Tag Archives: Rosinante&Co

Nyheder i februar 2017

ROS_Ulven i hjertet_omslag FORSIDE.indd

Anmelderrost YA-thriller om sindets afkroge, om svigt, traumer, forglemmelse og det ufortalte. Og om hvordan ikke alt tabt nødvendigvis bør findes igen. Efter overfaldet, der nær kostede hendes lillesøster Ella livet, blev Claire Graham sendt til en tante på Manhattan for at komme sig over traumet. Men skyldfølelsen over at have ladet Ella være alene den fatale aften hjemsøger stadig Claire. Bag hvert gadehjørne fornemmer hun nemlig den samme fare, som lurede dengang overfaldet fandt sted. Claires psykolog kalder det en sygelig angst, men Claire kender sandheden: Det var ulve, der overfaldt Ella, og nu vil de have mere.

Da Ella pludselig forsvinder, har Claire intet andet valg end at vende tilbage til den lille hjemby i Ohio og stå ansigt til ansigt med sin ødelagte familie. Claires eneste trøst er Ellas dagbog, der leder hende på sporet af den frygtindgydende sandhed bag Ellas overfald og forsvinden.

Andrea Hannah bor på landet i USA, hvor der er masser af mørke nætter og uhyggelige kornmarker, der kan bruges som inspiration i en thriller. Hun er uddannet på Michigan State University med speciale i specialundervisning. Når hun ikke underviser eller skriver, bruger Andrea tiden på at løbe, rejse og forsøge at holde sin mobs ude af køleskabet (ind til videre uden den store succes). Andrea er desuden også aktiv i Women’s Global Empowerment Fund.

Læs mere om forfatteren her. Læs uddrag af bogen her.

Andrea Hannah: Ulven i hjertet udkommer den 3. februar.

PICHON_Tom Gates 2_Gode_undskyldninger_FORSIDE_WEB 72 DPI_RGB

Gode undskyldninger (og andre fede ting) er den anden bog om Tom Gates – mester i skøre ideer og dårlige undskyldninger. Hans dagbøger er som altid spækket med sjove tegninger og skøre indfald.

Egentlig er Tom Gates’ liv genialt. Hvis altså ikke lige det var for de der lektier, som Mr. Fullerman har givet 5.F for (i ferien!); hans storesøster Delia (som gør, hvad hun kan for at forpeste hans liv!); og for nyheden om, at han og Derek er blevet udtaget til at være med i skolebandet (pattebørnsmusik og rasleæg!). Tom får brug for alle sine gode undskyldninger – og mere til – for at redde sig ud af kniberne.

Liz Pichon (f. 1963) er en engelsk forfatter. Hun har tegnet, siden hun var lille og startede sin karriere som grafisk designer af bl.a. pladecovers og T-shirts. Hun er også forfatter-illustrator til en række billedbøger. Bøgerne om Tom Gates er hendes første serie til større børn og samtidig hendes internationale gennembrud. Der er foreløbig udkommet 10 bøger i serien, som er oversat til 41 sprog og har solgt i mere end fire millioner eksemplarer.

Liz Pichon: Tom Gates. Gode undskyldninger (og andre fede ting) udkommer den 3. februar. Læs uddrag her.

 

Alt om at vaere pige2_omslag_HB_FINAL.indd

Alt om at være pige – Mens alle andre kysser handler om brevkasser, (lidt for) kåde hunde, løgne og hemmeligheder – og selvfølgelig om Ida, hendes venner og pinlige familie!

Hvordan er det at være en 14-årig pige, når drengene pludselig hellere vil kysse end at spille Fifa? Tja, Ida ville ønske hun vidste det, men desværre vil Vitus meget hellere kysse med Liva. Populære Liva, som både har store bryster OG en kæreste, men faktisk virker lidt ligeglad med den sidste. Der er ingen retfærdighed til! Selv Idas hund får mere erfaring på kærestefronten end hende… Pinligt!

Med masser af humor og varme fortæller den populære forfatter Camilla Wandahl en realistisk historie fra hverdagen, som den ser ud for tweenpigen, der så nemt kan synes, at alt er VILDT pinligt!
Et tøseunivers, som læserne kan spejle sig i, hvor de både bliver taget alvorligt og forhåbentlig kan grine lidt af sig selv og deres mange bekymringer.
Bøgerne i serien kan læses uafhængigt af hinanden. Første bog i serien Alt om at være pige udkom i 2016.

Camilla Wandahl (f. 1986) er uddannet folkeskolelærer og debuterede i 2009 med den anmelderroste ungdomsroman Hjerte i vente. Har siden bl.a. skrevet den populære serie Veninder for altid samt den letlæste Søstre på De Syv Have. Wandahl holder foredrag om sine bøger på skoler og biblioteker rundt omkring i hele landet og var blandt de sidste tre nominerede til Orlaprisen 2012 med første bind i Veninder for altid. Senest er YA-romanen Et stykke af månen udkommet (november 2016).

Camilla Wandahl: Alt om at være pige – Mens alle andre kysser udkommer den 10. februar. Læs uddrag her.

 

Dashner_MAZE-RUNNER-5_FEBEREN_FORSIDE_FINAL_WEB 72 DPI-RGB

SPOILER ALERT!
Her får de mange fans af det verdensomspændende fænomen, Maze Runner forhistorien til seriens første bind. Feberen er bogen, der indeholder alle svarene: Hvordan fandt WICKED alle lysboerne? Hvem er Gruppe B? Og hvilken side er Thomas og Teresa egentlig på?

