Tag Archives: Jesper Wung-Sung

Ræk mig en lillefinger, og du får en hel håndfuld syrede historier

Wung-sung_Lillefingeren_FORSIDE_FINAL_WEB 72 ppi_RGB

Adjunkt Stine Reinholdt Hansen har skrevet en anmeldelse af Jesper Wung-Sung og Otto Dickmeiss’ Lillefingeren, som vi har fået lov til at publicere. Nedenfor finder du et link til en digitallæseprøve.

Historien her begynder hos brødrene Finn og Arne. Arne er storebroren, der ligger syg og har gjort det meget længe. Finn er lillebroren, der godt kan lide at lege i brødrenes legehus, som er bygget op omkring en gammel høvlebænk. Arne ligger som sædvanlig i sin seng og er syg, da Finn en dag kommer ind med blodet sprøjtende ud af den stump, hvor hans lillefinger engang sad. ”Men hvad er der sket?!” Råber Arne. ”Jeg veeeed deeet ikkkkkkeeee!”, vræler Finn. Det bliver starten på et besynderligt eventyr, hvor to brødre beslutter sig for at tage ud og lede efter en forsvunden lillefinger. Undervejs møder de alle tænkelige former for ordspil og billeder, der kan dukke op, hvis man leder efter en lillefinger i rigtig lang tid.

Storbror Arne kommer fx til at tænke på, om Finn mon har tabt sin lillefinger, ligesom firben taber deres haler, når de bliver forskrækkede. På billedet, der viser den situation, ser vi brødrene komme gående på ryggen af et firben. Finn med sin blødende finger foran sig og Arne med hænderne sådan lidt spørgende ud til siden. Selve firbenet har en hale, der ligner en finger og en lille pind i munden. På den måde giver tegneren os et konkret billede på den forestilling, storebroren har lige her.

Det er ikke tilfældigt, at firbenet har en pind i munden. For drengenes næste stop er parken, hvor de håber at finde lillefingeren, fordi den muligvis er blevet forvekslet med en pind af en af hundene i parken. De elsker jo at løbe rundt med pinde i munden og måske endda grave dem ned! På billedet ser man Finn og Arne i parken i gang med at undersøge alverdens hunde og pinde. Det er tegnet på en helt særlig måde. Fine årer i en træstub flyder sammen med synlige blodårer og muskler i en stor dobermann. Et træ er klippet, så det ligner en stor hundelort, og Arnes krøllede hår er blevet til en krølhåret hund med en pølsefinger i munden.

Ligesom firbenet gav et hint om hunde, der elsker pinde, giver hunden med pølsefingeren et hint om næste stop: En pølsevogn, der bugner med pølser. Måske har lillefingeren gemt sig her? Den kan jo godt minde om en lille pølse. Pølsemanden ligner selv en stor pølse med pølsehår og pølsenæse. Selv duen på taget af pølsevognen og regnormene mellem brostenene ligner pølser. Pølsemandens ord er pølsesnak, der på samme måde som billederne er sjove og samtidig lidt uhyggelige og klamme. Her en bid af hans menukort: ”En blødende indianer i kajak”, ”En Henning i presenning”, ”En brændt øgle med slam”, ”Et lig i åben kiste” og ”En død rotte i morgenkåbe” er bare nogle af dem.

Flere steder ser man en afhugget lillefinger med små fine alfevinger. Den er et godt billede på historien. Noget hårdt, smertefuldt og lidt klamt bliver overraskende sat sammen med noget blødt, fint og ret sjovt. Syrede fantasier og helt almindelige hverdagsting bliver til én stor historie fortalt gennem levende ord og billeder. Det er en læse- og billedoplevelse, jeg vil anbefale både børn og voksne på det varmeste. Den er også oplagt at arbejde med i skolesammenhæng, fordi man kan gå i dybden med de mange ordspil og vendinger, som illustrationerne understøtter og udbygger på genial vis.

Lillefingeren her.

 

Nyt og spændende initiativ målrettet skolerne på BogForum 2016

Som noget helt nyt vil der på årets BogForum være tre skolescener målrettet elever fra henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Fra Høst & Søn vil indskolingseleverne kunne møde Anne Sofie Hammer (Villads fra Valby), mellemtrinseleverne vil kunne møde Cecilie Eken (Det levende sværd) og Jesper Wung-Sung (Ud med Knud og Zam) og udskolingseleverne vil kunne møde Kenneth Bøgh Andersen (Den store djævlekrig). Ved henvendelse til forlaget på: anette@rosinante-co.dk er det muligt at bestille klassesæt af de pågældende bøger med god klassesætsrabat.

Tilmeldingen er allerede i gang og frem til den 22. august, er der early bird rabat.

Gruppepris for en klasse inkl. max. 2 lærere: kun 350 kr. hvis du bestiller billetter inden 22. august. Fra 23. august er prisen 500 kr. Prisen inkluderer: Adgang til messen fredag den 11. november, adgang for hver tilmeldt klasse til at deltage i 1 eller 2 arrangementer på skolescenerne, fri adgang til den øvrige del af messen, gratis adgang for eleverne til messen hele weekenden, mulighed for at spise medbragt mad. Bestil jeres billetter her.

