Tag Archives: Nordisk Råds pris for Børne- og ungdomslitteratur

Flot nominering til to Høst & Søn titler

Høst & Søn emmer af stolthed i dag. I dag kl. 11 blev det på Bologna Book Fair offentliggjort, at Sankt Nielsen og Madame Karrebæks Da Gud var dreng og Bent Haller og Lea Leténs Magnolia af Skagerrak er nomineret til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur. Nordisk Råds priser uddeles ved et større arrangement i DRs Koncerthus den 1. november, så vi skal holde spændingen ganske længe. Uanset, hvordan det ender, må vi dog indrømme, at vi er lige ved at revne af stolthed.

Fra Norge er bl.a. Øyvind Torseters Mulegutten, som Høst & Søn har udgivet på dansk – Muledrengen – nomineret.

Så det kan godt være, at det er gråt og vådt ude, men inde skinner solen og i dag er en god dag.

Prisudvalget begrunder valget af Magnolia af Skagerrak ved formand Jens Raahauge med følgende:

”Forfatteren skildrer med stor indlevelse, hvordan børn oplever og sanser omgivelserne, og hvordan de i deres leg danner hierarkier. Desuden udfolder han en verden, der er indbegrebet af sommerferie, men med antydninger af farer og sygdom lige under overfladen. (…)

Bogens illustrationer spiller i overordentlig vellykket grad sammen med historiens mange lag. (…)Det helt særlige ved Magnolia fra Skagerrak er, at såvel ord som billeder er bevidste om de særlige krav, der kan stilles til en højtlæsningsbog: Oplæseren kommer selvfølgelig med sin ord- og billedfortælling, men der skal være knaster, som gør det oplagt, at den nysgerrige tilhører ikke blot slår ørerne ud og øjnene op, men også bliver ægget til at spørge af nysgerrighed. Detaljer i billederne har denne effekt, og især morfarens drilske og finurlige ordvalg kalder på afbrydelser og spørgsmål. Og så krydrer det selvfølgelig på dette aspekt, at den smålandske filur trods 40 år i Danmark stadig har et markant, svensk islæt, når han fantaserer for ”liten Maggenolia”.

Der udkommer en del højtlæsningsbøger, men langt fra alle har sans for det intense samvær mellem voksen og barn, som oplæsningen skal være. Denne bog er altså en af de sjældne!”

 

Prisudvalget begrunder valget af Da Gud var dreng ved formand Jens Raahauge med følgende:

”Bogen er skabt af en frodig ordmikstur, der spænder fra hulk til humor og fra filosofi til falbelader, samt af et sprælsk billedorgie, der  – med referencer til Michelangelo, Bruegel  og ikke mindst Dorte Karrebæks eget livsværk – tilfører de evige spørgsmål en evighed, man skal lede længe efter, og som bogen netop er på sporet af. (…)

Bogen handler om de store eksistentielle spørgsmål, om såvel verdens som individets tilblivelse. Den udvikler sig som celledelingen på de første sider og vokser i mangfoldighed. Men i modsætning til Gud, som lige så stille lister ud i det blå, da han ser, at sket er sket, må man som læser snige sig ind i bogen igen for at få bekræftet, at der var noget man havde overset.

Tillykke til både børn og voksne med at have fået denne bog at gå om bord i, når man føler, at alting omkring de store spørgsmål sejler.”

 

Haller_Magnolia af skagerrak_FORSIDE_final_WEB 72 dpi_RGB

Bent Haller har skrevet en højtlæsningsbog, der emmer af sol og sommer. Historien om den viljestærke lille Magnolia, som tilbringer to uger ved havet med bedsteforældre, storebror og kusiner, får smilet frem hos læser og tilhørere.

Magnolias forældre – især moren – trænger til lidt tid for sig selv. Magnolia fornemmer, at hun er syg, ”selv om man ikke kan se det på hende”.

Med både humor og alvor fortælles historien om børnenes sommer ved vandet.

Magnolia, som er den yngste i børneflokken, fanger en dag en besynderlig fisk i vandkanten. Fisken fortæller sin mærkelige historie, der på forunderlig vis griber tilbage til Magnolias mors barndom. En historie, der vidner om, at der er mere mellem himmel og hav, end de fleste voksne går rundt og tror.

En højtlæsningsbog, der dufter af klitroser og saltvand.Tilegnet Bent Hallers fem børnebørn og gennemillustreret i farve-akvareller af Lea Letén.

 

Bent Haller (f. 1946) hører til blandt Danmarks mest alsidige forfattere. Han debuterede i 1976 med den kontroversielle børnebog Katamaranen, og senest er den anmelderroste Wenni i spejlet udkommet (2014). Haller har modtaget flere priser heriblandt Kulturministeriets Børnebogspris (1978), og senest ORDKRAFT-prisen 2012 og Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris 2012.

Lea Letén (f. 1982) er autodidakt børnebogsforfatter og illustrator. Hun debuterede med Mor og Minna i svømmehallen i 2006, og har senest udgivet billedbogen Uffes flotte festtøj (2014). Evnen til at se verden fra det mindre barns perspektiv er et gennemgående træk ved Lea Leténs illustrationer.

 

 

Nielsen_Karrebaek_Da gud var dreng_FORSIDE_FINAL_WEB 72 dpi_RGB

Da Gud var dreng er en vild og rablende billedbog om tiden før skabelsen, om en barndom tilbragt i det rene ingenting.