Engang mødte Jorden sit endeligt. Skovene brændte, søer og floder tørrede ud, mens havene steg. Så udbrød en epidemi, og en global feber spredte sig. Familier uddøde, vold regerede, og mennesker slog mennesker ihjel. Ud af dette virvar voksede WICKED, der ledte efter svar. Og fandt den perfekte dreng. Drengens navn var Thomas, og Thomas byggede en labyrint.

Dette er historien om Thomas, og hvordan han byggede Labyrinten, som kun han selv kunne ødelægge. Løgne vil blive afsløret, hemmeligheder blive optrevlet, og loyaliteter vil blive testet.

James Smith Dashner (f. 1972), amerikansk forfatter til flere roste ungdoms- og voksenromaner. Blev med The Journal of Curious (2008) hædret med Borders Original Voices pick. Bor i Rocky Mountains med sin kone og fire børn. Den filmatiserede Maze Runner-trilogi var Dashners første udgivelse på dansk, og de populære bøger blev hans helt store gennembrud verden over. Senere på året kan fans glæde sig til en ny, hæsblæsende trilogi fra den populære forfatter, Dødsdoktrinen.

James Dashner: Feberen udkommer den 10. februar. Læs uddrag her.

 

Tjønn_Torseter_Den fineste historie_FORSIDE_FINAL_web 72 DPI_RGB

Den fineste historie er en billedbog for de større børn om at miste og om at mindes. Og om at finde trøst i fantasien og håbet. Vera har mistet sin lillebror, men om natten er de sammen, om natten puster Syl liv i lillebror og Vera og han forenes og er sammen, indtil det atter bliver morgen.

Hvad vil du have jeg skal vise dig i dag? spørger Syl. Den fineste historie, svarer Vera. Den jeg allerbedst kan lide. Den hvor der sker så meget ondt, men det ender godt til sidst.

– Citat fra bogen

Brynjulf Jung Tjønn (f.1980) er født i Seoul i Sydkorea og opvokset i Feios sogn og Fjordane. Han debuterede i 2002 med romanen Eg kom for å elske og har siden skrevet bøge for både børn og voksne. Tjønn fik tildelt Brageprisen 2013 for Hvor er du smuk.

Øyvind Torseter (1972) er illustrator og billedbogsskaber, uddannet ved Kent institute of Art and Design i England. Torseter har illustreret bøger for flere forskellige forfattere og udgivet egne billedbøger. Han har modtaget flere priser for sine bøger, bl.a. Bologna Ragazzi Award, Bokkunstprisen, Årets Vakreste Bok og Nordisk råds børne- og ungdomslitteraturpris. Flere af Torseters bøger er oversat til i alt 17 sprog.

Brynjulf Jung Tjønn og Øyvind Torseter: Den fineste historie udkommer den 28. februar. Læs uddrag her.

 

 

Nyheder januar 2017

haller_den-hvide-konkylie_forside_final_web-72-dpi_rgb

I over 40 år har Bent Haller skrevet bøger til børn, unge og voksne. Hans nyeste bog for de store børn, Den hvide konkylie, er en eventyrlig fortælling om kærlighed, hemmeligheder, magiske delfiner og en konkylie, der indeholder en vuggesang fra havets dyb.

Arion og Carla vokser op under vidt forskellige forhold – Arion på et slot og Carla i en simpel cirkusvogn. De to kender ikke noget til hinanden, men begge har en smuk sangstemme. Da den store sangkonkurrence i Citaaqua bliver annonceret, er et møde mellem dem uundgåeligt. Det huer dog på ingen måde Arion og Carlas fædre. Baron Magnifico og klovnen Zampano med den utilregnelige skygge hader nemlig hinanden, og deres børns møde bliver skæbnesvangert for alle. 

Bent Haller: Den hvide konkylie udkommer den 6. januar

 

flyvholm-tode_paa-bornholm_forside_final_web-72-dpi_rgb

 

På Bornholm må man græde overalt er en intens og fortættet kortroman om en ung pige i sorg.

Maria går i gymnasiet og har lige været udsat for det værst tænkelige, nemlig, at hendes stedfar Tore dør. Det værst tænkelige er en abstrakt størrelse at forholde sig til, især for Maria, der har svært ved at mærke noget som helst.

Jeg har lagt mærke til, at det er stemmen, man mister først. For eksempel når nogen fortæller, at de elsker én, og man ikke kan få sig selv til at sige »i lige måde«, før det næsten er for sent.

Eller når ens mor ringer og siger, at nu er Tore død, og man skal se sine brødre i øjnene og sige, at nu-er-det-nu, og man ikke ved hvordan.                                                                -Citat fra bogen

I et forsøg på at få styr på sig selv, stykker hun verdenskort, minder og oplevelser sammen, så både hendes mor, hendes papbrødre, Tore, hendes kæreste i England og hun selv kan rykke tættere sammen og skabe mening på ny.

Martha Flyvholm Tode: På Bornholm må man græde overalt udkommer den 12. januar, læs uddrag her.

 

Zoom on_GYS_De dodes cirkus_FINAL_NY.indd

Gys, gru og uhyggelige klovne skal nok få det til at krible koldt ned langs ryggen på den, der tør læse De dødes cirkus. To fætre begiver sig ind i en mørk skov, hvor de møder klovnen Bondo …

Bag den store skov ligger der et hjemsøgt cirkus. Det siger rygterne i hvert fald. Tore lader sig lokke af sin fætter Jørk til at besøge cirkusset for at vise, at han i hvert fald ikke er bange. Men intet er som det bør være. Tidligere artister hjemsøger nu skoven, og med en masse spøgelser i hælene må Tore og Jørk opklare, hvad der egentlig skete i de dødes cirkus. Kan drengene redde de tabte sjæle og selv slippe væk i live? Og hvad er den psykopatiske klovn Bondo egentlig ude efter?

