Tag Archives: Mette Eike Neerlin

Flot pris til Høst & Søn forfatter

I går kunne vi juble over flotte nomineringer til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur, i dag jubler vi over offentliggørelsen af, at Mette Eike Neerlin modtager Kulturministereiets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur for sin helt vidunderlige perle af en bog, Hest, hest, tiger, tiger, som hun i efteråret modtog Skriverprisen for.

Kulturministeriets Forfatterpris gives for at hædre en særlig indsats for den danske børne- og ungdomsbog af høj litterær og kunstnerisk kvalitet, og med prisen følger 75.000 kroner. Mette Modtager prisen tirsdag den 26. april i Kulturministeriet. Samme dag uddeles Kulturministeriets illustratorpris, den går i år til Anna Margrethe Kjærgaard for hendes meget fine bog Mit hus.

Indstillingskomiteen for Forfatterprisen består af: Kamila Slocinska (medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur), Anita Brask Rasmussen, Merete Flensted Laustsen og Søren Fanø. Om prisen skriver indstillingskomiteen bl.a.:

”I fordomsfri solidaritet med alle sine karakterer skriver Mette Eike Neerlin let og sjovt om benhård realisme og den hensynsfulde lille menneskekender og samfundsanalytiker Honey, der er fuld af løgn, men siger en del sandheder. Med timing, sproglig beherskelse og veldoseret humor viser forfatteren, at teksten ikke behøver være alvorstung for at læseren mærker alvorens tyngde.”

 Neerlin_Hest Hest_FORSIDE__FINAL_WEB 72 DPI_RGB

Hest, hest, tiger tiger er historien om Honey, der er født med læbeganespalte og vokset op med en psykisk handicappet søster og en mor, som forsøger at få tingene til hænge sammen ved at arbejde i Harrys hælebar. Hver anden weekend er Honey hos sin småkriminelle, luddovne far. Kan det blive mere gråt og sørgeligt? Det er det bare slet ikke, for Honey er en overlever på den fede måde.

Mette Eike Neerlin (f. 1979) har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur fra 2004-06. Hun debuterede i 2011 med romanen I anden række. I 2013 udkom billedbogen Historien om Ib Madsen med illustrationer af Rasmus Bregnhøi, i 2014 børneromanen Ham og i 2015 billedbogen Ønsket.

Vi ønsker Mette et hjerteligt og stort tillykke og glæder os til prisoverrækkelsen. Vi ønsker ligeledes Anna Margrethe et hjerteligt og stort tillykke med prisen.

 

Skriverprisen 2015 går til Mette Eike Neerlin

Neerlin_Hest Hest_FORSIDE__FINAL_WEB 72 DPI_RGB

På BogForum tidligere i dag overrakte Ellen Trane Nørby, Minister for Børn, Undervisning og Ligestilling, Skriverprisen til børne- og ungdomsbogsforfatter Mette Eike Neerlin for tween-romanen Hest, hest, tiger, tiger. Prisen hædrer årets mest bemærkelsesværdige indsats for den læservenlige danske litteratur.

Hest, hest, tiger, tiger er historien om Honey, der er født med læbeganespalte og vokset op med en psykisk handicappet søster og en mor, som forsøger at få tingene til hænge sammen ved at arbejde i Harrys hælebar. Hver anden weekend er Honey hos sin småkriminelle, luddovne far. Selv har hun én stor svaghed: Hun kan ikke lade være med at lyve.

Birgitte Reindel, der er lærer, skolebibliotekar og formand for Pædagogisk LæringsCenterForening, sad i bedømmelsesudvalget, der lægger vægt på sproglig, indholdsmæssig og grafisk tilgængelighed. Hun uddyber, hvorfor Mette Eike Neerlin fortjener Skriverprisen:

”Bogen er barsk, men også varm og med kærlig humor, så man som læser ikke bliver alt for tung om hjertet under læsningen. Der er mange skøre situationer, som vi kan more os over, og som vi samtidig bliver nysgerrige på at få spundet en ende på. På de forholdsvis få sider når vi at komme omkring emner som liv og død, handikap og forholdet mellem søskende, mellem børn og forældre og den første spirende forelskelse.”

Tidligere på året skrev Stine Reinholdt Hansen i Weekendavisen om Hest, hest, tiger, tiger: »Det her er simpelthen en af de bedste bøger, jeg længe har læst. Glæd dig!«

Mette Eike Neerlin (f. 1979) har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur fra 2004-06.  Hun debuterede i 2011 med romanen I anden række. I 2013 udkom billedbogen Historien om Ib Madsen med illustrationer af Rasmus Bregnhøi, i 2014 børneromanen Ham og i 2015 billedbogen Ønsket. Mette Eike Neerlin skriver typisk i en realistisk genre om alvorlige emner, men hvor sproget og tonen er let og med en snert af humor. Fælles for flere af hendes bøger er, at de omhandler børn, som på den ene eller anden måde bliver overset af deres omgivelser.  Mette Eike Neerlin bor på Frederiksberg med sin kæreste, to børn og dværghamsteren Grædeblomst.

For yderligere spørgsmål kontakt venligst forlagschef på Høst & Søn, Anne Mørch-Hansen, e-mail: amh@rosinante-co.dk