Hvordan mon det var, da Gud var dreng, inden han gik i gang med at skabe verden? Dengang der endnu ingenting var, ingen sure voksne, ingen sengetider, men heller ingen hund der kom, når han kaldte. Bare mørke. Og hvad gør man så?

Den poetiske skytsengel, Sankt Nielsen, har skrevet en fortælling for børn og voksne til fælles undren og latter. Om ensomheden, friheden og alle de ting, man drømmer om, når der ingenting er, og man bare venter på, at det i det mindste skal blive lyst.

 

Sankt Nielsen er en helgen, børnenes og de vilde syners skytshelgen. Sankt Nielsen kommer til dig i feberen, når temperaturen nærmer sig niogtredive komma ni, og fortæller dig om verdener og tider, almindelige feberfri mennesker ikke har fantasi eller mod til at forestille sig.

Da Gud var dreng er hans svar på det store spørgsmål, næsten ingen har stillet: Hvordan var det egentlig at være barn, dengang Gud var dreng?

 

Madam Karrebæk blev født i 1946, hvor 2. verdenskrig stadig kastede skygger så lange, at de dannede grundlaget for hendes forståelse af en verden på godt og ondt. Lys og mørke, samt alt derimellem. Dorte Karrebæk har modtaget adskillige priser, bl.a. Kulturministeriets såvel illustrator- som forfatterpris. I 2012 blev Dorte Karrebæk tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse.

 

Læs mere og se alle de nominerede til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur her.

Flot nominering til Jesper Wung-Sung

I går blev det på Bologna Children’s Book Fair offentliggjort hvilke 14 titler, der er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Og det er med stor glæde og stolthed, at vi kan fortælle, at Jesper Wung-Sungs Ud med Knud er blandt de 14 nominerede. Vi ønsker Jesper et hjerteligt og stort tillykke. Også tillykke til Mette Hegnshøj, som er nomineret med Ella er mit navn, vil du købe det? udgivet på Dalgaard & Jensen. Mette Hegnshøj har netop vundet Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur for Ella er mit navn, vil du købe det. En pris, der uddeles den 16. april. Lars Gabel modtager ved samme lejlighed Kulturministeriets illustratorpris for sine illustrationer til De vilde svaner.

Vores Rebecca Bach-Lauritsen var blandt de tre nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for bønre- og ungdomsbøger med Ellens ark. En nominering, som vi også er meget stolte af og glade for. Den sidste nominerede var Tina Sakura Bestle med Skyggefugl, udgivet på Gyldendal.

Læs mere om Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris og se de øvrige nomineringer her.

 Jens RaahaugeJens Raahauge offentliggør de nominerede kandidater til Nordisk Rådspris for Børne- og ungdomslitteratur

Sigurður Ólafsson viser Ud med Knud frem

Sigurður Ólafsson viser Ud med Knud frem

13 af de 14 nominerede værker, den grønlandske mangler.

13 af de 14 nominerede værker, den grønlandske mangler.

Nordisk Råds priser

I dag bliver Nordisk Råds kulturpriser uddelt. Mest af alt er jeg spændt på, hvem der modtager henholdsvis Nordisk Råds Litteraturpris, hvor Ida Jessen og Claus Beck-Nielsen er de to danske nominerede forfattere. Og til Nordisk Råds pris for Børne- og ungdomslitteratur, hvor Louis Jensen og Hanne Kvist er de to danske nominerede. Se alle de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris her. Og til Nordisk Råds pris for Børne- og ungdomslitteratur her. Og læs en anmeldelse af den nominerede børne- og ungdomsbøger her.

Lykønskninger og status efter Læringsfestival

Så er jeg tilbage på forlaget efter et par gode og inspirerende dage på Danmarks Læringsfestival. Mange kom forbi standen og det er vi rigtig glade for. Det er dejligt med en mulighed for at vise alle vores nyheder frem og at få en snak med alle jer, der arbejder med og formidler bøgerne til deres primære målgruppe i jeres hverdag. Vi havde fem forfattere i Den Røde Stol. Tirsdag kunne man høre Ellen Homboe blive interviewet om Jernkysten, Erik Barfoed om Bræk, Mette Emilieanna Bruun om Far, fare krigsmand og Camilla Hübbe om Tavs. Onsdag havde vi kun enkelt forfatter i Stolen, nemlig Mette Vedsø, der talte om Stav til psyko. Ronnie Andersens seneste ungdomsroman, Akavet, udkom den 25., det blev bl.a. markeret ved, at dem der besøgte standen og tilmeldte sig vores nyhedsbrev kunne få den som gratis e-bog og det var muligt at høre Ronnie fortælle om sit forfatterskab på en af de mange workshops. Undervisningsmiddelprisen blev uddelt og gik til materialet Ein neuer Anfang. Læs mere her. Samtidigt med Danmarks Læringsfestival blev den årlige børnebogsmesse i Bologna, Bologna Book Fair, afviklet. Her blev vinderen af Almaprisen offentliggjort. Vinderen blev Barbro Lindgren. Læs mere her. Og de nominerede til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur blev også offentliggjort. Fra Danmark er det Hanne Kvists To ting af alting og Luis Jensen og Lilian Brøggers Halli! Hollo! Så er der nye firkantede historier. Se hvem de nominerede fra de øvrige nordiske lande er her. Vi ønsker Barbro Lindgren, Hanne Kvist, Luis Jensen og Lilian Brøgger samt de øvrige nominerede et stort og hjerteligt tillykke.

messe1foto (3)foto (4)foto (6)foto (2)