Bjarke Schjødt Larsen: De dødes cirkus udkommer den 13. januar, læs uddrag her.

 

I disse to billedbøger forsøger to meget forskellige naboer at være venner. Men det kan altså godt være lidt svært, når den ene er en hyperaktiv og grænseoverskridende and og den anden en introvert og lidt lad bjørn.   

 john_davies_jeg-har-jo-sagt-godnat_forside_final_web-72-dpi_rgb

Jeg HAR jo sagt godnat! Bjørn er så forfærdelig træt, så træt, så træt. Og han har kun lyst til at sove. Der er bare det, at han har en hyperaktiv nabo, And, som slet ikke har lyst til at sove. Han vil meget hellere hænge ud og lave alt muligt vildt med sin ven Bjørn – og helst hele natten.

john_davies_jeg-har-jo-sagt_kan-lide-dig_forside_final_web-72-dpi_rgb

 Jeg HAR jo sagt, at jeg kan lide dig! Bjørn glæder sig til en lang, doven morgen for sig selv. Det passer bare rigtig dårligt med And, som synes, de skal bruge hele dagen på at fortælle hinanden deres livshistorier. For så vil de nok komme til at kunne lide hinanden endnu bedre. Og intet Bjørn siger eller gør, kan få And væk fra den idé.

Få en smagsprøve på Bjørn og Ands nabostridigheder i fede bogtrailere om de umage venner. Find dem HER og HER! Og læs uddrag her og her

Jory John og Benji Davis: Jeg HAR jo sagt godnat! og Jeg HAR jo sagt, at jeg kan lide dig! udkommer den 19. januar

 

benjamin_zu_og_stjernestoevet_forside_final300-dpi_rgb

Ali Benjamins anmelderroste bestseller og debutroman kommer nu endelig på dansk. Bogen er solgt til udgivelse i 21 lande og var finalist til National Book Award 2015. Zu og stjernestøvet er en historie om at blive uvenner med sin bedste veninde, og hvordan man kommer videre, når det ikke er muligt at få sagt undskyld.

Nogle hjerter slår kun omkring 412 millioner gange. Hvilket kan lyde af ret meget. Men faktisk bliver det ikke engang til 12 år.

Suzy Swanson – eller bare Zu – har altid vidst ting, som andre ikke ved. Hun kan redegøre for myrers søvnmønstre. Hun ved, at der er 150 millioner mennesker på verdensplan, der hvert år bliver forbrændt af gopler, og at det gennemsnitlige skolebarn har omkring 20 milliarder af Shakespeares atomer i sig. Men hun kan ikke forstå, hvorfor Franny Jacksons liv skulle slutte så tidligt… inden Zu fik undskyldt for det værste, hun nogensinde havde gjort mod sin bedste veninde. Zu må indse, at ikke alle historier ender lykkeligt, men også at nye historier heldigvis venter på at udfolde sig – og at de nogle gange venter uden for ens egen dør. Man skal bare turde åbne den.

Udover at være finalist til 2015 National Book Award, var Zu og stjernestøvet nomineret til 2016 UKLA Book Award samt nomineret til Årets Bog til mellemgruppen på Goodreads.com.

Ali Benjamin: Zu og stjernestøvet udkommer den 20. januar, læs uddrag her.

 

KRUMBACH_CATO_nivemaskinen_FORSIDE_FINAL_300 DPI_RGB

Anita Krumbach har skrevet teksten til sin første billedbog, og Cato Thau-Jensen har ladet sig inspirere til fantastiske billedcollager.

Det er en historie om en lille, kuet ulv, der en dag tager skruetrækkeren i egen pote og bygger en maskine, der kan sætte den store, farlige ulv på plads. Den store ulv går med tunge skridt. Glassene dirrer på bordet.
Den lille ulv lytter og krammer sin ven.

En morgen begynder de at bygge en nivemaskine med kæber, der kan knuse, kværne og kvase.

Læs uddrag her.

Anita Krumbach og Cato Thau Jensen: Nivemaskinen udkommer den 27. januar

hammer_vi-ses-pellerov_forside_hi-final_web-72-dpi_rgb

Anne Sofie Hammer er aktuel med historien om Pelle og Pelles morbror Mads, der pludselig forsvinder. En bog til de store børn om hvor vanskeligt det er, når de voksne prøver at skåne én og man derved kommer til at leve med et tab, som aldrig rigtigt bliver formuleret.

Vi ses, Pellerøv handler om Pelle, hvis morbror en dag pludselig flytter langt væk – helt uden at nogen fortæller Pelle hvorfor. Pelle var ellers ret vild med morbror Mads, som altid var sjov og anderledes og fyldt med fantastiske historier om blæksprutter og flagermus, sommerfugle og lappedykkere. Men hvad skal Pelle stille op, når ingen fortæller ham, hvad der egentlig er sket?

Anne Sofie Hammer: Vi ses, Pellerøv udkommer den 31. januar, læs uddrag her.

Fantasy viser os vores potentiale som mennesker

af Christine Fangel Juhl 

Fantasy er ikke kun for børn. Også voksne læser med, når bogen bebos af troldmænd, fabeldyr og menneskevæsner med haler. For fantasy er ikke blot underholdning for unge mennesker, men har potentialet til at lære os mere om vores virkelige verden.

 

Fantasy har i årevis været en af de mest populære genrer blandt unge læsere. Fantastiske historier med drager, magi og fremmede væsner, som man finder i eksempelvis Lene Kaaberbøls bøger om Skammerens datter og Kenneth Bøgh Andersens serie om Den store djævlekrig er nået bredt ud blandt børn og unge ved at appellere til fantasien og tilbyde et andet perspektiv på tilværelsen.

