Tag Archives: film

Bag om Skammerens datter

Den 26. marts har filmatiseringen af Lene Kaaberbøl populærer bog Skammerens datter premiere. Jeg tror ikke, det kun er her på forlaget, vi har store forventninger til filmen. Og forventningerne bliver ikke mindre af dette lille smugkig bag kameraet. Det tegner godt, rigtig godt endda… Men altså vi må holde spændingen ud lidt endnu, men om 80 dage, så går det løs.

Antboy 2 rammer snart biograferne

Antboy2

I søndags var der gallapremiere på Antboy 2. Det er altid lidt spændende, når et univers skal ændres fra bogens til filmens. Den første Antboy film bygger på den første og den tredje Antboy bog. Den nye film – Antboy. Den røde furies hævn – bygger ikke konkret på en af bøgerne, men på Antboy universet. Og da filmen endnu ikke har haft rigtig premiere, det har den 1. juledag, er dette ikke en anmeldelse, men blot et lille pip om, at jeg forlod biografen i godt humør. I kan roligt glæde jer. Antboy. Den røde furies hævn er spændende, uhyggelig og sjov. Historien hænger sammen og selv om det ikke er en filmatisering af en af bøgerne, så er den loyal overfor universet og der er flere genkendelige elementer. Så kort og godt kan jeg kun anbefale en biograftur i julen. Jeg tror ikke, I vil blive skuffet. I min optik er målgruppen de 8-12-årige.

Efter fremvisningen af filmen og klapsalver fra salen, var holdet bag filmen på scenen. En rigtig fin og god start på søndagen.

Holdet bag

Ny youtuobe kanal med boganmeldelser

Forlaget har fået en ny Youtube kanal. Det er en kanal til de unge læsere. Vi synes, at der bliver talt for lidt om bøgerne, så med denne kanal tilbyder vi et sted, hvor vi kan mødes, diskutere eller bare snakke om litteratur og alt det rundt om – filmadaptioner, forventninger, bogminder osv. Vores kollega Mathilde, som de unge vil kende fra Unge læser med Rosinante&Co på facebook, vil lægge sine vlogs ud her og de unge kan også lægge deres anmeldelser ud.

Youtube er et fantastisk medie, der giver mulighed for, at helt almindelige mennesker også kan nå ud i verden med et budskab. Booktubing er et voksende fænomen, hvor unge laver video-blogs (vlogs) om bøger. Det er en genial måde at blive opdateret om den nyeste, men også ældre litteratur på en sjov og kreativ facon, og hvor nørderiet kan få fuld udblæsning. Man kan give hinanden læseudfordringer og dele læseoplevelser på tværs af brugere og platforme, og hvis man er en dygtig booktuber, får man hurtig mange følgere, der også bidrager til at holde den gode diskussion i gang og er med til at sørge for, at bog-mediet i denne digitale tidsalder, ikke går på plejehjem – tværtimod!

For at nå et bredere publikum er der selvfølgelig mange, der Booktuber på engelsk, men her på forlaget (Høst & Søn/Rosinante&Co) kunne vi godt tænke os også at hylde den danske litteratur. Derfor skal denne kanal fungere som et forum, hvor vi samler diskussionen om den gode litteratur på dansk. Forhåbningen er, at dette skal blive et springbræt til at få flere vloggere på banen, som kan inddrage den danske litteratur.

På selve youtube-kanalen bliver det muligt at få sine egne vlogs uploadet, og andre brugere kan herefter kommentere og debattere i dette forum. Der vil også blive afholdt læseklubber, hvor vi sammen starter på en bog og løbende diskuterer kapitler, plot osv. Dette kan fungere ved, at man skiftevis skal lave en vlog for hvert forløb i bogen, hvorefter man kan kommentere på og diskutere den pågældende video. Dette skal ske i sammenhæng med facebooksiden Unge Læser med Rosinante&Co, hvor man også kan holde sig opdateret om, hvad der sker på YouTube-kanalen, samt at der omvendt vil blive linket til vlogs på facebook-siden.

Alt i alt vil vi bare gerne give plads til den gode diskussion om bøger og ha’ det sjovt imens! Spred gerne det gode budskab blandt jeres elever, lånerer eller hvor I nu møder de unge læsere.

Find vores nye youtube kanal her

En Robert til myredrengen og Den sidste henrettelse i USA

Der jubles på forlaget i disse dage og det må siges, at vi har fået en rigtig god start på året. Jesper Wung-Sungs ungdomsroman Den sidste henrettelse (2010) er blevet solgt til udgivelse i USA på forlaget Atheneum, som er et imprint under Simon & Schuster, der blandt udgiver Peter Høeg, og hans seneste ungdomsroman, Skolen (2013), er solgt til udgivelse i Tyskland på forlaget Carl Hanser Verlag, som ligeledes er et litterært og meget prestigefyldt forlag. Carl Hanser Verlag har tidligere med stor succes udgivet Janne Tellers meget læste ungdomsroman, Intet (2000).

Men at Wung-Sungs bøger er blevet solgt er ikke eneste årsag til, at der jubles. I går modtog Antboy filmen en Robert i kategorien Bedste børne- og ungdomsfilm 2013. Antboy (filmen) er ligeledes solgt til USA og Tyskland. Og til efterårsferien kan vi glæde os til endnu en Antboy 2.

Så mon ikke vi roligt kan konkludere, at der er nogle gode B&U nyheder at varme sig på i januar kulden. Stort tillykke og hurra herfra.