Tag Archives: Otto Dickmeiss

Ræk mig en lillefinger, og du får en hel håndfuld syrede historier

Wung-sung_Lillefingeren_FORSIDE_FINAL_WEB 72 ppi_RGB

Adjunkt Stine Reinholdt Hansen har skrevet en anmeldelse af Jesper Wung-Sung og Otto Dickmeiss’ Lillefingeren, som vi har fået lov til at publicere. Nedenfor finder du et link til en digitallæseprøve.

Historien her begynder hos brødrene Finn og Arne. Arne er storebroren, der ligger syg og har gjort det meget længe. Finn er lillebroren, der godt kan lide at lege i brødrenes legehus, som er bygget op omkring en gammel høvlebænk. Arne ligger som sædvanlig i sin seng og er syg, da Finn en dag kommer ind med blodet sprøjtende ud af den stump, hvor hans lillefinger engang sad. ”Men hvad er der sket?!” Råber Arne. ”Jeg veeeed deeet ikkkkkkeeee!”, vræler Finn. Det bliver starten på et besynderligt eventyr, hvor to brødre beslutter sig for at tage ud og lede efter en forsvunden lillefinger. Undervejs møder de alle tænkelige former for ordspil og billeder, der kan dukke op, hvis man leder efter en lillefinger i rigtig lang tid.

Storbror Arne kommer fx til at tænke på, om Finn mon har tabt sin lillefinger, ligesom firben taber deres haler, når de bliver forskrækkede. På billedet, der viser den situation, ser vi brødrene komme gående på ryggen af et firben. Finn med sin blødende finger foran sig og Arne med hænderne sådan lidt spørgende ud til siden. Selve firbenet har en hale, der ligner en finger og en lille pind i munden. På den måde giver tegneren os et konkret billede på den forestilling, storebroren har lige her.

Det er ikke tilfældigt, at firbenet har en pind i munden. For drengenes næste stop er parken, hvor de håber at finde lillefingeren, fordi den muligvis er blevet forvekslet med en pind af en af hundene i parken. De elsker jo at løbe rundt med pinde i munden og måske endda grave dem ned! På billedet ser man Finn og Arne i parken i gang med at undersøge alverdens hunde og pinde. Det er tegnet på en helt særlig måde. Fine årer i en træstub flyder sammen med synlige blodårer og muskler i en stor dobermann. Et træ er klippet, så det ligner en stor hundelort, og Arnes krøllede hår er blevet til en krølhåret hund med en pølsefinger i munden.

Ligesom firbenet gav et hint om hunde, der elsker pinde, giver hunden med pølsefingeren et hint om næste stop: En pølsevogn, der bugner med pølser. Måske har lillefingeren gemt sig her? Den kan jo godt minde om en lille pølse. Pølsemanden ligner selv en stor pølse med pølsehår og pølsenæse. Selv duen på taget af pølsevognen og regnormene mellem brostenene ligner pølser. Pølsemandens ord er pølsesnak, der på samme måde som billederne er sjove og samtidig lidt uhyggelige og klamme. Her en bid af hans menukort: ”En blødende indianer i kajak”, ”En Henning i presenning”, ”En brændt øgle med slam”, ”Et lig i åben kiste” og ”En død rotte i morgenkåbe” er bare nogle af dem.

Flere steder ser man en afhugget lillefinger med små fine alfevinger. Den er et godt billede på historien. Noget hårdt, smertefuldt og lidt klamt bliver overraskende sat sammen med noget blødt, fint og ret sjovt. Syrede fantasier og helt almindelige hverdagsting bliver til én stor historie fortalt gennem levende ord og billeder. Det er en læse- og billedoplevelse, jeg vil anbefale både børn og voksne på det varmeste. Den er også oplagt at arbejde med i skolesammenhæng, fordi man kan gå i dybden med de mange ordspil og vendinger, som illustrationerne understøtter og udbygger på genial vis.

Lillefingeren her.