Også norske Siri Pettersen har med sin trilogi Ravneringene oplevet stor succes både i hjemlandet og her i Danmark, hvor andet bind, Råddenskab, netop er udkommet til flotter anmeldelser, såvel som i resten af Europa. Bøgerne følger den haleløse pige, Hirka, der udstødes af det samfund, hun vokser op i, hvor mennesker blot er et uhyggeligt sagn, og halen kilde til identitet og sammenhold.

Da Siri Pettersen forsøgte at få Ravneringene ud i verden, blev hun mødt med en holdning om, fantasy på trods af genrens popularitet ikke altid nyder høj status i bogmiljøet.

»Vældig mange sagde, at bogen ikke ville blive til noget. Det var jo fantasy af en norsk debutant! Hvis nogen var interesserede i at udgive den, så ville ingen købe den. Og hvis der var nogen, der ville købe, jamen så ville medierne ikke skrive om den. Og hvis de tilfældigvis ville skrive om den, så ville bogen i hvert fald aldrig blive til en lydbog, fordi den er for tyk og for dyr. Men det viste sig jo alt sammen ikke at holde stik.«

Ikke kun for børn
Ravneringene udgives både i Norge og i Danmark som en børne-ungdomsbog. Men når Siri modtager fanpost – og det gør hun i stor stil – er der afsendere fra alle aldersgrupper.

»Jeg hører fra læsere, der er 70 og fra læsere, der er 12, og det er både mænd og kvinder. Jeg fornemmer ikke, at fantasy længere har tydelige aldersgrænser.«

At voksne læsere også kaster sig over de magiske og overnaturlige historier er noget, der ifølge Anna Karlskov Skyggebjerg, lektor ved DPU ved Aarhus Universitet, kan hænge sammen med, at generationen af de første Harry Potter-læsere nu selv er omkring de 30 år og har taget genren med sig ind i voksenlivet. En påstand der også underbygges af bibliotekar på Vanløse Kulturstation, Julie Arndrup:

»Siden Harry Potter og Twilight har de voksne virkelig fået øjnene op for alt det gode, der ligger i grænselandet mellem børn, ung og voksen. Genren er bred, og tiltrækker fra man bliver en ok læser omkring 10-12 års alderen og op til 99+. Mange titler tager højde for det og kan læses og forstås i flere lag.«

Dykker man ned i Københavns bibliotekers udlånsstatistik, viser det sig, at de fantasytitler, der er opstillet under voksen, udlånes næsten lige så meget, som fantasy opstillet i børneafdelingen. Hvor fantasy udgivet til børn og unge i snit blev udlånt 3,06 gange i 2015, udlåntes fantasy fra voksenafdelingen 2,85 gange.

Ny fantasy-guldalder
Anne Søndergaard, der er redaktionschef på forlaget Cicero, er enig i, at fantasy af i dag kan takke ældre fantasy-succeser for at have bredt målgruppen ud. Det fantastiske er blevet acceptabelt og genren mere appetitlig for en læser, der måske ikke plejer at læse fantastiske historier, fordi vi har vænnet os til genrens magi – endda så meget, at vi nu befinder os i en ny fantasy-guldalder:

»Der er noget i tiden, der tillader den voksne læser at acceptere fantasypræmissen. Og det skyldes i høj grad tv-serien Game of Thrones, Harry Potter-bøgerne og Tolkiens univers,« fortæller Anne Søndergaard, og forklarer videre: »Vi har lettere ved at godtage en præmis, der indeholder fantasyelementer end tidligere, for vi har fået noget med i bagagen fra Tolkien og de andre.«

Fantasy har også sneget sig ind i Ciceros udgivelser. Forlaget, der er kendt for at udgive romaner til den voksne læser, hvor den gode og underholdende historie er i centrum, har netop udgivet australske Ilka Tampkes Albions Datter, som er første bind i en trilogi. En anden trilogi, Robin Hobbs Farseer-serie, er også på vej. Første bind, Snigmorderens lærling, udkommer i foråret 2017, og serien er oversat til over tyve sprog og solgt i seks millioner eksemplarer på verdensplan.

Fælles for Tampke og Hobbs er, at deres bøger er store, historiske romaner. Her truer politiske magtkampe og intriger et fortidigt samfund, hvor magi er en naturlig med- og modspiller.

Viser vores potentiale
Men hvad er det præcis, fantasy giver os, som den traditionelt realistiske roman ikke kan tilbyde?

»Fantasy-elementerne kan tilføre et ekstra fantasilag, der taler til vores følelser på en anderledes måde. Man får et ekstra emotionelt lag, og det giver plads til, at man kan lave andre forsøg med figurerne,« forklarer Anne Søndergaard.

Også fantasygenrens ikke-realistiske rum er særdeles velegnet til at sige noget om den verden, vi lever i. Det mener i hvert fald Siri Pettersen:

»Fantasy er et værktøj, hvor man med det overnaturlige kan fortælle noget vigtigt om virkeligheden. Sæt nu jeg ville skrive en historie om krig og konflikt, og jeg så valgte at skrive en samtidsroman om Mellemøsten. Alle, som ville læse den, ville allerede være forudindtaget om Mellemøsten og have en mening om, hvad der er galt. Hvis jeg derimod skriver om en konflikt mellem Manfalla og Ravnhov, så er der ingen, der kender positionerne i forvejen,« fortæller Siri og pointere, at dem, der kritiserer fantasy for at være urealistisk, misforstår genren og dens funktion totalt.

