Tag Archives: billedbøger

Nyheder i februar 2017

ROS_Ulven i hjertet_omslag FORSIDE.indd

Anmelderrost YA-thriller om sindets afkroge, om svigt, traumer, forglemmelse og det ufortalte. Og om hvordan ikke alt tabt nødvendigvis bør findes igen. Efter overfaldet, der nær kostede hendes lillesøster Ella livet, blev Claire Graham sendt til en tante på Manhattan for at komme sig over traumet. Men skyldfølelsen over at have ladet Ella være alene den fatale aften hjemsøger stadig Claire. Bag hvert gadehjørne fornemmer hun nemlig den samme fare, som lurede dengang overfaldet fandt sted. Claires psykolog kalder det en sygelig angst, men Claire kender sandheden: Det var ulve, der overfaldt Ella, og nu vil de have mere.

Da Ella pludselig forsvinder, har Claire intet andet valg end at vende tilbage til den lille hjemby i Ohio og stå ansigt til ansigt med sin ødelagte familie. Claires eneste trøst er Ellas dagbog, der leder hende på sporet af den frygtindgydende sandhed bag Ellas overfald og forsvinden.

Andrea Hannah bor på landet i USA, hvor der er masser af mørke nætter og uhyggelige kornmarker, der kan bruges som inspiration i en thriller. Hun er uddannet på Michigan State University med speciale i specialundervisning. Når hun ikke underviser eller skriver, bruger Andrea tiden på at løbe, rejse og forsøge at holde sin mobs ude af køleskabet (ind til videre uden den store succes). Andrea er desuden også aktiv i Women’s Global Empowerment Fund.

Læs mere om forfatteren her. Læs uddrag af bogen her.

Andrea Hannah: Ulven i hjertet udkommer den 3. februar.

PICHON_Tom Gates 2_Gode_undskyldninger_FORSIDE_WEB 72 DPI_RGB

Gode undskyldninger (og andre fede ting) er den anden bog om Tom Gates – mester i skøre ideer og dårlige undskyldninger. Hans dagbøger er som altid spækket med sjove tegninger og skøre indfald.

Egentlig er Tom Gates’ liv genialt. Hvis altså ikke lige det var for de der lektier, som Mr. Fullerman har givet 5.F for (i ferien!); hans storesøster Delia (som gør, hvad hun kan for at forpeste hans liv!); og for nyheden om, at han og Derek er blevet udtaget til at være med i skolebandet (pattebørnsmusik og rasleæg!). Tom får brug for alle sine gode undskyldninger – og mere til – for at redde sig ud af kniberne.

Liz Pichon (f. 1963) er en engelsk forfatter. Hun har tegnet, siden hun var lille og startede sin karriere som grafisk designer af bl.a. pladecovers og T-shirts. Hun er også forfatter-illustrator til en række billedbøger. Bøgerne om Tom Gates er hendes første serie til større børn og samtidig hendes internationale gennembrud. Der er foreløbig udkommet 10 bøger i serien, som er oversat til 41 sprog og har solgt i mere end fire millioner eksemplarer.

Liz Pichon: Tom Gates. Gode undskyldninger (og andre fede ting) udkommer den 3. februar. Læs uddrag her.

 

Alt om at vaere pige2_omslag_HB_FINAL.indd

Alt om at være pige – Mens alle andre kysser handler om brevkasser, (lidt for) kåde hunde, løgne og hemmeligheder – og selvfølgelig om Ida, hendes venner og pinlige familie!

Hvordan er det at være en 14-årig pige, når drengene pludselig hellere vil kysse end at spille Fifa? Tja, Ida ville ønske hun vidste det, men desværre vil Vitus meget hellere kysse med Liva. Populære Liva, som både har store bryster OG en kæreste, men faktisk virker lidt ligeglad med den sidste. Der er ingen retfærdighed til! Selv Idas hund får mere erfaring på kærestefronten end hende… Pinligt!

Med masser af humor og varme fortæller den populære forfatter Camilla Wandahl en realistisk historie fra hverdagen, som den ser ud for tweenpigen, der så nemt kan synes, at alt er VILDT pinligt!
Et tøseunivers, som læserne kan spejle sig i, hvor de både bliver taget alvorligt og forhåbentlig kan grine lidt af sig selv og deres mange bekymringer.
Bøgerne i serien kan læses uafhængigt af hinanden. Første bog i serien Alt om at være pige udkom i 2016.

