns hjerte knust, og Cade og han stikker af fra epilepsimedicin og forældreovervågning på en biltur til Oklahoma. På turen oplever de en ulykke, og de to unge bliver helte på en måde, der ændrer deres livssyn fuldstændig.

FIND LÆSEPRØVE HER

Andrew Smith (f. 1959) er amerikansk forfatter, bosat i det sydlige Californien, og hans forfatterskab er uhyre populært blandt unge voksne. Han skriver ofte om unge mænd, deres forhold til seksualitet, eget køn og det modsatte. Af visse amerikanske anmeldere anses hans bøger for at være kontroversielle, ikke mindst Græshoppejunglen (Grasshopper Jungle), som var hans første bog på dansk. Bogen er solgt til adskillige lande i Europa, og filmmanuskriptet er ved at blive udarbejdet.

Andrew Smith: 30 kilometer i sekundet udkommer den 2. juni

 

ROS_HALLER_En barnlig komedie_omslag_FINAL.indd

En barnlig komedie og andre fortællinger indeholder ni historier, der er lige så foruroligende, som de er gribende; fortalt af en af dansk børne- og ungdomslitteraturs klareste stemmer i samspil med ni udvalgte illustratorer. Bogen udkommer i anledning af Bent Hallers 40 års forfatterjubilæum samt 70 års fødselsdag.

En pige klatrer op i et træ og nægter at komme ned igen. En flok drenge udfordrer deres mobbeoffer til den store manddomsprøve. Søskende beskytter og passer på hinanden med skæbnesvangre og ulykkelig udgang, og på byens plejehjem myrdes en oldemor i den bedste mening.

De 9 illustratorer er: Mads Themberg, Søren Jessen, Cato Thau-Jensen, Hanne Kvist, Dorte Karrebæk, Els Cools, John Kenn Mortensen, Kamila Slocinska og Lars Vegas Nielsen.

Find læseprøve til En barnligkomedie HER

I forbindelse med jubilæet genudgives også Bent Hallers første roman Katamaranen som e-bog med efterord af Torben Weinreich, samt børnebogsklassikeren Kaskelotternes sang i en jubilæumsudgave med nye illustrationer af Lea Letén.

HALLER_kaskelotternes sang_FORSIDE_FINAL_WEB 72dpi_RGB

Find læseprøve til Kaskelotternes sang HER

Bent Haller (f.1946) Har skrevet over 100 bøger, mest romaner og noveller for børn og unge, manuskripter til børnefilm og børneteater. Bent Haller har også skrevet bøger for voksne, men er først og fremmest kendt for sine mange børne- og ungdomsbøger, hvoraf flere af dem er blevet filmatiseret.

Han har modtaget flere litterære priser og blev i 2011 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Senest er den anmelderroste børnebog Magnolia af Skagerrak udkommet. Bogen er netop blevet nomineret til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris.

Bent Haller: En barnlig komedie og Bent Haller og Lea Letén: Kaskelotternes sang udkommer den 2. juni

 

ROS_Paa tour med bandet_omslag_FINAL CMYK.indd

Mød 12 årige fangirl Mackenzie ’Mac’ Lowell, hvis vildeste drøm går i opfyldelse, da hun kommer med på tour med sit absolutte yndlings-boyband, Perfect Storm.

Macs største drøm er gået i opfyldelse. Hendes mor har fået verdens sejeste job som tourmanager for Macs yndlingsband. Nu skal Mac på official tour med drengene, og heldigvis har hun medbragt sin dagbog, så hvert øjeblik på touren kan foreviges. Og der er nok at skrive og tegne om, når Zander sender hende sine gudesmil, grønne sodavand eksploderer og forkælede kendis-børn kommer i vejen.

VIP – På tour med bandet er første bind i en sjov ny tweensserie om idoler og drømme, der går i opfyldelse. Og om den drøm stadig holder, når man møder sine idoler i virkeligheden. Bogen er fyldt med Macs optegnelser og krusseduller – og ikke mindst hendes helt egen tegneserie om alter egoet ’Mac Attack’– en megasej superheltinde, som i modsætning til Mac selv altid ved, hvordan man skal håndtere pinlige og akavede situationer.