»Man undervurderer konsekvent fantasys rolle som motivation og inspiration til ens egen rolle og ageren i verden. Hvor socialrealismen fortæller os, at mennesket er svagt og egoistisk, rusker fantasy os op fra rendestenen og viser os vores potentiale.«

FAKTAGennemsnitligt udlån på fantasybøger fra Københavns biblioteker, 2015:

  • Opstillet i børneafdelingerne: 3,06 gange
  • Opstillet i voksenafdelingerne: 2,83 gange

Kilde: Hovedbiblioteket, Københavns Kommune.

 

 

 

Nyheder november 2016

den-nordiske-bornebog_forside_final_web-72-dpi_rgb

Med udgangspunkt i Rasmus Bregnhøis tegneserie ”Rasmus skriver en Nordisk børnebog” har Høst & Søn, i samarbejde med Nordisk Ministerråd, inviteret en række fagpersoner fra de nordiske lande til hver især at skrive en kort artikel om den nordiske børnebog – set ud fra deres nationalitet og faglige baggrund.

Hen over efteråret 2014 udgav Rasmus Bregnhøi løbende en serie på sin blog, som han kaldte ”Rasmus skriver en Nordisk Børnebog”. Serien blev efterfølgende optrykt i samlet form i Dagbladet Information, og nu samler Høst & Søn en række stemmer repræsenterende de nordiske lande, til hver især at give et bud på den nordiske børnebog anno 2016. Fælles for bidragyderne er, at de i deres hverdag arbejder professionelt med børne- og ungdomslitteratur enten som forsker, bibliotekar, forlagsredaktør, journalist, forfatter eller illustrator.

Bidragyderne er Mia Österlund, Nina Christensen, Anita Brask Rasmussen, Björn Sundmark, Marna Jacobsen, Stine Lundberg Hansen, Brynhildur Þórarinsdóttir, Vuokko Hirvonen, Annica Andersson, og Lena Ask.

Rasmus Bregnhøi er uddannet på Danmarks Designskole og Akademiet i Reykjavik, Island. Bregnhøi har illustreret mange billedbøger for børn og arbejdet som bladtegner ved Information og Berlingske. Han modtog i 2009 Kulturministeriets Illustratorpris for Lille Miss Nobody (2008) med tekst af Oscar K, og Høstprisen 2016 for Opfindelser, strikkede huer og en dum kat.

Læs uddrag her.

Den nordiske børnebog udkommer den 1. november

HOST_Teddy_omslag_10_FINAL.indd

Teddy – Den lille helt er 10. bind i serien om Emilie og hendes stædige shetlandspony, Teddy. I denne bog får gården en ny beboer, som har brug for ekstra meget omsorg.

På Englykkegård er Emilie og hendes søster Mikala spændte, for familien skal have endnu en hest. Pigernes mor kan nemlig også lide at ride, og hun savner at have sin egen hest.

Den nye hest Halifax er dog et gammelt og sygt øg, der har brug for ekstra pleje fra hele familien. Og da han en dag skræmmes af grisens høje hyl og løber ind i skoven, må der en ægte helt til at redde den gamle traver – måske en helt som Teddy?

Lin Hallberg (f. 1956). Svensk, meget populær børnebogsforfatter og ridelærer. Hun er blandt andet kendt for de populære hestebøger om Sigge og Teddy.

Læs uddrag her.

Lin Hallberg: Teddy – Den lille helt udkommer den 3. november.

 

meyer_cinder_lk-1_marketing_forside_final_web-72-dpi_rgb

Cinder er en storslået fantasy-genfortælling af Askepot. En intergalaktisk kærlighedshistorie sat i en original verden fyldt med androids, fremmede planeter og en helt speciel prins.

Mennesker og androids lever side om side i Ny Beijing, hvor en dødelig pest hærger befolkningen. Fra det ydre rum venter Lunar-Folket på det rette tidspunkt at slå til på – Jorden er truet! Ingen ved endnu, at planetens skæbne kommer til at afhænge af én pige…

Cinder er en cyborg. En andenrangs indbygger med en mystisk fortid og et kompliceret forhold til sin familie. Skæbnen vil, at hun møder den smukke Prince Kai, og pludselig befinder Cinder sig midt i konfliktens centrum. For at beskytte den verden, hun kender og ikke mindst sikre befolkningens overlevelse, må hun grave dybt i sin fortid og afdække hemmeligheder, som ingen nogen sinde troede skulle se dagens lys.

Cinder er det første ud af fire bind i serien Lunar Krøniken.

Marissa Meyer (f. 1984) er født i Tacoma, Washington og er uddannet i creative writing fra Pacific Lutheran University. Meyer arbejdede efterfølgende som redaktør på et forlag i fem år. I sin fritid skrev hun fan-fiction. Hun tog springet til at blive forfatter, efter hun var med i skrivekonkurrencen NaNoWriMo. Hendes debutroman Cinder udkom i 2012, og hun har siden udgivet de efterfølgende tre bøger i Lunar Krøniken og to akkompagnerende romaner.
Hun bor i Tacoma med sin mand og deres tre katte.

Læs uddrag her.

Marissa Meyer: Cinder udkommer den 4. november.

ROS_Hjerte i vente_omslag_FINAL.indd

Høst & Søn genudgiver nu Camilla Wandahls anmelderroste debutroman Hjerte i vente fra 2009. Her får vi fortællingen om det mest heftige forår i 14-årige Grys liv. Om hvordan det føles, når ens familie er i venteposition, mens livet udadtil fortsætter som altid. Om veninder, skole og kærester. Og om hvor umulig kærlighed kan føles.