Skoler i Københavns Kommune har mulighed for gratis adgang via Åben Skole Københavns Kommune. Bestil her.

 

Program for de tre skolescener fredag, den 11. november

Indskoling – Auditorie 1 (max 300 deltagere pr. session)

Kl. 9.15-9.45 Anne Sofie Hammer: Villads fra Valby (Høst & Søn) Anne Sofie Hammer fortæller om Villads fra Valby og læser en historie højt. Bagefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål om Villads, om hvordan en bog bliver til, og om det at arbejde som forfatter.

Kl. 10.15-10.45 Sigurd Barrett: Sigurd fortæller danmarkshistorie (Politikens Forlag). Musiker, forfatter og tv-vært Sigurd Barrett fortæller og spiller om Danmarks historie ud fra sin helt nye bog, Sigurd fortæller danmarkshistorie – et stort anlagt værk, der udkommer 12. oktober og er skrevet i samarbejde med Nationalmuseet og Foreningen af lærere i historie.

Kl. 11.15-11.45 Marianne Iben Hansen: Av, det gør nas (Gyldendal). Marianne Iben Hansen er forfatter til en lang række rimede/rappede billedbøger. Her inviterer hun på en aktiv rundtur i sit sproglige univers med bl.a. oplæsning af Av, det gør nas, ordkor, minirap og sprogbegejstring. OBS! Max 200 deltagere til dette arrangement.

Kl. 12.15-12.45 Kim Fupz Aakeson: Vitello (Gyldendal). Mød Vitellos ‘forfatter-far’, når Kim Fupz Aakeson læser op fra én af sine yndlingshistorier om drengen fra huset ved Ringvejen. Fupz svarer også på spørgsmål fra eleverne.

 

Mellemtrin – Auditorie 2 (max 300 deltagere pr. session)

Kl. 9.15 -10.00 Hanne Kvist: Dyr med pels – og uden (Gyldendal). Den kombinerede roman og grafiske fortælling udkom tidligere i år og har allerede fundet plads i mellemtrinnets danskundervisning. Hanne Kvist læser op fra romanen, fortæller om tankerne bag og svarer på spørgsmål fra eleverne.

Kl. 10.30-11.15 Cecilie Eken: Det Levende Sværd (Høst & Søn). Eventyrland møder moderne karakterer i Cecilie Ekens Det Levende Sværd. Kom og hør om tankerne bag bogen, om inspiration og arbejdsproces. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål. OBS! Oplægget er primært tilrettelagt efter 5. klassetrin.

Kl. 11.45-12.30 Jesper Wung-Sung: Zam og Ud med Knud (Høst). Jesper Wung-Sung vil tale om og læse fra sit forfatterskab med udgangspunkt i ungdomsromanerne Ud med Knud og Zam. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Kl. 13.00-13.45 Lene Kaaberbøl: Vildheks (Alvilda). Den populære fantasy-forfatter interviewes på scenen, læser højt og fortæller om fantasy som genre og at skabe levende figurer i fiktive verdener.

 

Udskoling – Auditorie 3 (max 300 deltagere pr. session)

Kl. 9.15 -10.00 Kenneth Bøgh Andersen: Den Store Djævlekrig (Høst & Søn). Kenneth Bøgh Andersen kommer ind på nogle af de tanker, temaer og ideer, der ligger til grund for serien om Den Store Djævlekrig, hvor sjette og sidste bind netop er udkommet. Han vil også læse lidt op, og der vil være god tid til spørgsmål.

Kl. 10.30-11.15 Sarah Engell: Hjertet er 1 organ og 21 måder at dø (Carlsen). Sarah Engell interviewes om sine anmelderroste ungdomsromaner 21 måder at dø om digital mobning og selvmordstanker og den helt nye Hjertet er 1 organ om selvskade og cutting.  Emner der også bliver gennemgået: Research til bøgerne og hvad litteraturen kan i forhold til at behandle svære og barske temaer.

Kl. 11.45-12.30 Patrick Ness: Monster (Gyldendal). Det er ikke hver dag, at en oversat roman bliver taget ind i danskundervisningen i samme grad som Patrick Ness’ rørende fortælling om at acceptere tab, Monster. Her får eleverne en enestående chance for at møde forfatteren, når han bliver interviewet om sin roman og sit forfatterskab. Der vil være mulighed for at eleverne kan indsende spørgsmål på forhånd. OBS! Aktiviteten foregår på engelsk.

Kl. 13.00-13.45 Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved: Dig og mig ved daggry (Gyldendal). Denne barske og rørende ungdomsroman er blandt de mest benyttede hovedværker i udskolingens danskundervisning. Forfatterne giver deres bud på romanens temaer og fortæller om at være to forfattere om én historie. Der er mulighed for, at eleverne kan stille spørgsmål.

 

Tilmeld jer her.

Find oplysninger om programmet her.