Bogen er gennemillustreret af tegneserieskaberen Kristen Gudsnuk.

Find læseprøve her.

Jen Calonita (f.1973) ærgrer sig stadig over, at hun aldrig kom på tour med sit yndlingsband (New Kids On the Block), men alligevel endte hun senere med at interviewe et af bandmedlemmerne, da hun blev ansat som redaktør på et amerikansk teenagemagasin. Her har hun også har haft lejlighed til at møde stjerner som Justin Timberlake, Zac Efron og Beyoncé. Det er hendes arbejde tæt på Hollywood og underholdningsbranchen, der har inspireret til VIP-serien.

Jen Calonita bor i New York med sin mand og deres børn.

Kristen Gudsnuk er tegneserietegner og har bl.a. udgivet tegneserien Henchgirl. Hun bor til daglig i New York.

Jen Calonita: VIP på tur med bandet udkommer den 3. juni

 

Sille bøgerne

Den prisbelønnede forfatter Ida Jessen fortæller varmt og nærværende om det at være en lille pige, og de konflikter der kan opstå, men heldigvis altid kan løses igen. Bøgerne er papbøger for de 1-3 årige, gennemillustrerede af tegneren Lea Letén.

Sille-bøgerne handler om velkendte hverdagssituationer i børnehøjde, der vil få alle til at trække på smilebåndet. Alt opleves sammen med mor, far, storesøster Ester og ikke mindst yndlingsbamsen Mussebas.

Sille er borte
Sille og Ester leger gemmeleg, og Ester har gemt sig godt. Far kan ikke finde hende. Sille vil også gemme sig. Men hun vil også gerne findes

Sille tegner rødt
Sille og Ester tegner. Sille tegner kruseduller, men Ester tegner så fint. Og så synes Sille, at hendes farve er kedelig.

Sille vasker Mussebas
Mussebas skal vaskes og blive fin. Men Mussebas bliver ikke fin. Hvad skal Sille gøre?

Ida Jessen (f.1964) er forfatter til en række børne- og voksenbøger, heriblandt romanen Det første jeg tænker på, som indbragte hende BG Banks Litteraturpris 2006. Listen over priser er lang og tæller blandt andre Søren Gyldendal Prisen (2009), De Gyldne Laurbær (2010) og Blicher Prisen (2011). På Høst & Søn har Jessen udgivet bl.a. serien om elefantungen Carl, der er udråbt som en moderne klassiker.

Lea Letén (f.1982) er autodidakt børnebogsforfatter og illustrator.

Debuterede i 2006 med Mor og Minna i svømmehallen. Senest er udkommet Uffes flotte festtøj (2014), hvor Lea Letén har bidraget med både tekst og billede. Derudover er Lea også, sammen med Bent Haller, nomineret til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris 2016 for børnebogen Magnolia af Skagerak, hvor Lea har illustreret.

Ida Jessen og Lea Letén: Sille er borte, Sille tegner rødt og Sille vasker Mussebas udkommer den 3. juni

 

Dashner_Mazerunner 4_Udbruddet_FORSIDE_final_WEB 72 dpi_RGB

Før WICKED blev dannet, før Lysningen blev bygget, 13 år før Thomas blev sendt ind i Labyrinten ramte soludbruddet jorden, og hele menneskeheden blev ramt af den livstruende sygdom, der skulle føre til den historie, vi kender fra Maze Runner-trilogien. Udbruddet er forhistorien til den populære trilogi.

Mark og Trina var der, da soludbruddet ramte, og de overlevede. Men at overleve Udbruddet var nemt sammenlignet med det, der skete efter. Nu hærger en ukendt sygdom der truer med at tvinge hele menneskeheden i knæ.