Grys verden er skarpt opdelt i et før og et efter Vente. Hele familien går og venter på et helt særligt opkald: Et opkald fra Rigshospitalet om et nyt hjerte til lillesøster Freja: ”Det er jo døden, vi venter på. At der bliver et ledigt hjerte, et børnehjerte.”

Med stor indlevelse skildrer romanen den unge Grys angst for den indre dæmon, der er dukket op i tiden efter Vente og hendes forsøg på at opretholde et normalt teenageliv med fester, veninder og kærester.
Men er der overhovedet plads til kærlighed, hvis ens hjerte allerede er fyldt til bristepunktet med bekymring?

Læs uddrag her.

Camilla Wandahl: Hjerte i vente udkommer 4. november.

ROS_Et stykke af maanen_omslag_FINAL.indd

Med Et stykke af månen er den populære forfatter Camilla Wandahl tilbage med en stærk roman om at finde sig selv og se bag folks facader. En romantisk fortælling om en sommer i gymnasiet, der både byder på fester, bedstevenner, skænderier med forældre – og også den første, store kærlighed, der ændrer alt.

Dina går i 1.g og har albinisme. Det betyder ikke, at hun er kridhvid og har røde øjne, men hun er helt lys i huden, har super lyst hår og ser ret dårligt. Men ikke SÅ dårligt, at hun ikke godt kan se, hvorfor alle pigerne på skolen er vilde med Lækre Luke fra 3.a…

Et stykke af månen er en coming of age-fortælling, hvor Dina må vælge mellem sin bedste ven, som kender og elsker hende for den, hun er, eller den spændende, lækre 3.g’er, som viser sig at være mere end bare pæn overflade. Et stykke af månen er romantik med noget på hjerte.

Camilla Wandahl (f.1986) er uddannet folkeskolelærer og debuterede i 2009 med den anmelderroste ungdomsroman Hjerte i vente, der nu genudgives i forbindelse med udgivelsen af Et stykke af månen. Har siden bl.a. skrevet den populære serie Veninder for altid samt den letlæste Søstre på De Syv Have. Wandahl holder foredrag om sine bøger på skoler og biblioteker rundt omkring i hele landet og var blandt de sidste tre nominerede til Orlaprisen 2012 med første bind i Veninder for Altid. Senest er tweenromanen Alt om at være pige udkommet (2016), en sjov og varm roman om de mange (pinlige) forandringer, pigekroppen skal igennem – og alle de tanker, det medfører!

Læs uddrag her.

Camilla Wandahl: Et stykke af månen udkommer 4. november.

Nyheder i oktober 2016

Nyheder i oktober 2016

schiefauer_nar-hundene-kommer_forside_final_web-72-dpi_rgb

Ester og Isak er ét fra første møde, men et brutalt mord kiler sig ind i deres unge kærlighed og gør det smukke stygt. Svenske Jessica Schiefauer har skrevet en bog for unge om den første fængslende forelskelse, vold, gruppepres og besættelse.

Den sommer Ester og Isak mødes, overmandes de af den første, altomsluttende kærlighed. Deres sommer fyldes med følelser, men midt i forelskelsen konfronteres de med en anden og mindst ligeså stærk kraft. For mens Ester og Isak driver væk i hinanden, vokser volden, da had og nynazisme trænger ind i deres lille by. Og selvom det er Ester og Isaks sommer, er det også den sommer, hvor en dreng tæskes til døde ved en stille sø. Og hvor Isaks bror er til stede, da det sker.

Da Jessica Schiefauer selv var 17 år gammel, blev en teenagedreng fra hendes lokalområde banket til døde. Med udgangspunkt i den tragiske episode begyndte hun at undersøge emnet unge og vold nærmere. Researchen resulterede i denne roman om at lade sig rive med af kærlighed og idealisme helt der ud, hvor destruktionen tager over.

 

Bogen modtog Augustprisen for årets svenske børne- og ungdomsbog i 2015.

Jessica Schiefauer: Når hundene kommer udkommer 4. oktober, Læs uddrag her.

hastrup_cirkelines-museskole_forside_final_web-72-dpi_rgb

Efter fem års pause er Hanne Hastrup tilbage med endnu en bog om den elskelige lille alf i den røde kjole. Denne gang lærer Cirkeline og hendes venner om alfabetet.

Den lille alf, der bor på tegnerens skrivebord, er tilbage sammen med vennerne Ingolf og Frederik. De to mus skal lære om bogstaverne, så derfor har Cirkeline lavet en skole. Her lærer hun musene om alfabetet og bogstaverne – hvordan ser de ud, hvilke lyde siger de, og hvordan rimer man? Undervisningen foregår både indenfor og ude i haven.

Med sjov og leg introducerer Cirkelines museskole børn inden skolealderen til bogstavernes verden. Hanne Hastrups genkendelige tegninger akkompagnerer den sjove fortælling og lader børnene gå på opdagelse i Cirkelines farverige univers.

Hanne Hastrup: Cirkelines museskole udkommer den 7. oktober, læs uddrag her.

pichon_tom-gates_1_min_geniale_verden_forside_final_web-72-dpi_rgb

Mød Tom Gates – den evige mester i skøre ideer og dårlige undskyldninger, der har taget børn over hele verden med storm. Igennem Toms tegninger i sin notesbog, får læseren et unikt indblik i hans hverdag og kreative løsninger på livets små (STORE) problemer.

Tom Gates’ yndlingsband kommer til byen! Men det er hårdt at få fat i billetterne, når man både skal tage sig af ens megairriterende storesøster Delia, finde det perfekte navn til sit eget band, huske at lave lektier til tiden og at imponere klassens sødeste pige Amy. Vil det lykkes Tom at få styr på det hele? Læs bogen og find ud af det!