Camilla Wandahl (f. 1986) er uddannet folkeskolelærer og debuterede i 2009 med den anmelderroste ungdomsroman Hjerte i vente. Har siden bl.a. skrevet den populære serie Veninder for altid samt den letlæste Søstre på De Syv Have. Wandahl holder foredrag om sine bøger på skoler og biblioteker rundt omkring i hele landet og var blandt de sidste tre nominerede til Orlaprisen 2012 med første bind i Veninder for altid. Senest er YA-romanen Et stykke af månen udkommet (november 2016).

Camilla Wandahl: Alt om at være pige – Mens alle andre kysser udkommer den 10. februar. Læs uddrag her.

 

Dashner_MAZE-RUNNER-5_FEBEREN_FORSIDE_FINAL_WEB 72 DPI-RGB

SPOILER ALERT!
Her får de mange fans af det verdensomspændende fænomen, Maze Runner forhistorien til seriens første bind. Feberen er bogen, der indeholder alle svarene: Hvordan fandt WICKED alle lysboerne? Hvem er Gruppe B? Og hvilken side er Thomas og Teresa egentlig på?

Engang mødte Jorden sit endeligt. Skovene brændte, søer og floder tørrede ud, mens havene steg. Så udbrød en epidemi, og en global feber spredte sig. Familier uddøde, vold regerede, og mennesker slog mennesker ihjel. Ud af dette virvar voksede WICKED, der ledte efter svar. Og fandt den perfekte dreng. Drengens navn var Thomas, og Thomas byggede en labyrint.

Dette er historien om Thomas, og hvordan han byggede Labyrinten, som kun han selv kunne ødelægge. Løgne vil blive afsløret, hemmeligheder blive optrevlet, og loyaliteter vil blive testet.

James Smith Dashner (f. 1972), amerikansk forfatter til flere roste ungdoms- og voksenromaner. Blev med The Journal of Curious (2008) hædret med Borders Original Voices pick. Bor i Rocky Mountains med sin kone og fire børn. Den filmatiserede Maze Runner-trilogi var Dashners første udgivelse på dansk, og de populære bøger blev hans helt store gennembrud verden over. Senere på året kan fans glæde sig til en ny, hæsblæsende trilogi fra den populære forfatter, Dødsdoktrinen.

James Dashner: Feberen udkommer den 10. februar. Læs uddrag her.

 

Tjønn_Torseter_Den fineste historie_FORSIDE_FINAL_web 72 DPI_RGB

Den fineste historie er en billedbog for de større børn om at miste og om at mindes. Og om at finde trøst i fantasien og håbet. Vera har mistet sin lillebror, men om natten er de sammen, om natten puster Syl liv i lillebror og Vera og han forenes og er sammen, indtil det atter bliver morgen.

Hvad vil du have jeg skal vise dig i dag? spørger Syl. Den fineste historie, svarer Vera. Den jeg allerbedst kan lide. Den hvor der sker så meget ondt, men det ender godt til sidst.

– Citat fra bogen

Brynjulf Jung Tjønn (f.1980) er født i Seoul i Sydkorea og opvokset i Feios sogn og Fjordane. Han debuterede i 2002 med romanen Eg kom for å elske og har siden skrevet bøge for både børn og voksne. Tjønn fik tildelt Brageprisen 2013 for Hvor er du smuk.

Øyvind Torseter (1972) er illustrator og billedbogsskaber, uddannet ved Kent institute of Art and Design i England. Torseter har illustreret bøger for flere forskellige forfattere og udgivet egne billedbøger. Han har modtaget flere priser for sine bøger, bl.a. Bologna Ragazzi Award, Bokkunstprisen, Årets Vakreste Bok og Nordisk råds børne- og ungdomslitteraturpris. Flere af Torseters bøger er oversat til i alt 17 sprog.

Brynjulf Jung Tjønn og Øyvind Torseter: Den fineste historie udkommer den 28. februar. Læs uddrag her.