Mark og Trina er overbeviste om, at det kan lade sig gøre at redde de endnu raske fra sindssyge og død. Hvis de da ellers selv kan holde sig i live så længe. For i denne nye, ødelagte verden har hvert liv en pris. Og for nogle er du mere værd død end levende.

Udbruddet er en forhistorie til Maze Runner-trilogien, men læses bedst efter de oprindelige bind i serien.

Læs uddrag her.

James Smith Dashner (f. 1972), amerikansk forfatter til flere roste ungdoms- og voksenromaner. Blev med The Journal of Curious (2008) hædret med Borders Original Voices pick. Bor i Rocky Mountains med sin kone og fire børn. Den filmatiserede Maze Runner-trilogi var Dashners første udgivelse på dansk, og de populære bøger blev hans helt store gennembrud verden over. Det tredje bind i den oprindelige trilogi, Dødskuren, er under filmatisering og har planlagt verdenspremiere i starten af 2017.

James Smith Dashner: Udbruddet udkommer den 6. juni

Dahl_Den Store Venlige_kaempe_FORSIDE_FINAL_web 72 dpi_RGB

Den 21. juli får sommerens helt store familiefilm premiere i landets biografer: Steven Spielberg har filmatiseret sin egen yndlings-børnebog, Roald Dahls Den Store Venlige Kæmpe. I den anledning genudgives den sjove og spændende historie om pigen Sofie og hendes møde med Den Store Venlige Kæmpe.

Den Store Venlige Kæmpe er en varm og sjov fortælling om den lille Sofie, der en nat opdager en kæmpemæssig SVK uden for sit vindue – lige midt i heksetimen, hvor små børn har det med at forsvinde.
Men SVK står heldigvis for Stor Venlig Kæmpe og faktisk er denne her slet ikke på jagt efter børn, men deres drømme, som den samler på.
Men det ved Sofie ikke, så da hun bliver slæbt af sted mod de menneskeædende kæmpers land, er hun sikker på, at hun aldrig vender tilbage.
For første gang nogensinde instruerer Spielberg for Disney, men holdet bag projektet har arbejdet sammen før – nemlig på kultfilmen E.T.!

Se den danske filmtrailer her

Læs uddrag her.

Roald Dahl (f. 1916-1990) var en af Englands allermest elskede børnebogsforfattere og er i dag stadig en af de mest oversatte forfattere nogensinde. Hans prisvindende bøger har solgt over 200 millioner eksemplarer verden over. Bedst kendt herhjemme er Charlie og chokoladefabrikken, men alle Dahls børnebøger har det til fælles, at de blander det usentimentale med det rørende, makaber og ofte sort humor med underliggende varme.
Et forfatterskab der taler til både børn og deres voksne.

Roald Dahl: Den store venlige kæmpe udkommer den 9. juni

 

Villads slik og tyv

Ny serie af korte og sjove højtlæsningshistorier, hvor Villads som altid forsøger at gøre det så godt som muligt. Men som alle, der kender Villads ved, går tingene aldrig helt som planlagt.

I Villads fra Valby køber slik får Villads og hans fætter, Noa, lov til at gå ned og købe slik, hvis de samtidig vil købe løg til aftensmaden. Men Amalie skal gå med, og de skal love at blive inde på fortovet hele vejen. Men det er ikke altid så nemt at holde, hvad man lover – især ikke når der pludselig er gravet et stort hul i fortovet. For hvordan skal man så komme forbi?

I Villads fra Valby er indbrudstyv får Villads overtalt Fridas forældre til at invitere til grillhygge en sommeraften. Men da Villads og Frida vil løbe hjem til Villads for at hente ketchup, træder Villads pludselig i en hundelort. Og så begynder det at gå helt galt. For det er svært at løse mange problemer på én gang, og selvom man tænker sig grundigt om, så kan man aldrig rigtig regne ud, om de voksne bliver sure eller glade.

Læs uddrag her og her.