Bogen er første bind i en serie. Andet bind udkommer februar 2017.

Liz Pichon: Tom Gates min geniale verden udkommer den 11. oktober, læs uddrag her.

pettersen_ravneringene_2_raddenskab_forside_final_web-72-dpi_rgb

Forestil dig at leve som jaget vildt i en fremmed verden. Uden identitet. Uden familie. Uden penge. At dine eneste allierede er en menneskejæger og en ligfødt – og at det samtidig er nu, du må sande, hvem du i virkeligheden er. Råddenskab er en historie om hævn, dødsfrygt og grådighed, men også om den altover-skyggende kærlighed, og hvor langt man er parat til at gå for den, man elsker.

Hirka er ikke længere i Ymslanda. Det lykkedes hende og Rime at få åbnet portalerne mellem verdenerne, og turen gennem Ravneringene har nu ført hende til vores moderne verden. Hirka befinder sig for første gang blandt folk, der er haleløse ligesom hende selv, men alligevel har hun aldrig følt sig mere fremmed. Værre bliver det, da det går op for hende, at hun bliver forfulgt af den onde, ligfødte Graal, som blev sendt i eksil fra Manfalla for over tusind år siden. Hirka er frit bytte, og hendes eneste allierede er en frygtet menneskejæger og en utilregnelig ligfødt. Samtidig gnaver savnet i hende, savnet efter Rime og den verden, hun har forladt. Men alt dette blegner, da hun langsomt forstår, hvem hun er, og hvilken betydning hun har. Kilden til Råddenskaben har tørstet efter frihed i tusind år. En frihed, som kun Hirka kan give.

Råddenskab er andet bind i Siri Pettersens storslåede fantasy-trilogi om odinsbarnet Hirka Haleløs.

Siri Pettersen: Råddenskab udkommer 12. oktober, læs uddrag her.

V_COVER_15_08.indd

V er et rimet digt om sorg, savn, smerte og håb. En historie om at få revet sin familie i stykker og inderligt ønske, at det var anderledes – en historie om at kæmpe, men også om at give slip.

V, en dreng uden skygge, dukker op ved en piges seng. Han vil have hende med ud at lede efter hendes far, der lige har forladt familien.
Deres søgen tager dem gennem drømmeagtige landskaber, hvor strenge grænsevogtere kræver en pris for at lade dem passere. Spørgsmålet er, hvor meget pigen er parat til at give for at nå sit mål og finde sin far igen?

Ligesom den prisbelønnede sonetkrans Mørkebarnet er bogen illustreret af Malene Reynolds Laugesen.

Cecilie Eken og Malene Reynolds Laugesen: V udkommer den 13. oktober, læs uddrag her.

vedsoe_glemmer-du_forside-final_web-72-dpi_rgb

Susis far har det svært med, at farmor glemmer alting og skal flytte på plejehjem, men Susi rejser med hende ind i fantasien og får både farmor og far til at grine.
Glemmer du… er en varm billedbog om et svært emne.

Sidste sommer gik Susis farmor til fitness, og hun gravede selv kartofler op. ’Hej Sunshine, ‘ vinkede hun, ’der er lune muffins.’

Dengang vidste hun noget om alting, og Susi spurgte altid: ’Hvor mange stjerner er der i universet? Hvorfor får man fregner? Hvad fik du for en femøre, da du var barn?’

Mette Vedsø og Kamila Slocinska: Glemmer du … udkommer den 13. oktober, læs uddrag her.

tregangehcandersen

Høst & Søn udgiver nu tre tematisk ordnede små samlinger af H.C. Andersen-eventyr, med både kendte og ukendte tekster. En nem introduktion til forfatterskabet i et oplagt gaveformat.

Eventyr om bøger og om at skrive
Seks eventyr og to digte af H.C. Andersen, der omhandler bøger og digtekunst, digterens kvaler og inspirationskilder: ABC-bogen, Den uartige dreng, Hvad man kan hitte på, Laserne, Lygtemændene er i byen, sagde Mosekonen, Pen og blækhus og digtene Alphabet-Bouquet og En Guddoms tanke er du, poesi.

Eventyr om dyr
Ni af H.C. Andersens eventyr med dyr – ofte fugle – som hovedpersoner. Mange af H.C. Andersens dyreeventyr rummer en ironisk kommentar til samtidens dårskab, men historierne er også nemme at forstå for børn. Denne samling indeholder blandt andre Den grimme ælling, Det er ganske vist og Springfyrene.

Eventyr om ting
11 eventyr af H. C. Andersen om ting, heriblandt Kærestefolkene, Den standhaftige tinsoldat og Hyrdinden og skorstensfejeren. Ingen af historierne er særlig komplicerede, og de er dermed også velegnede til børn.

Illustreret med de klassiske tegninger af Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich

HC Andersen: Eventyr om bøger og om at skrive, Eventyr om dyr og Eventyr om ting udkommer den 21. oktober, læs uddrag: Eventyr om bøger og om at skriveEventyr om ting og Eventyr om dyr

ROS_RonnieA_Autopilot_omslag_FINAL.indd

Autopilot er en stærk og gribende fortælling om en ung spilafhængig, inspireret af Ronnie Andersens eget møde med ludomani, der ifølge forfatteren er den sværeste afhængighed overhovedet.