Zam i undervisningen – Ny litteraturguide

ROS_Zam_omslag_RENSK_HB_FINAL.indd

Vi har fået udarbejdet en litteraturguide til Jesper Wung-Sungs roman, ZAM. Guiden kommer med bud på, hvordan der kan arbejdes med ZAM i undervisningen. Man vil kunne læse og arbejde med bogen allerede fra 7. klasse, men den har bestemt også potentiale til at blive brugt i udskolingen.

Om ZAM:

Zams største ønske er at være en ganske almindelig dreng, men det er svært, når man er zombie, og de fleste er bange for en.

Zam børster tænder, vasker sig under armene, går i skole og laver sine lektier, og så bruger han rigtig meget tid på at øve sig i at gå som en helt almindelig dreng. En dag kommer Zam til at gøre det værst tænkelige og må endnu engang acceptere, at han ikke kan være en del af fællesskabet. Men hvem kan egentlig også være ven med en zombie?

Zam er en atypisk zombibog, da historien fortælles fra zombiens synvinkel – en bog, der ligeså meget handler om at være uden for fællesskabet og om at føle sig forkert og afvist.

Pressen skriver:

»Med enkle, ligefremme sætninger, velvalgte lydord og rammende replikker maner forfatteren en billedstærk historie frem. Desuden fremstår »Zam« med en sjældent set velfungerede sammenhæng mellem bogens ydre udformning og tekstens handling.«
*****– Kari Sønsthagen, Berlingske, 12. september 2015

»Zam er en usædvanlig zombiehistorie og en virkelig spændende fortælling, som kan sætte mange tanker og diskussioner i gang. «
– Stine Reinholdt Hansen, Weekendavisen, 18. september 2015

»Historien om Zam er uhyggelig på flere måder. Du kommer hurtigt til at forstå Zams følelse af ensomhed og hans brændende ønske om at kunne passe ind. Samtidig er handlingen i bogen også tankevækkende og skræmmende, hvis du tænker på hvordan livet kan være for dem der er anderledes og ikke passer ind i.«
– Lektør

»Bogen er både betagende og spændende. Den er ekstrem lærerig, meget relevant og får børn og unge til at se tingene i et større perspektiv.«
****– Hella Arman, Nordjyske Stiftstidende, 6. oktober 2015

»Wung-Sung serverer dog historien om Zam med humor, varme og kæmpestort sprogligt overskud. Man holder af og med den hjertensgode zombiedreng og hans evne til at se ind til det bedste i mennesker såvel som i zombier.«
***** – Sarah Louise Pedersen, Fyens Stiftstidende, 23. oktober 2015

»Uden de store armbevægelser får Jesper Wung-Sung skabt en sørgmodig stemning af noget bekendt. Det minder om noget fra tv, fra grænsehegnene, fra motorvejene. Forfatteren bider igennem ved at benytte en figur, som kun en (zombie) mor kan elske.«
***** – Steffen Larsen, Politiken, 25. november 2015

Find litteraturguiden her.

Jeg er Zam 32mm badge2

Ny zombie T-shirt

Jeg er Zam 32mm badge2

Jesper Wung-Sungs næste roman, Zam, udkommer først den 10. september, men allerde nu kan du købe en Zam t-hirt.

Zam T-shirt til kvinder
Zam T-shirt til mænd

Zam er fortællingen om en zombie, der for alt i verden bare gerne vil høre til og være en del af fællesskabet. Med andre ord er det en bog, der passer godt ind i en tid med øget flygtningestrøm, snak om inklusion og kulturelle forskelle. Bogens forside og vignetter er tegnet af kulttegneren John Kenn Mortensen, der blandt andet er internationalt anerkendt for sine Post it monstres.

Flot nominering til Jesper Wung-Sung

I går blev det på Bologna Children’s Book Fair offentliggjort hvilke 14 titler, der er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Og det er med stor glæde og stolthed, at vi kan fortælle, at Jesper Wung-Sungs Ud med Knud er blandt de 14 nominerede. Vi ønsker Jesper et hjerteligt og stort tillykke. Også tillykke til Mette Hegnshøj, som er nomineret med Ella er mit navn, vil du købe det? udgivet på Dalgaard & Jensen. Mette Hegnshøj har netop vundet Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur for Ella er mit navn, vil du købe det. En pris, der uddeles den 16. april. Lars Gabel modtager ved samme lejlighed Kulturministeriets illustratorpris for sine illustrationer til De vilde svaner.

Vores Rebecca Bach-Lauritsen var blandt de tre nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for bønre- og ungdomsbøger med Ellens ark. En nominering, som vi også er meget stolte af og glade for. Den sidste nominerede var Tina Sakura Bestle med Skyggefugl, udgivet på Gyldendal.

Læs mere om Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris og se de øvrige nomineringer her.

 Jens RaahaugeJens Raahauge offentliggør de nominerede kandidater til Nordisk Rådspris for Børne- og ungdomslitteratur

Sigurður Ólafsson viser Ud med Knud frem

Sigurður Ólafsson viser Ud med Knud frem

13 af de 14 nominerede værker, den grønlandske mangler.

13 af de 14 nominerede værker, den grønlandske mangler.