Anne Sofie Hammer (f.1972) er cand. mag. i dansk og pædagogik. Debuterede i 2009 med Villads fra Valby, efterfulgt af Villads fra Valby i O.V (2010) , kalenderbogen Villads fra Valby holder jul (2012) og Villads fra Valby på sommerferie (2015). Der er også kommet seks bøger i Læs selv-serien om Villads fra Valby (2012-14). Udover bøgerne om Villads fra Valby har hun udgivet den letlæste ungdomsbog London Kalder (Zoom On, 2011) højtlæsningsbogen Paris Belinda Hansen (2014) og senest den humoristiske ungdomsbog Mig og Dylan Walker – eller hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår (2016).

Dina Gellert (f. 1961) arbejdede i mange år på animationsfilm i ind- og udland. Siden 1993 har hun været selvstændig illustrator og forfatter, primært på billedbøger, sangbøger og letlæsningsbøger.

Anne Sofie Hammer og Dina Gellert: Villads fra Valby køber slik og Villads fra Valby er indbrudstyv udkommer den 10. juni

 

Zoom Ind_Dobbeltdaten_omslag_FINAL.indd

 

Dobbeltdaten er en letlæst historie om at være næsten 13 år og føle sig barnlig, når ens bedste veninde pludselig har bryster, går med make-up og er totalt parat til at få en kæreste.

My og Freja er bedste veninder. Men så møder Freja Johan, og My ved ikke helt, hvor hun skal gøre af sig selv. Hvorfor er Freja ikke vild med Pelle længere, som hun var for en uge siden? Tør My tage på dobbelt-date med Freja og Johan og hans ven Thor? Og findes hendes drømmefyr mon overhovedet?

Læs uddrag her.

Caroline Ørsum debuterede med Hovedet i skyerne i 2009. Sammen med Ina Bruhn og David Meinke står hun bag ungdomskrimiserien Genstart (2009-10) og den gotiske gyser Ordenen (2011). Hun er også forfatter til trilogien Kys, sved og Rock n’ Roll (Zoom On 2012-13) og ungdomsromanerne Siden for evigt (2011), Den første freak på månen (2013) og Kære dumme døde Vik (2015).

Caroline Ørsum: Dobbeltdaten udkommer den 10. juni

 

103438_cover_hej med dig bjoern_r1.pd

En varm historie om venskab og identitet – om at turde være den man virkelig er, selvom det måske er noget andet, end ens venner lige regner med.

Emil og bjørnen Bertram leger sammen hver dag. De cykler, graver, laver picnic indendørs, gynger og meget andet. En morgen vågner Emil i super humør og kan ikke forstå, hvorfor Bertram er så trist.
”Jeg har fundet ud af, at jeg hellere vil hedde Bella”, fortæller bjørnen, ”men jeg er bange for, at du så ikke længere vil være min ven”. Emil vil dog rigtig gerne være ven med Bella Bjørn, og det vil Emils kusine også gerne.

Hej med dig bjørn er en finurlig billedbog for de mindste om være anderledes og ville noget andet end de andre. En bog der udfordrer kønsstereotyperne, og kan åbne op for en snak mellem forældre og barn om at acceptere og blive accepteret som den, man er.

Læs uddrag her.

Jessica Walton (f. 1985) er tidligere folkeskolelærer, og debuterer med Hej med dig bjørn. Walton bor til daglig i Melbourne med sin kone, deres 2-årige barn og to katte.

Dougal MacPherson bor med sin lille familie i Melbourne og arbejder som Senior Web Developer, men illustrerer nu også børnebøger. Han debuterer som illustrator med Hej med dig bjørn (2016).

Jessica Walton og Dougal MacPherson: Hej med dig bjørn udkommer den 15. juni

 

Murphy_Dumplin_FORSIDE_COVER_final_WEB 72 DPI_RGB

En underholdende, humoristisk feel-good roman om klassens tykke pige Willowdean Dickson aka Dumplin’. En fortælling om at leve med sin egen vægt, om at elske Dolly Parton og ikke mindst om at turde give slip og lukke kærligheden ind.