Det ændrer noget i Rufus, da moren bliver dømt for skattesvig, faren må sige sit job op, og familien er nødsaget til at flytte. Omstændighederne tvinger Rufus til at handle, og han udvikler en spilletrang der tager ham som gidsel, uden at det egentlig handler om pengene eller jagten på lykken. Spillet bliver hans ven. Hans fokus. Selv da Rufus bliver opdaget i at have taget af klassekassen, er han ikke helt indstillet på, at han har brug for hjælp. Et innovations-projekt fra Center for Ludomani sætter ham i forbindelse med Irene. Men er hun der for at stoppe med at spille? Eller leder hun også bare efter en undskyldning, en medskyldig, så spillet kan fortsætte?

Ronnie Andersen: Autopilot udkommer den 21. oktober, læs uddrag her.

riddell_en_krusedulle_om_dagen_forside_final_web-72-dpi_rgb

365 muligheder for at udfolde din kreativitet i illustrator Chris Riddells tegnekalender til børn og barnlige sjæle. En malebog, hvor det ikke nødvendigvis gælder om at male inden for stregerne!

Mal, tegn og skriv sammen med en af verdens allerbedste illustratorer, og få din helt personlige kalender som resultat. Du skal f.eks. tegne din yndlingskage, skrive et postkort i vrede versaler eller tegne et familiemedlem blive angrebet af et husholdningsprodukt! Eller du skal farvelægge nogle af Riddells fantastiske illustrationer, hjælpe ham med at tegne dem færdig – eller skrive starten på en historie, som en af hans tegninger lægger op til. Der er en kreativ opgave til hver dato i året. Hvilket år, du bruger kalenderen, er ligegyldigt, for datoerne har ikke ugedage.

 

Chris Riddell: En krusedulle om dagen udkommer den 25. oktober, læs uddrag her.

matthesen_ternet-ninja_forside_marketing_final_web-72dpi_rgb

Ternet Ninja fortæller om 13-årige Askes op- og nedture, konflikter og forelskelse, og om hans møde med en usædvanlig ninja, syet af en børnearbejder på en legetøjsfabrik i Thailand – og sejlet til Danmark af gode gamle onkel Stewart. En rapkæftet ninja, der blev ternet ved et slags uheld og med rødder tilbage til det japanske samuraisamfund, som indædt kæmper for, at retfærdigheden skal ske fyldest…

”Pakken var på størrelse med et stort egern … eller et andet dyr på den størrelse … Eller et meget lille barn. Man vidste aldrig med Onkel Stewart.
»Er det noget levende?« spurgte Aske. Onkel Stewart svarede, stadig med munden fuld af småkager: »Det skulle man sgu tro, Aske. Den pakke har rumlet og raslet, så jeg var tæt på at tilkalde åndernes magt.« Stewart sprællede med fingrene for at vise, hvor mystisk det hele åbenbart havde været. Aske rev papiret op. Det var en dukke af en art? Ternet! Den havde hætte på og to sorte, blanke knapøjne. Aske havde aldrig set noget lignende: »Hvad er det for én?«

Stewart kløede sig lidt i nakken, før han mumlede: ”Jah.. Det er sådan en..”

Stewart tøvede. Dukken havde et lille sværd af metal i den ene hånd.

”Er det en ninja?” spurgte Aske, og Stewart lyste op og pegede bekræftende på ham.”                                                                         – Citat fra Ternet Ninja

 

Anders Matthesen: Ternet Ninja udkommer den 28. oktober med illustrationer af Rasmus Meisler.

Efter talrige opfordringer fra læsere i alle aldre, genudgives de tre første bøger i den klassiske fortælling om Anne fra Grønnebakken. Serien udkom oprindeligt i 1908, men står den dag i dag stadig som en aktuel fortælling med emner som feminisme, fordomme, mobning, venskaber på trods og ønsket om at høre til.

Anne fra Grønnebakken
Anne drømmer inderligt om at høre til. Så indsatsen er høj, da det gamle søskendepar fra Grønnebakken adopterer hende. Marilla og Matthew har egentlig brug for en dreng, der kan hjælpe til på gården, men det er Anne, der står på stationen. Rødhårede, ukuelige Anne, som er svær at komme udenom. Hun har fuld fart på, taler uafbrudt, drømmer og glemmer alt omkring sig. Ikke lige den hjælp, søskendeparret på Grønnebakken havde tænkt sig. Men Anne får hurtigt vendt op og ned på gårdens stille liv, og snart har Matthew og Marilla faktisk svært ved at forestille sig Grønnebakken uden Anne. Læs uddrag her.

Anne bliver lærer
Som 16-årig er Anne blevet voksen. Næsten da. Hun er elsket af mange i byen Avonlea, men hun har stadig ry for at vikle sig ind i diverse mere eller mindre (u)heldige situationer…

Da Anne begynder at arbejde som lærer, får hun til opgave at undervise både de søde og ikke mindst de uopdragne unger fra Avonlea. Samtidig kommer Anne til at blande sig i et ungt pars forhold, hun finder to nye forældreløse børn på Grønnebakken og hun undrer sig over Gilbert Blythes mærkværdige opførsel. Der er nok at se til for Anne! Læs uddrag her.

Drømmen går i opfyldelse
Nye eventyr venter, da Anne vinker farvel til både barndom og Grønnebakken og starter et nyt kapitel på universitetet. Den første overraskelse bliver et frieri fra den værst tænkelige mand! Derefter følger det første salg og udgivelse af en af Annes tekster, men også en tragedie, der lærer Anne en smertelig lektie. Anne flytter sammen med sine veninder og taber sit hjerte til en gammel, sort kat – uden at ane, at også Gilbert Blythe har planer om at vinde hendes hjerte. Anne må pludselig beslutte, om hun er klar til kærligheden. Læs uddrag her.

Lucy Maud Montgomery: Anne fra Grønnebakken, Anne bliver lærer og Drømmen går i opfyldelse udkommer den 28. oktober 2016