 

 

Jul på de sociale medier

juletræ med boggaver

Vi elsker julen, så vi juler igennem på de sociale medier. På Unge læser med Rosinante&Co på Facebook kan de unge sammen med fire forfattere – Kenneth Bøgh Andersen, Lise Bidstrup, Camilla Wandahl og Caroline Ørsum – være med til at skrive en julehistorie, som de efter jul får som e-bog. På vores Instagramprofil (@borneboger) og på vores nye familie facebookside (børnebøger), præsenterer vi hver dag en af årets udgivelser. Hver søndag vil der være en konkurrence, hvor det vil være muligt at vinde ugens bøger (2. og 4. søndag i advendt på facebook, 3. søndag i advent og juleaften på instagram). På Instagram og Facebook har vi valgt at holde fokus på billedbøger, børnebøger og bøger til tweens. Ungdomsbøgerne/Young adult titlerne præsenteres på Unge læser med Rosinante&Co.

Glædelig jul!
Anette

Har du styr på julegaverne ? Ideer til de 3-6-årige

Jeg er en af dem, der giver bøger – til fødselsdage og jul. Det sker, at jeg finder på noget andet, men jeg er lidt af en bogtante. Jeg holder af at give bøger og selv om jeg er omgivet af bøger på job og hjemme og har let adgang til bøger, så holder jeg også af at få dem som gave. En jul eller en fødsesldag uden en bog, er ikke helt rigtig. Det kan imidlertid være svært at finde på, hvad man skal købe. Jeg vil derfor den næste uges tid poste forskellige ideer til oplagte boggaver til familie og venner, til små og store og dem midt imellem.

Et par ideer til de små kunne være Ida Jessen og Hanne Bartholins skønne billedbøger om elefanten Carl, hans søskende og gode ven, Fanny. Der findes i alt fire bøger om Carl og der er flere på vej. Bøgerne henvender sig til børn fra 3-4 år og op efter, og rummer alle søde og genkendelige hverdagshistorier. I den seneste – Da Carl havde det sjovt – skal Carl have en hyggedag med far, men far skal lige… før, han er klar. Far “skal lige” rigtig mange gange, men endelig har han tid og det bliver en rigtig god dag. Carl

Et andet bud kunne være Tore Renberg og Øyvind Torseters bøger om søskendeparret Ine og Hasse. Der er i alt tre bøger om de to. Disse er også til børn fra de er 3-4 år og op efter. I Giv den gas, Ine drager Ine og Hasse ud i skoven, hvor de møder skovens dyr og Hasse får til sidst sit største ønske opfyldt, at få en tur med en traktor. I He he Hasse er projektet at få fjernet en træstub og i Vaffelmok bager Ine vafler, men først må hun lige redde Hasse, som få et af sine små flip.

Ineoghasse

Til samme målgruppe – de 3-4-årige – vil Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds De tre Bukke Bruse i badeland også være et oplagt og meget morsomt valg. De tre Bukke Bruse vælger at tage i badeland i stedet for på sæteren, så slipper de også for den grumme trold, eller gør de nu også det?

Roirvik-Moursund_De_tre_Bukke_Bruse_FINAL

Dagens sidste tip er til de lidt større små. Camilla Kuhns Den søde hugorm Gorm er til børn fra 4-5 år og op efter. Det er en super sjov og skæv fortælling om hugormen, Gorm, der fastholder, at han er en sød hugorm, som aldrig kunne finde på at spise mus, sådan som andre hugorme gør, men et er hvad teksten siger og hvad Garm påstår, noget andet er illustrationerne. På mærkeligvis bliver Gorm større og større, og de mus, der kommer ham nær, har det på forunderligvis med at forsvinde.

Kuhn_Den-soede-hugorm-gorm_FINAL_WEB 72 DPI_RGB

Vind Kammas kjoler

Wallengren_Thyssen_kammas_kjoler_FINAL300

Børn i Byen er de vilde med Cecilie Wallengren og Dorte Pontoppidan Thyssens billedbog, Kammas kjoler. I deres anmeldelse gave de den fem ud af fem mulige stjerner og nu giver de fem heldige vindere mulighed for at vinde deres helt eget eksemplar af den skønne billedbog om den kjoleglade pige, Kamma. Konkurrencen er startet og løber frem til på søndag.

Deltag i konkurrencen her.

Husk også at det er muligt at downloade en Kamma påklædningsdukke og Kamma mal-selv-ark.

Ord fest i Esbjerg med Carl i centrum

Der er Ord fest i Esbjerg. Bag Ord festen står kommunens biblioteker. Som en del af arrangementet er samtlige illustrationer fra de første tre af Ida Jessen og Hanne Bartholins Carl bøger udstillet. Den tredje bog i serien, Da Carl blev rasende, er blevet læst op på gågaden og i børnehaverne. Blandt initiativerne er denne fine flashmob.