Der er noget ved badedragter, der får en til at synes, man skal gøre sig fortjent til at have dem på. Og det er forkert. Faktisk er kriteriet helt enkelt. Har du en krop? Så tag badedragt på.

  • citat fra bogen

Dumplin’ omtaler sig selv som “den tykke pige”, men hun føler sig godt tilpas i sin store størrelse. Hendes mor har været den lokale skønhedsdronning, og hva’ så? Men så forelsker hun sig i Bo, som er en af den slags lækre fyre, alle piger falder for. Will er ikke overrasket over, at hun finder ham tiltrækkende. Men det kommer bag på hende, at Bo også er tiltrukket af hende. Det får stik imod al fornuft negativ indflydelse på hendes selvfølelse. Og så melder hun sig til en lokal skønhedskonkurrence for at bevise, at skønhed er mange ting.

Julie Murphy bor i Texas sammen med sin mand, der elsker hende, sin hund, der beundrer hende og sine katte, der tolererer hende. Efter at have arbejdet adskillige dejlige år i biblioteksverdenen, er Julie nu fuldtids forfatter. Dumplin’ er hendes første YA-roman på dansk. Filmrettighederne til Dumplin’ er under option hos Disney.

Julie Murphy: Dumplin udkommer den 16. juni

Nordisk biblioteksuge

Den 9.-15. november er der Nordisk biblioteksuge. Årets tema er: Venskab i Norden.I den anledning har jeg samlet lidt titler, hvor venskab spiller en central rolle. Både til højtlæsning og til selvlæsning.

Til højtlæsning for de yngste

Oldland_En vild vandretur_FORSIDE_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

 Der er fem bøger i Nicholas Oldands Elg, Bæver, Bjørn serie:

Det store bjørnekram, Den travle bæver, Elg søger lykken, Ned ad floden og En vild vandretur. Det er en billedbogsserie for de små fra ca. 3-4 år. Det handler om venskab og konflikter. De tre venner – Elg, Bæver og Bjørn – er som udgangspunkt uenige om det meste, men ender altid med at finde ud af, at det er lettest og sjovest, hvis man hjælper hinanden og viser hensyn.

 

Bluitgen_Markussen_Hr. TRYK PAA_FINAL_WEB 72 ppi_RGB

At kikke ind i en skærm og aldrig selv blive set. At kigge ind i et par øjne og møde livet. Hr. Tryk På er en billedbog om behovet for at være på – og om kærlighed og venskab.

Hr. Tryk På vil være den bedste på de sociale medier, den med flest venner og flest likes. Han kan mærke verden, men føler ikke, at verden kan mærke ham. Derfor sætter han alt ind på at blive bemærket af andre online. Men det mærkelige er, at verden virker stopmæt. Hvor meget han end råber, bliver han aldrig rigtig set. Ikke før han kikker ind i et par glade øjne og forelsker sig.

Kåre Blutgen har skrevet en billedbogstekst, der forholder til kritisk til de sociale mediers dominans, mens Mette Marcussens farveillustrationer er lette og legende collager, som man kan gå på opdagelse i. Til højtlæsning fra ca. 4 år.

 

Læs selv

ROS_Hanna og Emma_5 omslag_FINAL.indd

Serien om de to veninder, Hanna og Emma er nogle rigtig fine bøger om venskab og store og små hverdagsproblemer. Der findes i alt fem bøger om de to veninder, der er to historier i hver bog og de kan læses uafhængigt af hinanden og er til læsere fra ca. 7 år.

Der findes følgende bøger i serien:
Kærestebrev / Lejrtur, Operation hemmelighed / En slange i paradis, Bare venner / En snedig plan, Sur citron / En hemmelig gæst og Fang tyven / På skitur.

Zoom Ind_Populaer i 9 nemme trin_omslag_FINAL.indd

Populær i 9 nemme trin handler om, hvor svært det kan være at finde en god ven, og hvor dejligt det er, når det lykkedes. Maja har været upopulær i sin klasse i 784 dage. Det er lige så mange dage, som hun har gået i skole.

Før kunne det være lige meget, men da hendes far en dag kommer hjem og fortæller, at de skal være i Tanzania hele sommeren, og at Maja og hendes storesøster begge må tage en veninde med, bliver det pludselig et problem. For hvem skal Maja tage med?

Maja beslutter sig for at gøre noget ved sagen, nu vil hun være populær. Hun downloader “Populær i 9 nemme trin” fra nettet og går i gang med at liste op, hvad der skal gøres. Men det skal vise sig, at det faktisk ikke er helt så let…

Populær i 9 nemme trin indgår i forlagets Zoom-serie og er en letlæst bog til læsere fra ca. 8 år.

Young Adult

ROS_7dogn for os_omslag_FINAL.indd

Kat, Silje og Tessa kommer fra henholdsvis Danmark, Norge og Sverige, de mødes på en personlighedsudviklingslejr i Sverige. De tre piger er meget forskellige og ville i deres vante omgivelser aldrig have valgt hinanden tværtimod, men omstændighederne gør, at de pludselig er på flugt fra lejren og ikke mindst deres forældre. De tre piger begiver sig ud på en road trip på det konkrete såvel som det mentale plan. Det bliver en tur, der kommer til at forandre dem alle. Og nye og helt uventede venskaber opstår.

 

Onsdag aften lige før syv_omslag_FINAL.indd

En 15-årig dreng findes myrdet. Det lyder måske som starten på en klassisk krimi, men Mats Berggrens ungdomsroman Onsdag aften lige før syv er meget mere end det.

Drengene Daniel, Abdi og Ville har kendt hinanden længe og har stjålet sammen inde i centrum i næsten lige så lang tid. Men Abdi vil ikke være med længere, han vil hellere rappe. Da Abdi melder fra til et indbrud, bliver Daniel rasende.

Veninderne Rakel, Nalin og Jamila arbejder hårdt for at komme i gymnasiet – hvis bare Jamila kan få lov af sin far. Nalin er vild med Daniel og sikker på, at følelserne er gengældte.

Onsdag aften lige før syv handler om seks forskellige unge med hver deres baggrund og personlige problemer i samme forstad, i samme skole. En af dem myrdes. Først i bogens anden halvdel får læseren endelig at vide, hvem der er død, og hvordan det påvirker de andre.

Det er også en bog om venskab og hvor galt det kan gå, når en føler sig svigtet af venskabet.

Læs mere om Nordisk biblioteksuge her og tjek dit lokale bibliotek for evt. lokale arrangementer.

Om børne – og ungdomslitteratur

- Fælles oplæg for Læringsnetværk for skoler og folkebibliotek i Holbæk Kommune

indlæg ved Anne Herskind, konsulent for skolernes læringscentre og Rikke Rørbeck Drustrup, leder af hovedbiblioteket – begge fra Holbæk Kommune

Laustsen_Jordal_Boerne_og_ungdomslitt_FINAL_WEB 72 ppi_RGB

Mandag den 7. september mødtes 40 bibliotekarer, dansklærere og diverse fagkonsulenter til en eftermiddag med fokus på Børne- og ungdomslitteratur.

Forfatterne til bogen Børne- og Ungdomslitteratur. Grundbog for skole- og folkebibliotekarer, Kirsten Jordal og Merete Flensted Laustsen, leverede et inspirerende oplæg med tilhørende workshop, hvor formidlingen af udvalgte bøger blev sat i fokus. Formålet var at sætte skub i samarbejdet omkring børnenes læselyst og finde den “røde tråd” i mellem skole og fritid.

I disse tider, hvor højtlæsning og formidling af de “gode historier” let drukner i læringsmål, fokus på digitale tilbud og en fortravlet hverdag, var det dejligt at få en eftermiddag til at snakke om “de gode bøger” og om, hvordan vi bedst samarbejder om at fremme børnenes læselyst. Som en af de “ældre” skolebibliotekarer udbrød: ”Tænk, at vi skal mødes om bøgerne i dag!” Den ”gammeldags” litteraturformidling kan nemlig godt blive skubbet lidt i baggrunden til fordel for diverse IT-projekter, kultur-events m.m.. Men da læsningen er forudsætningen for tilegnelse af (næsten) al anden viden er tiden måske til at blive lidt litterære igen.

I god tid forinden denne eftermiddag havde alle Pædagogiske Læringscentre fået et eksemplar af bogen. Med den som afsæt fremhævede forfatterne vigtige pointer i forhold til formidlingen af litteratur til børn og unge, som f.eks.: Læs bøger selv!  Du er som voksen rollemodel og kan ikke forvente, at kunne afsætte en bog til et barn, som du ikke har sat dig ind i.

Efterfølgende blev det til tværfaglige diskussioner omkring bordene. Her blev der luftet lidt frustrationer over manglende tid til fordybelse i litteraturen i en presset hverdag, men også skabt grobund for et øget samarbejde omkring booktalks, vedligeholdelse af materialesamlinger og fokus på nyindkøbte titler mellem folkebibliotek og skoler. Vi kan nemlig rigtigt meget sammen.

Af helt konkrete forslag, der poppede op ved bordene, kan nævnes:

  • Udarbejdelse af små videoer med (folke)bibliotekarens anbefalinger af månedens bøger. Disse film kunne lægges på skolernes egne sites.
  • Læsekredse for lærere og bibliotekarer med forskellige temaer.
  • “Biblioteks-oprydningshold” – Fælles indsats til at vedligeholde samlingerne. Det kan nemlig være svært i en travl hverdag af få kasseret og “gjort lækkert” i de enkelte Læringscentre.
  • Løbende fælles kurser med fokus på nyeste forskning omkring læselyst og sprogstimulering.
  • Fælles indsats i forhold til at formidle vigtigheden i at være en god, læsende rollemodel til forældrene (via forældremøder o.l.)

Eftermiddagen blev afsluttet med en diskussion om alderssvarende litteratur i forhold til det, at formidle “gode historier” – også barske emner som døden, krig og sygdom. En dansklærer udbrød: “Jeg kan formidle, hvad som helst for min 9.-klasse, bare jeg selv brænder for det!” Med den bemærkning blev vi vist enige om, at gå hjem og “brænde” lidt – eller bare læse en af de gode bøger, der var blevet udvekslet denne eftermiddag.

Grænser i børnelitteraturen

Den 8. septmeber inviterer IBBY Danmark til debataften om Grænser i børnelitteraturen.

IBBY Danmark skriver i deres oplæg:

Er der grænser for, hvad der kan tages op i børne- og ungdomslitteraturen og på hvilke måder – sprogligt, emne- og/eller formmæssigt? Hører incest eller pædofili fx hjemme som stofområder? Gør racisme, vold, druk og stoffer? Gør bandeord og hate speech? Gør død, ødelæggelse og alvorlig sygdom jf. tendensen inden for diagnose-litteratur og sick lit? Skal der være lys for enden af tunnelen? Skal børnebøgerne gengive virkeligheden på godt og ondt, eller bør der faktisk være visse grænser? Hvor bør de i givet fald sættes og af hvem? Udøver forfattere, illustratorer og forlag allerede selvcensur – også selv om der samtidig er stærke tendenser, der går i retning af det grænsesøgende og grænseoverskridende i børne- og ungdomslitteraturen? Kom og hør hvad børne- og ungdomsbogforfatterne Ronnie Andersen, Sanne Søndergård og Sarah Engell har at sige om grænser. Ordstyrer og rammesætter for paneldebatten: Anna Karlskov Skyggebjerg, Ph.d., AU.

Sted: Domen (Søren Kierkegaards Plads, Det Kongelige Bibliotek)
Tidspunkt: 17-19
Entre: Gratis adgang